Californiens glemte kyst

Lost Coast Trail er et af Californiens mest afsides områder, og i løbet af en tre dage lang vandretur i vildmarken bliver man ét med naturen.

Man kan slå sit telt op hvor som helst på ruten. Der er noget helt særligt over at vågne op på stranden til bølgernes brusen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sole Bugge Møller

Det er svært at sige, hvornår følelsen krøb sig ind på os. Var det, da vi så den døde hval skyllet op i floden som en punkteret badebold? Da vi stod en meter fra de bjæffende sæler? Da vi kravlede op i det forladte fyrtårn? Eller da vi så solen gå ned over Stillehavet uden andre mennesker i miles omkreds?

Måske var det kombinationen af alle indtrykkene, der gav os følelsen af at være afskåret fra civilisationen og langsomt smelte sammen med naturen.

Har man den mindste kriblende eventyrlyst i maven, så er Lost Coast Trail en af Californiens bedste vandreture.

Terrænet skifter hele tiden og man går fra tæt buskads til enge, strand og forbi små vandfald. Fold sammen
Læs mere

Lost Coast har fået sit mytiske men passende navn, fordi landskabet er så råt, ufremkommeligt og afsides, at man måtte opgive at opføre kystvejen Highway 1 og i stedet føre den længere ind i landet. Derfor kan man kun opleve kysten på den 40 kilometer lange vandrerute Lost Coast Trail.

Her er der ingen mobilforbindelse, ingen campingpladser, ingen vandhaner, næsten ingen mennesker og ofte ikke engang en sti. Blot Stillehavets evigt brølende bølger som en konstant ledsager.

Lost Coast Trail går fra nord til syd, så vi parkerer vores bil i den ene ende og hyrer en shuttlebus til at køre os til begyndelsen af vandreruten. Vores chauffør er Sherri Luallin, en midaldrende dame med en tør humor, der har fragtet folk til og fra Lost Coast Trail i knap 20 år.

»Det er en ret unik vandretur, fordi man går langs havet det meste af tiden, så det er også blevet mere og mere populært. Det plejede blot at være mig, der fragtede folk frem og tilbage, men nu har jeg to chauffører, der arbejder for mig,« siger hun.

Sherri giver os et lille ringbind med kort over ruten og en tidevandstabel og forskellige billeder fra ruten, og vi studser over et par af hovedløse og sønderrevne hjorte.

»Pumaer,« siger Sherri, men forsikrer os om, at sandsynligheden for at støde på en puma er forsvindende lille.

Da vores gruppe på fem gutter senere står på parkeringspladsen med den slags opløftende uvished, der sitrer gennem kroppen inden et eventyr, begynder vi at diskutere, hvad der er turens største farer. Er det bjørnene, som til vores overraskelse kan finde på at gå en tur på stranden?

Vi har lejet fire bjørnesikrede cylindere, som vi opbevarer alt vores mad i samt toiletsager som tandpasta, sæbe og solcreme, så vi føler os godt rustede. Pumaerne er det nok heller ikke, da de trods Sherris skrækbilleder er yderst sky.

I stedet bliver vi enige om, at de små farer er de værste. Skovflåter, som kan gemme sig i det høje græs samt poison oak (giftsumak), en lille intetsigende plante, hvis saft kan give svære udslæt, svien og kløe. Og klapperslanger. Tanken om at blive bidt af en klapperslange i midten af vildmarken uden mobilforbindelse og med en hel dags vandring for at hente hjælp gør os en anelse usikre.

Men solen er ved at gå ned, så vi ryster frygten af os og trasker de første få kilometer gennem sandet, inden vi slår vores telt op på stranden i solnedgangen. Vi nyder allerede at være væk fra email, Facebook og bippende beskeder, og selv om vinden rusker og river i vores telt natten lang, falder vi til sidst i søvn til lyden af bølgernes brusen.

Den næste morgen har tågen krøbet sig ind på os, og solen er en bleg, hvid kugle på den grå himmel.

Bjergkæden King Range, der rejser sig bag os, suger fugtigheden fra havet til sig, og derfor er Lost Coast et af de vådeste områder i Californien, og det regner fra september til april. Men her i maj slipper vi for regnvejr, og i stedet er de grønne skråninger eksploderet i en palet af vilde blomster som lilla irisser, røde castillejaer, gule sennepsblomster og Californiens nationalblomst, orange valmuer.

Vi laver havregrød over bålet og fylder vores vanddunke i et nærliggende vandløb. Selv om vandet er rent, har vi fået anbefalet at behandle det med klordioxid for en sikkerheds skyld.

Vi snører vandrestøvlerne, kaster rygsækken op på ryggen og begynder at følge vandet. Over os svæver en kalkungrib, der glider over brisen med sit enorme vingefang bredt ud. Forhåbentligt har den ikke udset os som sit næste måltid.

