Champagnebaren i terminal 5

Terminal 5 i London-lufthavnen Heathrow byder på mødestole af concordesæder, spa og champagne. Men er det egentligt luksus? Vi sendte livsstiljournalist Sarah Skarum over for at teste terminalens tilbud.

Foto: Scanpix

Der er så meget blankt glas, at jeg holder op med at tro på mine øjne og lader hænderne mærke efter. Er her en hylde, jeg kan stille min caffe latte, min frugtsalat og tallerkenen med den lille bitte ensomt udseende croissant på? Er det her hullet i den blankpudsede glasreol, så jeg kan tage en The Times og en Guardian?

Foran mig er en enorm glasvæg. Glas, glas, glas. Fra gulv til loft. Metervis til alle sider. Med udsigt til blå vinterhimmel og Heathrows landingsbaner, hvor fly, biler og mennesker som små tavse myrer farer frem og tilbage. Inde bag glasset, hvor jeg sidder og betragter det hele, er der bare tyst.

Tykke tæpper suger lyden. Bløde polstrede stole har suget mennesker til sig, og de sidder der og læser aviser, skriver med bløde fingerspidser på deres laptops. De drikker kaffe og har morgenansigter, der ikke helt er faldet på plads, en enkelt japansk dame med omvendt indre ur drikker vin, de snakker helt dæmpet og en enkelt blunder. Jeg kan mærke roen flyde ind i min krop. Som små dråber fra et drop.

I Heathrows et år gamle terminal 5 er der to loungeområder. Et i hver ende af terminalen. Syd og nord. I begge ender lounger for folk, der rejser på business eller har guld- og sølvkort. Store områder med masser af plads til at sætte sig ned, buffet, der varierer i løbet af dagen. En kaffebar, en vinbar, mulighed for at tage et bad og legerum til børnene.

Mellem de to områder er det offentlige rum i Terminal 5, hvor fastfood er bandlyst. Her er restauranter som Wagamama og Gordon Ramsays Plane Food. Her er butikker fra Prada og Tiffany, makeupområde med mærker som Benefit, La Mer og She Umura – og Caviar House, hvor man kan dulme flyskræk eller fejre afrejsen med champagne i flaskevis. Masser af lys, masser af luft. I nord er et spa, Elemis, hvor man kan få korte, kvarterlange behandlinger, massage i nakken, på ryggen, hænder eller fødder eller en kort ansigtsbehandling.

I nord er der også et loungeområde kun til folk, der rejser på first class eller som har guldkort. Her er tilsat en champagnebar og mere ro. Allermest stille er der i The Concorde Room, hvor kun passagerer med en first class-billet må dukke op. Her kan man sidde i et lille mødelokale, hvor stolene er lavet af sæder fra concorden. Her kan man få et privat værelse med bad og seng, så man kan hvile ud, man kan bruge conciergeservicen fra Quintenssentially, der i al beskedenhed lover, at de kan alt. Fra at skaffe bord på New Yorks mest eftertragtede restauranter til en plads på første række til modeshow i Paris.

Mangler du en gave til fruen eller en babysitter til barnet, bare spørg. Men tal ikke for højt, for i The Concorde Room, indrettet som et engelsk herreværelse med mørke møbler, tunge lænestole, en pejs og billeder af heste på væggene, taler man dæmpet og sagte. Her slapper man af og er stille og diskret. Alle har betalt en formue for billetten, ingen behøver at blære sig.

Faktisk, fortæller British Airways pr-dame, er der så stille i The Concorde Room, at nogle kendisser foretrækker at vente i First-loungen, så de kan blive genkendt.

Jeg drikker mere kaffe. Og læser avisen og er helt stille inde i mit hoved. Omkring mig sidder forretningsmænd med små IBM-laptoppe, grå jakkesæt, sorte sko og tætklippet hår. Som var de i uniform.

Og rummet er som i uniform. Det er en sær international kode for luksus. Sådan ser der ud i hele verden, når det skal være luksuriøst uden at være andet. Polstrede stole, bløde tæpper, store kopper med caffe latte, en croissant til morgenmad, chardonnay til eftermiddag, en gin tonic og et stykke laks eller kylling. Champagne, når det er mest festligt. Men fra et mærke, vi alle sammen kender. Og har drukket før.

Og det er smukt og fint og rart, og alt er som det skal være, men det er alligevel som en hotelbuffet i Shanghai eller en anden lounge i Paris, underligt kønsløst og uden spor af England. Ikke så meget som en skive bacon eller en enkelt lille baked bean til morgenmad. Bare international accepteret, certificeret god smag, der aldrig, aldrig, aldrig kan støde nogen. Pænt jo, smukt jo, lidt ligegyldigt, ja, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er en sær gammeldags form for luksus.

At vi sidder på dækket af Titanic, mens skibet går ned, og sipper caffe latte, nogle sælger og køber, mens de kigger ind i skærmene, trådløst forbundet med resten af det økonomiske ragnarok, og løfter vi blikket, kan vi se flyene udlede C02, mens vi ved – uden at kunne holde ud at tænke på det – at verden langsomt falder fra hinanden. Finansielt, miljømæssigt.

Ingenting er, som det var for to år siden, guldkort uden dækning, dyre sko købt for den forsvundne friværdi, tasker med logoer, der lyser af utrendy lyst til at vise, hvor mange penge man har. Trangen til at blære sig er forsvundet, og på samme tid også glæden ved at sidde og spise granny smith-æbler, mango, ananas og appelsiner skåret i små stykker. Fløjet ind fra verden, anrettet som på ethvert stort hotel. Ingen sæson, ingen fornemmelse af, hvad der gror i jorden udenfor vinduerne.

Jeg ville kun vide, hvor jeg var, hvis jeg kunne se, hvad der stod på mælkekartonerne, alt andet er god international anonym smag, men mælken kommer spruttende ud af en automat, når jeg skal have den varmet i min kaffe, og det smager, som det smager alle steder, når maskinerne, som sælgerne sikkert kalder for gourmet, laver kaffe underligt af ingenting og alting og lidt af kaffe.

Måske er lufthavne, der var templer for globaliseringen, man kunne komme alle steder på ingen tid til ingen penge, hvor vil du hen, tag af sted, tag da af sted og køb endelig noget med hjem, ved at blive til monumenter over alt det, der blev for meget?

Måske ville det være mere luksus at sidde på en banegård og spise morgenmad af engelsk bacon, æg fra den lokale gård og hælde fed gårdmælk i morgenteen, selv om den smagte underligt anderledes end den fra Irma, mens man vidste, man havde tid nok til at vugge gennem landskabet? Måske er tid og god samvittighed en større luksus, kan jeg ikke lade være med at tænke, da jeg skynder mig ud til gaten.

Men jeg nyder alligevel den lune scone med clotted cream, da jeg sidder højt over skyerne og ser solen forsvinde. Jeg læser i min bog, sipper af champagnen og er bare der til stede i mit mørkeblå plasticlædersæde, stille og afslappet.

Og måske er det også luksus: At et øjeblik, der bare skulle overstås, bliver rart. At minutterne, der skulle ventes i, bliver værd at nyde. I et fly eller i en lounge. Hvis man ikke går ind i glasvæggene altså. De er virkeligt blankpudset.

»Faktisk, fortæller British Airways pr-dame, er der så stille i The Concorde Room, at nogle kendisser foretrækker at vente i First-loungen, så de kan blive genkendt«