Check-in: Dolder Grand Hotel

Winston Churchill og Luciano Pavarotti har lagt vejen forbi dette sublime hotel i Zürich. Kom med bag facaden på hotellet, som lægger vægt på dets arv som kurhotel.

Dolder Grand Hotel lever op til sit grandiøse navn. Det er klassisk germansk alpeidyl med udsigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Første indtryk
Placeringen på en bjergside ovenfor Zürich kunne ikke være mere velvalgt. Udsigten over byen og søen er udsøgt, og det er ikke svært at se, hvorfor personligheder og livsnydere fra Sir Winston Churchill til Luciano Pavarotti har lagt vejen forbi.

Men kigget den anden vej, mod selve Dolder Grand Hotel, blæser beskueren bagover. Det klassiske kurhotel er bygget i 1897-99 og er et overdådigt billede på tidsperiodens store hotelbyggerier. Tårne fletter sig med de fire etager terrassebeklædte bygninger.

Værelserne
Tjekker ind på et Superioer double room i hotellets nye fløj fra 1964, der er moderniseret i 2008. Og værelset fremstår diametralt modsat hovedbygningen. Gennemført moderne med designermøbler, fjernbetjent lyssætning og tv i spejlet på badeværelset. Det er stort med dobbeltseng, skrivebord, blødt siddearrangement og et badeværelse med kar, brus og to vaske.

Fra terrassen er der udsigt til både skoven og nedover bjergsiden til Zürich små 15 km borte. Badeværelset frister med sit store badekar, og med et skvæt badesalt i varmt vand og en detoxdrink fra minibaren, blive det ikke mere afslappende – med mindre man bevæger sig ned i hotellets berømte spa-afdeling.

Mad og drikke
Hotellet har en haverestaurant, en cafe, en hotel bar og en primær restaurant. Fine dining foregår i restauranten, hvor chefkok Heiko Nieder har sikret restauranten to stjerner i Michelins guide. En syv-retters menu med vinmenu koster 1.500 kr., mens den mindste fire-retters med vinmenu koster 990 kr.

Hotelbaren overrasker nede i kælderen med et cutting edge moderne klubstil, der igen understreger hotellets evne til at kombinerer det klassisk konservative med 2011. 

Særligt
Dolder Gran Hotel hæger om sin arv som kurhotel. Hotellet udbyder en lang række af yoga og spaoplevelser, og særligt det sidste har været en kernekompetance helt tilbage fra 1897.

De tilbyder alt fra enkeltbehandlinger til et femdages detoxophold med konsultation med kostrådgiver, daglige træningssessioner med personlig træner, massage i spaafdelingen og rensende detoxbehandlinger. Femdages-opholdet koster ca. 45.000 kr. for to-personer med alle behandlinger og fuldpension.  

Plus
Placering – kun 20 min. fra Zürich lufthavn og alligevel med fornemmelsen af at være oppe og ude i den friske luft. Kombineret med kurmulighederne, den aristokratisk aura og den moderne luksus er hotellet i verdensklasse.

Minus
Ingen alternative restauranter og barer i gåafstand. Godt for kurgæster men mindre godt for rejsende med lyst til at vrikke med ørene.

Læs også: Her er verdens bedste hoteller