Check-in: Historie med udsigt

Pousada de Viana er spækket med historisk stemning – og med Portugals bedste udsigt.

Foto: PR

Første indtryk
Op og op går det ad den smalle vej, der fører til toppen af Santa Luzia-bjerget. Det ene hårnålesving afløser det næste, vi passerer den store grå Sagrado Coracão-kirke med de fem tårne på toppen og fortsætter videre opad. Næsten på toppen dukker den store hvide hotelbygning med det røde tag frem. Indenfor er forholdene tilsvarende store med en gigantisk lobby, hvoraf den ene del er reserveret en mindre kunstudstilling.

Værelserne

Pousada de Viana do Castelo rummer 48 værelser og tre suiter, der er holdt i lyse farver og en blanding af ældre og nye møbler. Sørg endelig for at reservere et værelse på den langside, der vender ned mod kirken. Fra altanerne har man en uforlignelig udsigt.

Mad og drikke
Man spiser godt i den højtloftede spisesal med lysekroner og meget opmærksomme tjenere. Frokost og middag er en blanding af á la carte og buffet, og så tæt på Atlanterhavet bør man prøve en af de velsmagende fiskeretter. I sommerhalvåret kan man spise udendørs på terrassen.

Særligt
Pousada de Viana do Castelo har været hotel siden 1918 – oprindeligt under navnet Hotel Santa Luzia. I 1979 blev det en del af Portugals statsejede kæde af pousadaer. Det er hoteller, der ligger i store historiske bygninger, og som ofte tidligere har fungeret som for eksempel slotte eller klostre.

Plus
Pousada de Viana do Castelo er i den grad udsigternes hotel. Fra mange af værelserne såvel som fra terrassen, dele af restauranten samt fra poolområdet har man en helt forrygende udsigt ned over ikke bare den nærliggende kirke, men også over byen Viana do Castelo, Lima-floden og Atlanterhavet. Uden tvivl en af de smukkeste hoteludsigter i hele Portugal. Så højt oppe på bjerget hersker der desuden en velsignet ro.

Minus
Vejen op til hotellet er ikke for folk med hang til køresyge. Får man et værelse, der ikke vender ud til udsigtssiden, vil man uvilkårligt føle sig snydt.

Pris
Fra 825 kr. per nat.

Læs også: Verdens førende historiske hoteller