Check-in: Herregården Broløkke

En invitation til afslapning i et strejf af luksus, hvor stemningen er unik og stilheden total

Den ældste del af hovedbygningen med Sneppehuset til venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første indtryk
Hist, hvor vejen slår en bugt – ligger en samling gule bygninger med en statelig hovedbygning nok så smukt. Indkørslen mellem stald- og vognbygningen fører ind til en stor åben gårdsplads.

Læs også: Check-in: The Sands Resort

Til venstre ligger den vinkelbyggede hovedbygning, der er opført i tidens herregårdsklassicisme i henholdsvis 1758 og 1873, og stråler nu igen i sin fordums pragt.

Herregården, som gennem historien kun har været fast beboet i korte perioder og ellers benyttet som sommer- og jagtslot, var nærmest en ruin, da Pernille og Niels Palmqvist købte bygningerne af familien grev Ahlefeldt-Laurvig. Men med egne midler, støtte fra Realdania og diverse fonde er der restaureret og renoveret, og sidste år blev Broløkke kåret af Kulturarvstyrelsen som landets tredjevæsentligste restaureringsprojekt – i øvrigt foran kronprinseparrets palæ på Amalienborg.

Til højre for hovedbygningen ligger Sneppehuset med fire dobbeltværelser, køkken og opholdsstue, som udlejes samlet, og på modsatte side af den store gårdsplads ved siden af forvalterboligen, hvor de gamle karlekamre tidligere lå, er de første fire Bed & Breakfast-værelser klar. Yderligere ti værelser i den tilstødende staldbygning bliver sammen med restaurant og café i laden klar til næste år.

Værelserne
Bed & Breakfast-værelserne har navne efter tidligere tiders karle: Arne, Erik, Frede og Karl, og de små, gamle kamre er nu slået sammen til store og luftige dobbeltværelser med hvide vægge, sorte himmelsenge og hvide lænestole. De fire værelser deler to store badeværelser. Idéen var at skabe en familiær stemning og indrette »uprætentiøst, men lækkert«. Og det er lykkes. Både i værelserne, køkkenet, spisestuen og i opholdsrummet med klinkegulv og loungeagtige flydesofaer omkring fladskærmen er der ingen falbelader, men en klar invitation til afslapning i et strejf af luksus. Men de første gæster har allerede meldt ud: eget badeværelser er at foretrække, så det får de næste ti værelser.

Mad og drikke
Restaurant og café kommer som nævnt først til næste år. Ved konferencer og arrangementer samarbejdes med Bagenkop Kro, og der serveres i hovedbygningen eller i Sneppehuset. Til Bed & Breakfast-gæsterne sørger værtsparret, Maj-Britt og Lars Christiansen, for morgenbakkerne, som serveres på værelserne eller i Bed & Breakfast-fløjens spisestue, hvis det foretrækkes.

Særligt
Stemningen er unik, og stilheden total. Spørg Maj-Britt eller Lars, om der er tid til en lille tur rundt i hovedbygningen? Det er som regel muligt. Her er også værelser, fra Greve og Grevinde-suiterne til dobbeltværelser med og uden bad i forskellige indretninger med gamle møbler, men lige så smagfuldt og stilfuldt med et moderne touch, som de nye Bed & Breakfast-værelser. I hovedbygningen er stuerne restaureret tilbage til, hvad de var – eller kunne have været – engang. Den røde klunkestue, spisestuen med de malede landskaber på væggene, de flotte lofter og trofæ-gangen med både hjorte- og zebrahoveder og en udstoppet abe på væggene. I dag udlejes hovedbygningen, hvor der er sovepladser til 26, kun samlet, men tanken om, at værelserne her også vil kunne bookes individuelt, er der.

Plus
Omgivelserne, naturen, stilheden. Den nærliggende Langelands Golfklub, og at der kun er 800 m gennem skoven ned til stranden. Bemærk dog, at der hurtig bliver dybt, og at den derfor ikke er børneegnet. Det er derimod naturoplevelsen nogle kilometer længere mod syd, i Dovet, hvor et halvt hundrede vilde heste lever. Det er også et plus, at herregårdens spøgelse – den smed, der i fordums tid formastede sig til at levere en hest uden sko til greven og fik et sådan et drag over nakken, at han døde af det, og angivelig siden har hævnet sig ved at hamre på ambolten om natten – gør det så stille, at det ikke forstyrrer natteroen.

Minus
At det hele ikke er færdigt endnu. Ikke at et besøg på Brolykke ikke er en oplevelse allerede nu – for det er det. Men det bliver endnu bedre, når restauranten og caféen er indrettet. Her bliver også udendørsservering med udsigt over en planlagt besøgsdyrehave med hjorte, æsler og klappegeder og duftende sansehaver, der også skal gro op. Og når man kan opleve legetøjsmuseet, hvor effekterne venter på at rykke ind på loftet over stalden og smedien, hvor der skal indrettes gårdbutik, eller se de gamle kareter og vogne, som skal udstilles i vognbygningen, som også lige skal renoveres først. Alt dette følger fra næste sommer og frem.

Læs også: Check-in: Falsled Kro