Canadisk vildmark for vovehalse

Hvis rivende floder, snedækkede bjerge og hylende ulve lyder fristende, så kan en overlevelsestur i vildmarken anbefales. Alt, hvad det kræver, er eventyrlyst, en god fysik og lidt dyretække.

Skovgrænsen og det mildere klima ved Gataga-floden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pia Bergholdt

Det kan være farligt at læse rejsebeskrivelser. I 2009 faldt min mand over en artikel i National Geographic om Muskwa-Kechika, et af verdens sidste uberørte naturområder. Det var samtidig også historien om Wayne Sawchuk, der hvert år arrangerer en ekspedition dybt ind i den nordlige del af Rocky Mountains. Til hest og med livet som indsats.

Læs også: Når mennesker og vilddyr mødes i Canada

Han fik inden længe overbevist både mig og vores teenagedatter om, at en sommerferie blandt de canadiske kæmper og uden nogen form for sikkerhedsnet lød ganske spændende.

Muskwa-Kechica, der også kaldes Nordamerikas Serengeti, er på størrelse med Portugal og hjemsted for grizzlyer, sortbjørne, ulve og elge. I millioner af år har området ligget uberørt hen, og i nyere tid er det især Wayne Sawchuks fortjeneste.

Denne pelsjæger og vildmarksguide har de sidste 30 år kæmpet for at beskytte området mod olieboringer, minedrift og skovhugst. Projektet er lykkedes, men Muskwa-Kechica er under fortsat pres, så Waynes indsats er langt fra ovre. Tre måneder om året leder han sine ekspeditionsdeltagere på den farefulde færd gennem floder og over stejle bjergpas. Ekspeditionen er opdelt i fem etaper på hver to uger, og man vælger selv etapen.

Det er en enestående chance for at opleve vildmarken på klos hold, og som de første deltagere fra Skandinavien følte vi os i den grad som pionerer.
 
»This expedition is not for the weak-hearted,« advarer Wayne os i sin første mail. Men som nabo til Svanninge Bjerge og med lidt ride- og spejdererfaring i rygsækken mener vi os nok klædt på til opgaven. Så i juli måned 2010 rejser vi de små 10.000 km til British Columbia for at leve på kanten og udfordre det trygge liv. Med på rejsen er tre køjesække, der bugner af fornødenheder som telt, havregryn og myggespray.

»Nu har De vel husket bjørnesprayen,« spørger min canadiske medpassager i det lille to-motorers propelfly fra Mountain Air og forklarer, at den virker bedst på to meters afstand...

Her er vist en detalje, der blev glemt i den hjemlige salgstale. Vi provianterer i den gamle handelsstation Fort Nilson og fortsætter i bil nordpå ad den berømte Alaska Highway, bygget i 1942 af 25.000 amerikanske og canadiske soldater. Allerede efter få kilometer ser vi den første sortbjørn ligge i græsset og spise kløverblomster, og da highwayen er mindre befærdet end en jysk motorvej ved midnatstid, møder vi flere bjørneunger, skov-rener (caribous) og bjerggeder på den 250 km lange tur op til endestationen Muncho Lake.

Vi er i udkanten af civilisationen, og mobiltelefonen er stendød.

Muncho Lake ligger som et jadegrønt spejl ved foden af The Rockies. Stedet tiltrækker lystfiskere, jægere og vandrere, der indlogerer sig på The Northern Rockies Lodge. Hotellet ejes af Urs, som dagligt fragter vovehalsene ud i vildmarken med sin vandflyver.

I restauranten møder vi for første gang ekspeditionens tre andre deltagere og falder straks i hak. På et stort trækort følger vi sammen den 150 km lange rute: Fra de mægtige Tuchodi Lakes over det frygtindgydende Misery Pass og til den smukke Mayfield Lake. Fra en bådebro kryber vi om bord i den otte-personers De Haveland-maskine. Urs er en garvet pilot, og nonchalant slipper han indimellem styrepinden for at spejde efter bjørne og udfylde papirer.

Flystyrt skyldes oftest enten dårligt vejr, for meget last eller eksploderende bjørnesprays, fortæller han. Men lige nu skinner solen, bjørnesprayen ligger i pontonen, og vi passerer tæt hen over skovklædte bjerge og ind og ud mellem majestætiske tinder. Efter en time glider pontonerne henover Tuchodi-søen, og vi står ansigt til ansigt med Wayne Sawchuks, der under et imponerende overskæg hilser os velkommen.

Vi tager afsked med det afgående ekspeditionsteam, og snart er den lille, gule flyver en prik i horisonten. Et øjebliks følelse af fortabthed melder sig, men familiefaderen og teenagedatteren kalder det forventning  og slæber køjesækkene op til den interimistiske lejr i skoven.

Gennem årtusinder har vilde dyr trådt deres stier i Muskwa-Kechika, og det er disse vildtveksler, vi skal ride og vandre af. Også for stedets indianere og pelsjægere har hesten været uundværlig, når lejren eller jagtbyttet skulle fragtes gennem floder og pas. Ved bålet understreger Wayne, at det kan være livsfarligt at krydse en flod uden hest, og på turen vil han igen lede efter spor af den unge, tyske vandrer, der er forsvundet på andet år.

