Canyoning på Loup-floden i Sydfrankrig

Hvad vil du helst? Springe fra en syv meter høj klippe eller kure i næsten lodret position ad et mini-vandfald og blive sprøjtet ud i en brusende flod?

Gennem smalle slugter og brusende vandfald Loup-floden. Det kræver mod, masser af mod. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Funch

Øhh...det her er altså ikke noget let valg. Sveden begynder at pible frem i nakken, tungen er knastør, og våddragten klæber sig endnu mere ind til kroppen, end den gjorde i forvejen.

Næste: Et ægte adreanalin-kick

Den strammer, og det kløer, mest i knæhaserne og på siden af lårene. Havde det dog bare været et valg mellem bilen eller bussen hjemme i Danmark. Om minimælk eller letmæk i supermarkedet. Eller om kano eller kajak på Gudenåen, der snor sig så blidt og venligt af sted med siv, dunpapper og små dunede ænder.

Der er to muligheder. Et spring fra en syv meter høj klippe direkte ned i den brusende flod. Eller at kure i næsten lodret position ad et lille vandfald, og med fuld tryk på lade sig sprøjte ud i floden, som var man et stykke hård plastic, der ikke kan gå i stykker.
Åh... Gudenåen, hvor er du? Men Gudenåen er langt væk, honey, og det her Frankrig. Med bjerge og kløfter, der er mere rå og rustikke end så mange andre steder i Provence, og hvor området kaldes for Europas svar på Grand Canyon.

Loup-floden strømmer af sted med sit krystalklare, turkisgrønne vand tilsat lidt hvidt skum. I alt 49 kilometer flod, der ender i Middelhavet ikke så langt fra Canges sur Mer.
Smukt, meget smukt. Hvis ikke det lige var fordi, man stod og skulle bruge så meget energi på at tage sit livs beslutning: Klippespring eller vandfalds-rutchetur? Kom så.

Vi er på canyoning, som altså intet har med kanosejlads at gøre. Iført hjelm, våddragt og sportssko går canyoning for begyndere i store træk ud på at navigere sig fremad ved skiftevis at svømme, flyde med strømmen, krabbe sig henover spejlglatte sten, holde fast i klippekanter og ellers passere, hvad der møder én undervejs for at komme videre.

»Okay, monsieur Yannick Obradovic. Du får resultatet af mit valg lige om lidt,« tænker jeg og prøver at se cool ud på den adventure-agtige måde.
Yannick er vores instruktør, og ham må man have tillid til. Han er garanten for overlevelse. For hvem har lyst til at blive klasket ud i en flod med sten i alle størrelser, lande på ryggen og ligge og sprælle som en flad og færdig dansk rødspætte?

Monsieur Yannick smiler. Indtil videre tålmodigt. Han har autoritet, virker troværdig, og ser ud som om intet i verden kan gå galt. Franskmænd skulle vist være ret tjekkede med hensyn til sikkerhed, ikk? Hope so. I hvert fald er der kun ét at gøre, og det er at overgive sig til instruktørens ekspertise og hans kendskab til Loup-flodens geografi med alle dens forskellige dybder, naturlige pools og tusindvis af sten.

»Du skal bøje armene fladt ind mod brystet og trække knæene op under dig, og så springe så langt du kan ud i vandet,« forklarer han roligt.
Hmmm... det lyder som om, det er en bombe, han mener. Sådan én, man som barn lavede hundredvis af fra bassinkanten i svømmehallen.

Og vandfaldet?
»Stræk dig helt ud, lige så meget du kan og læg begge arme over kors på brystet,« siger monsieur Yannick og viser med rutinerede bevægelser, hvordan det skal gøres.
Ser ret let ud, se så at komme af sted,« tænker jeg, men ved ikke helt, om jeg mener det.

I visse situationer kan det være en fordel at betragte sig selv på en ny måde. For eksempel som et flyvende fantom, der i bedste tegnefilm-stil aldrig dør, men altid overlever selv de største og farligste forhindringer. Uden så meget som at krølle en øreflip.
Og fantomet gør det. Slår hjernen fra og kaster sig i retning af vandfaldet og ... alt bliver mørkt.

Næste: Et ægte adreanalin-kick