Efter et par timer når vi et lille, hvidt fyrtårn, der ensomt spejder ud over havet. Punta Gorda-fyrtårnet blev opført i 1907, efter at adskillige skibe var forlist her, og 87 personer druknede i en enkelt ulykke. Men tiden løb fra det afsidesliggende fyrtårn, der i 1950erne blev efterladt af kystvagten, om end en flok hippier kortvarigt bosatte sig i det i 1960erne.

Vi trasker op i det lille tårn og opdager, at en stor flok sæler ligger og soler sig på stranden foran os. Vi går så tæt på dem, at lugten af fiskeånde og våd hund kradser i vores næsebor, men sælerne har for travlt med at grynte, gabe og med lufferne kaste sand over sig selv til at ænse os.

Min ven Olivier hiver vores store, detaljerede kort over området frem og breder det ud på jorden. Ved højvande bliver tre strækninger af ruten opslugt af havet, så vi tjekker den tidevandstabel, som Sherri gav os.

»Vi skal nå forbi den her strækning inden 17-18-tiden,« siger Olivier og peger på et område mellem fyrtårnet og Spanish Flats.

Heldigvis har tidevandet nogenlunde samme døgnrytme som os, så vi når uden problemer forbi den smalle strand klemt inde mellem bjergene og havet.

Der er stort set ingen skilte, der viser vej, men for det meste giver ruten sig selv. Kun nogle få gange ser vi et skilt, der peger mod andre vandreruter og ifølge parkfogederne er det helt bevidst – de ser helst, at Lost Coast forbliver så vild og uberørt som muligt.

Vi når et vandløb, som vi er nødt til at krydse. Det første af mange, viser det sig. Selv om det højst er en halv meter dybt, vil vi helst undgå at traske rundt i våde sokker resten af dagen, så vi kaster vores rygsække over på den anden side, og med et uelegant tigerspring lander jeg lige præcis tørskoet på den anden side.

De fleste vandløb er ikke særligt dybe og kan krydses tørskoet, hvis man har balancen i orden. Fold sammen
Læs mere

De små vandløb bliver en underholdende adspredelse, mens vi forsøger at springe fra sten til sten eller balancere over væltede træstammer.

Det er på andendagen, vi når endnu et af disse vandløb og udser os en træstamme som bro over vandet. Men da vi kommer nærmere, opdager vi, at træstammen er en død hval, der på en eller anden vis er skyllet helt herop. Den ligner en overdimensioneret badebold, der er punkteret og i vindretningen stinker det helt ulideligt. Det er en påmindelse om, at her i naturen er det kun de stærkeste, der overlever.

Midt på dagen møder vi for første gang andre mennesker. En gruppe på fem vandrere tilbagelægger ruten i modsatte retning af os, og vi udveksler nogle få ord om terrænet, og så er vi igen alene. I løbet af de tre dage møder vi i alt tre grupper mennesker – resten af tiden er det bare os og naturen, arm i arm.

Landskabet varierer hele tiden. Det ene øjeblik synker vores vandrestøvler ned i fint, sort sand, det næste øjeblik krydser vi flade enge med blomster og knæhøjt græs, for så at kæmpe os gennem tæt buskads og fyrrelunde, inden vi passerer små vandfald og trasker over store, løse sten i bowlingkugle-størrelse.

Det går hurtigt op for os, at stenene og sandet er den største udfordring – især når man slæber rundt på en 30 kg tung rygsæk – og sidst på eftermiddagen syrer lægmusklerne til. Vi lærer, at når vi er så heldige at finde en sti på fast grund, så er det med at tage den, også selv om det betyder en mindre omvej.

Vi slår lejr for natten og leder efter det bedste sted at finde ly for vinden. I en lysning blandt nogle træer har tidligere vandrere lavet en lille bålplads af sten med træstammer som bænke, og vi bliver enige om, at det er perfekt. Lige indtil vi hører en hastig raslen. Vi stopper øjeblikkeligt op – i krattet ved siden af os ligger en klapperslange rullet sammen og rejser sig mod os i advarsel.

Vi forsøger at skræmme den væk med en sten, men pludselig kan vi ikke se den længere. Er den stukket af eller gemmer den sig stadig i buskadset? Vi tør ikke løbe nogen risiko, så vi rykker i stedet ned på stranden og slår lejr i et læskur af drivtømmer.

Mens solen langsomt kryber ned i Stillehavets seng, ser vi pludselig et stort sprøjt i vandet. Og et til. Hvaler! Vi følger den lille hvalfamilie, mens de kommer op efter luft med ryggen i overfladen, til de igen slår med halen og dykker.

Det er en god idé at få sig et kort over området, så man kan se hvilke områder, der er ufarbare ved højvande. Fold sammen
Læs mere

Vi samler brænde sammen og laver et stort bål på stranden, og mens en fugtig tåge begynder at snige sig ind på os, flyver 16 pelikaner forbi i V-formation, mens deres vinger næsten rører bølgerne. Det er så forbandet perfekt et øjeblik, at vi glemmer alt om smerterne i skuldrene og benene fra de sidste dages vandring.

Hvis det er naturens måde at gøre kur til os på, så virker dens påfugledans. Lost Coast har givet os en uforglemmelig oplevelse.