Fornemmelse for tid og sted forsvinder i Rocky Mountains. Arbejdsdagen er 10-14 timer, og alle hjælper til efter evne. Forbavsende hurtigt indfinder strukturen sig: Op kl. seks, tænde bål og koge vand til kaffe og havregrød. Så sendes et hold af sted for at indfange de syv rideheste og ni pakheste i skoven. Kobjælder og hobbles (reb om forbenene) sikrer, at de som regel er til at finde inden for en time. Imens pakker køkkenholdet lejren ned i de kasser, som pakhestene skal bære.

Vi får tildelt egen hest efter temperament, og Wayne kræver ikke rytterfærdigheder. Hestene ved, hvad de skal, så det handler mest om at være i en hæderlig fysisk form og mentalt uforfærdet.

Vi aser og maser med at sadle på cowboy-manér og lærer at rigge pakhestene til. Med stigninger og fald på op til 50 grader skal udstyret monteres korrekt, og forkert håndtering kan betyde smertefulde sår for hesten. Med Winchester-riflen ved sin side vender Wayne sig om i sadlen og råber »Er alle klar?«

Vi har arbejdet intensivt i fire timer og er endelig klar til at ride mod fjerne horisonter og op over Rocky Mountains Divide (højderyg). Det kræver tilvænning at færdes på de løse klippestykker, kravle over væltede stammer og krydse floder med skøjteglatte sten. Karavanen bevæger sig støt og roligt gennem de fantastiske landskaber, og »bjergtaget« får en helt særlig mening her.

Allerede ved den første frokostpause får vi ubehagelig mistanke om, at vores proviant langt fra rækker til hele turen, og meget symbolsk trækker skyerne nu sammen over bjergene. Regntøjet hives op af sadeltasken, og vi når næsten tørskoede frem til næste lejr, hvor Waynes »Godt klaret, folkens« markerer afslutningen på første dag.

Sadler og seletøj stables og pakkes ind i presenning, for bjørne og hulepindsvin har en forkærlighed for lak og læder. Så slippes hestene fri, og kaffen sættes over. Tilberedning af aftensmaden går på skift, og canadierne lægger stærkt ud med friske råvarer. De er flasket op med store nationalparker som Banf og Jasper og er derfor langt bedre forberedte end deres danske rejsefæller. Da mørket falder på, kryber vi trætte ned i vores arktiske kokoner. Tæt på lejren lyder ulvehyl, og hestene vrinsker uroligt.

Vi rider i to-tre dage og har derefter en tiltrængt overliggerdag. Hver gang lejren pakkes ned, fjernes alle spor af menneskelig tilstedeværelse, og med opsadling gøres det sjældent på under fire timer.

For os bliver den største udfordring at smøre madpakke, og vi har måttet indføre nøje afmålte rationer. Sammen med de alt for tynde soveposer og liggeunderlag øger det bestemt turens autencitet.

Hestene er igen hentet hjem, og Waynes forhold til dem er kærligt, men bestemt. Når pakhestene én efter én bringes til kasserne, får de valget mellem at opføre sig eksemplarisk eller ende i en ukrainsk spegepølse (sidst på turen får den bemærkning mine tænder til at løbe i vand).

Dagen igennem går og rider vi op og ned ad de skovklædte bjerge, der bliver mærkbart stejlere. Bedst som vi nyder en af få fredelige stunder, dukker fem vildheste op. Som sirener lokker de to af pakhestene med sig og forsvinder i strakt galop tilbage til skoven. Vi spekulerer på, hvis sovepose og mad, der mon forsvandt, og må vente en time på, at forposterne vender tilbage med de to kandidater til pølsemaskinen.

Opstigningen mod turens første og stejleste pas er begyndt, og de mange timer i sadlen kan mærkes. Aftenkaffen er dårlig nok sunket, før meldingen kommer: »I morgen når vi Misery Pass.« Morgenen tegner ellers godt. Solen er på vej op over bjergene, der ligger pandekager på tallerkenen, og før dagen er omme, vil vi have krydset The Rockies!

Desværre varsler de rosafarvede skyer storm, og Wayne er bekymret. Storm i 3.000 meters højde vil volde problemer. Vi pakker vores gear og tjekker alle reb en ekstra gang. Over satellitradioen kontakter Wayne efter aftale den lokale radiostation, og fra både lyttere og radioværter lyder det: »Vi beder allesammen for jer.«

Etapen begynder ved et stort vandfald, hvor det smalle dyrespor forsvinder op i skoven i en vinkel på 45 grader. »Stairways to Hell,« tænker jeg, og kæmper mig op gennem granerne med hesten bag mig. Vi puster om kap og stopper flere gange for at få vejret. Meget uklogt. Som de sidste i kolonnen er vi sakket bagud, og de andre er forsvundet af syne. Stien har delt sig i to og er så stejl, at det er umuligt at vende hesten, hvis jeg vælger forkert. I panik råber jeg op mod toppen, og netop som jeg tror, mine dage skal ende midt på et canadisk bjerg, bare fordi jeg ikke var flittig nok i fitnesscentret, råbes der tilbage: »Lad hesten vælge. Den kender vejen.«

Glimrende løsning, og jeg tørrer tårerne bort med oilskindshandsken. Det er dog for tidligt at ånde lettet op, for nede på den anden side venter de første, store river crossings. Bevares, på grund af forårets beskedne nedbør når vandet kun op til bugen på hestene, men det ikke bliver en søndagstur på Mølleåen.  

