Check-in: 25hour Hotel

Kom med bag facaden på hotellet i Wien, som rammer den perfekte balance mellem klassisk luksus og afslappethed.

Værelset har glasvæg fra gulv til loft og med udsigt over byen, og det er udsmykket med cirkusinspirerede billeder og udstyr, så man selv kan gøgle lidt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR, 25hour Hotel

Første indtryk
»Hov, ligger det her?« 25 hours Hotel ligger på toppen af en kollegiebygning på kanten af 1. og 7. kvarter i Wien. På bygningen er der bygget tre ekstra etager, to med suiter på 6. og 7. etage, og øverst på 8. etage lounge/restaurant/bar/receptionsområde, inklusive en tagterasse med udsigt over byen. Hotellet, der også har aflæggere i Frankfurt og Hamburg, kalder sig Budget Deluxe, og det er ganske sigende. Afslappet som et hostel, men lækkert som et hotel. Og med mulighed for at drikke et glas vin af krystalglas med udsigt over Wiens skyline med domkirken i baggrunden. Hotellet har cirkustema som en hyldest til Wiens cirkusliv.

Værelserne
Vi får suite 611, der hører til de små suiter på 35 kvadratmeter, men stadig er rummelig. Glasvæg fra gulv til loft og med udsigt over byen. Udsmykket med cirkusinspirerede billeder og udstyr, så man selv kan gøgle lidt. Hyggeligt og stadig stramt og upersonligt nok til, at det føles som hotelværelse, ikke som nogens krøllede seng. På etagen er der også suiter mod gården, som er langt mindre interessante, mørke og uden udsigt. Undgå dem. Hvert værelse har et kichenette af den veludstyrede slags, inklusive fire gryder og grillpande og en nepressomaskine.

Mad og drikke
Hotellet har ingen restaurant, men på 8. sal er der et lounge- område, der fungerer som morgenmadsrestaurant. Her er buffet på kanten af baren, tallerkener, man selv finder i reolen under baren, og kander med juice og mælk. Det er ikke stor kogekunst, men her her friskskåret frugt, ost, brød, syltetøj, gode pølser, og lidt sødt, der skifter fra dag til dag. Om eftermiddagen kaffebar og om aftenen lounge, hvor et glas grüner veltliner koster søde 3 euro pr. glas. Mere solide måltider må man på gaden efter.

Særligt
Det er lykkedes for hotellet at ramme den perfekte balance mellem klassisk luksus – stive hvide dyner, venlig betjening, smuk indretning, interessante coffeetable-bøger og store blomsteropsatser – og afslappethed – tjenere i eget tøj, forskellige møbler, sjov udsmykning som en cykel over bordet og ta’ selv vandflasker i store spande. Tilsat fantastisk udsigt over en lille park, hvor børnene leger, og Wien by.

Plus
Får man en af de små suiter, der vender ud mod Wiens centrum, er man i himlen – bogstaveligt totalt. Udsigten er som et maleri, og vender man sig rundt, er værelset rummeligt og velindrettet. Inklusive sjove detaljer som en hullahopring (hov, det kunne jeg da godt som barn, hvorfor er det nu så svært?) og jonglerbolde. Loungeområdet på øverste etage er hygggeligt med mange små kroge, man kan gemme sig i, så det næsten føles som om, man bare er hjemme ved gode og ret tjekkede venner. Dejlig morgenmad af den ukomplicerede, men veltillavede slags. Og til sidst en perfekt placering mellem 1. og 7. distrikt, det gamle middelalder-Wien og et yngre kvarter, der minder om en blanding af Østerbro og Vesterbro.

Minus
»En adaptor? Nej, desværre.« Og så måtte den amerikanske gæst gå sin vej med uforettet sag fra receptionen, der bare er et kontor bag en tremmevæg. Det er i udpræget grad et fritidshotel, hvor man skal have tid til at hænge ud og acceptere, at ting tager tid. Ikke et tjekket forretningshotel, hvor receptionen kan løse mindre besværligheder. Roomservice består af numre til takeawaysteder i nærheden, og det afslappede personale er af og til så afslappet, at man kunne ønske sig, at de strammede en anelse op (og f.eks. lærte at lave kaffe, der ikke smager af risengrød).

Læs også: Tripadvisor: Verdens bedste hoteller