Check-in: Domaine Pins Paul

På det lille Bed and Breakfast i de sydfranske bjerge disker hr. og fru Ponelle op med nærvær i smukke omgivelser med udsigt over Middelhavet og bjergbyen Eze, hvor bl.a. Bono bor.

Domaine Pins Paul og den skønne udsigt ud over Middelhavet. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første indtryk

Ægteparret Ponelle, Philippe og Marie Josée, har ejet en luksusvillaen på bakkerne ved La Turbie i fire årtier, men først de seneste fem år er det omdannet til Bed and Breakfast. Selv bor de i stueetagen, og resten af huset er lavet om til fem værelser, hvoraf det ene er en regulær suite.

Værterne forstår at diske op med lige netop den rette blanding af service og hygge og ejer samtidig evnen til at trække sig tilbage, når gæsterne vil være i fred.

Vi ankom meget tidligt den første dag og pludselig stod der en morgenmad på bordet, som ret beset ikke var med i aftalen. Det er klasse. At maden serveres med udsigt ud over Middelhavet med den lille by Eze på en bjergskråning i forgrunden, gør hele set-uppet nærmest magisk.  
 

Værelserne

På franske hoteller er det ofte sådan, at der er lidt nusset hjørnerne eller der mangler det sidste håndværkerfinish. Sådan er det ikke på Domaine Pins Paul. Om så det er toiletrulleholderen, der i øvrigt er fra Danmark, fliserne på badeværelset, eller minibaren (med champagne), man pludselig opdager under håndvasken, er der tale om smagfuldt udvalgte enkeltdele, der giver et godt helhedsindtryk.

Badeværelset er nærmest overdådigt indrettet med blandt andet et brusehoved på størrelse med en børneparaply. Værelset er stort som et gedigent dansk soveværelse og indretningen er krydret med gamle originalfotos og farvetegninger fra antikmarkeder, der er rammet ind. De fungerer som pynt, men kan også købes med hjem, hvis man ser sig ekstra glad for et af dem.  
 

Mad og drikke

På et Bed and Breakfast er der kun mulighed for at få morgenmad. Den serveres fra klokken kvart i ni og den er bedre, end man ofte får den på hoteller i Frankrig.

I stedet for en croissant, hvidt brød og sort kaffe får man her desuden delikatesser som honning og marmelade fra omegnen og en ostevogn med meget mere end gedeost ind ved siden af bordet. Også brødet er af flere varianter, croissanten har lemon-smag som i Italien og der er friskpresset juice. Alt afhængig af værtindens opfindsomhed kan man også være heldig at få en æblekage eller noget andet spændende.
 

Særligt

Man kommer ikke udenom udsigten. Men hvad er det, vi ser? Jo, Eze er en lille bjergby, hvor Bono og The Edge fra U 2 blandt andet bor. De har deres egen badestrand nedenfor byen, men byen byder også på to restauranter med Michelin-stjerner. »Le chèvre d’or« har endda to af slagsen. 
 

Plus

I stuen ligger hver dag internationale magasiner og aviser. Der er en storskærm og et stereoanlæg og så ligger der en swimming-pool bygget ind i skrænten lige under terrassen. Hvis du flyder hen til yderkanten af bassinet og kigger ud, er udsigten om muligt endnu mere storslået. 
 

Minus

Vi er ude i petitesserne, men hvis man ikke er særlig vant til at køre i stejle bjerge i sin bil, kan det være en udfordring at køre ned til villaen og op på landevejen igen. Og ikke mindst at parkere på skråningen.