Misery Pass nærmer sig, og det gør stormen også. Vi er oppe over trægrænsen, og den tynde luft gør vejrtrækningen anstrengt. Faren for udskridninger på de løse skifersten lurer hele tiden. Bag mig kommer pludseligt et voldsomt udbrud. Min mands hest ligger ned. Den er snublet, men i stedet for at springe fremad og dermed skubbe ham ned fra bjerget, har den kastet sig ind mod klippevæggen. Dygtig hest.

På toppen belønnes vores anstrengelser. Et grønt plateau med blomster i alverdens farver lyser op mellem de grå klipper, og jeg fylder munden med læskende sne.

Hvis opstigningen er slem, så bare vent til nedstigningen, burde Wayne have sagt. Et brusende vandfald vælter ud over klippevæggen, og under os venter et fald på mere end 50 grader. »Tag jer god tid,« beordrer Wayne, og endnu engang foretrækker jeg at være bagtrop.

Et kongerige for en redningshelikopter. Jeg fokuserer kun en halv meter frem ad gangen, og da jeg igen ser op, er jeg alene i de larmende vandmasser. Et forkert skridt, og de kan samle resterne op nede i dalen. Bag mig rutsjer hestens hove på de løse sten, der forsvinder i dybet under os. Men bag et klippefremspring får jeg igen kontakt med de andre, og jeg kan overskue afslutningen på mine trængsler.

I halvandet døgn hyler stormen mellem bjergene; dyrene stiller sig med bagen til vinden, og vi andre kryber i ly under teltdugen. Det er tæt på frysepunktet. Næste dag vender kampviljen tilbage, og vi slår Waynes pakkerekord med 20 minutter. Det går nu ned mod skovgrænsen og det mildere klima ved Gataga-floden.

Vi er i Grizzly-land. Flere steder har de flået barken af træerne, og der er dybe hulninger i jorden efter bagpoterne. Det forrige ekspeditionsteam så en grizzly lunte forbi på den anden side af floden, men »desværre« er grizzlyer i vildmarken meget sky, så den har vi endnu til gode. Wayne minder om, at man hverken kan løbe eller klatre fra en bjørn. Gud ske tak og lov for både bjørnespray og Winchester. 

Two Glaciers Pass er kun marginalt nemmere end Misery, men solen er tilbage, og dagens etape vil bringe åndeløst smukke scenerier, lover Wayne. Vi hiker derop i bagende sol, og mellem de to gletsjere oplever vi turens absolutte klimaks: at spise frokost på verdens tag og være de eneste mennesker på 6,4 mio. hektarer. Hestene hviler i varmen, og en elgtyr står i sneen og drikker af en bjergsø.

Idyllen krakelerer, da Wayne igen stiller et af de spørgsmål, som giver de andre julelys i øjnene og mig bange anelser. »Klar til et par udfordrende flods-krydsninger?« Nej, tak. Jeg er alligevel nødt til at lytte til instrukserne, for dette er absolut ekspeditionens farligste udfordring. »Se under ingen omstændigheder ned på vandet, for så mister I balancen. Falder I af, så grib fat i hvad som helst på hesten, ellers...«

Wayne behøver ikke at tilføje »kan det få fatale følger.« Gataga-floden er omkring 200 meter bred på det sted, vi skal krydse, og farer forbi os i et rasende tempo. Wayne er allerede på vej ud, og både hans ridehest og pakhest begynder at vende det hvide ud af øjnene. Tørt forår eller ej, hestene kan helt uventet ikke bunde.

Jeg tænker ikke længere, jeg overlever. Da bunden forsvinder under hovene, og vandet når mig til midt på livet, kigger jeg instinktivt ned. Og mister balancen. Jeg når lige at hive fat i sadelknoppen, inden jeg opdager, at vi er på vej ned ad floden. Jeg tvinger desperat hestens hoved rundt, og stønnende får den kæmpet sig på tværs af strømmen og ind til bredden.

Hele holdet har lige klaret den ultimative river crossing! Efter et par timers ridt når vi lejren i Mayfield, og Wayne sætter kedlen over for sidste gang. På 12 intense dage har vi krydset Rocky Mountains, besejret Misery Pass og svømmet i Gataga-River. Takket være en legende og hans fantastiske heste.

Læs også: Oplev Australiens Galapagos