Brug Cypern til aktiv ferie

Ferie fuld af selvforkælelse. Vi udforskede øen til fods, på mountainbike og med snorkel i munden – og plejede de ømme muskler på et wellness-hotel i bjergene.

Mange folk vælger at fræse de cypriotiske grusveje tynde på motocross. Desværre vælter turisterne ofte på de stejle veje, fortæller guiden George Ioakim. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Debel Hansen

Det syder og dunker for mine ører, da jeg sænker mit opkogte hoved ned under vandets overflade. To dage med vandring og mountainbiketure i det bakkede landskab under en stikkende sol har gjort min krop varm og tung, og et dyp i den svalende swimmingpool er mere end tiltrængt. Termometeret viser 37 grader i skyggen.

Se også: Vild actionferie i Østrig
 
Da vi ankom til Cypern tre dage tidligere, blev vi rent til grin, da vi spurgte en medarbejder på vores hotel om vejrudsigten for de kommende dage.

»På Cypern ser vi ikke vejrudsigt. Solen skinner altid, og I skal være ekstremt heldige, hvis bare I får en halv times regn på turen,« svarede hun.

Cypern har gennemsnitligt højst én regnvejrsdag i sommermånederne, mens temperaturen i samme periode ligger omkring 32 grader i skyggen. Og de sidste dage har solen været nådesløs.
Mens min krop damper af i det kølige vand, snurrer mine tanker rundt om de oplevelser, vi har haft de sidste dage på Middelhavsøen.

Vores guide, den 46-årige cypriot George Ioakim, hentede os i jeep første morgen ved vores hotel, som ligger nær badebyen Pafos på den sydvestlige del af øen.

Ad ujævne grusveje bumlede vi nordpå gennem det tørre, men frodige, landskab, hvor træer og buske med kiwifrugter, citroner, appelsiner, bananer, vindruer, figner og avocadoer vokser side om side med klynger af tobaksplanter samt pekan-, pistacie- og valnøddetræer.

»Naturens eget tagselvbord,« som vores guide kaldte det.
Med en baggrund som biolog og frømand var George Ioakim den perfekte mand til at vise os vej gennem øens vilde, alsidige natur. Han kørte os til et bakket område fyldt med kridtstensklipper, hvor vi skulle vandre i bunden af den dybe kløft Aragas Gorge. Om vinteren løber regnvand fra bjergene ned i kløften og danner en stor flod, der gør det umuligt for vandrere at forcere området. Men i sommermånederne er floden svundet ind til en lille bæk, som snor sig mellem de høje klipper og giver næring til stribevis af træer, buske og andre bevoksninger.

Hvide af solcreme traskede vi af sted i den bagende hede og nød i fulde drag, hver eneste gang klipperne kastede skygge over stien. Luften omkring os havde et strejf af citrus og eukalyptus fra træerne på klippesiderne, og lyden af bækkens rislende vand blandede sig med cikadernes summen og en svag brægen fra en bjergged med sit kid, som iagttog os højt oppe fra en klippeafsats.

Vi nåede aldrig at trave ret mange meter i træk, før vores guide stoppede op og greb ud efter en plante eller et insekt, som han med stor entusiasme fortalte om.

»Prøv at dufte til mine fingre. Kan du lugte, hvad det er?« spurgte han mig, efter han havde plukket en kvist af en busk og gnedet den mellem fingrene.
En lakridsagtig duft fyldte mine næsebor.

»Det er anis. Man bruger den til at lave Ouzo med,« fortalte George Ioakim med stor iver, før han kastede kvisten fra sig og hastede videre gennem kløften.

Sådan forløb vandreturen i flere timer. Med udførlige forklaringer om stribevis af de planter og insekter, vi mødte på traveturen i
kridtstensbakkerne, før vi til slut kunne smide vores dampende kroppe ned i det 25 grader varme Middelhav til en velfortjent dukkert.

Da jeg stak hovedet op af det salte vand, var min kropstemperatur dalet adskillige grader. Sådan føltes det i hvert fald. Med fornyet energi kastede jeg mig ud i dagens næste aktivitet: Snorkling i vandkanten.
George Ioakim, fotografen og jeg iførte os dykkerbriller, snorkel og svømmefødder og sænkede os atter ned i det klare vand. Sigtbarheden var upåklagelig. Ifølge George Ioakim er vandet så klart, at man kan dykke 30-40 meter ned og stadig tydeligt se badegæster, som plasker rundt i vandkanten.

Selvom Cypern hverken kan byde på koraller eller farvestrålende tropefisk, er en tur under havets overflade bestemt ikke ueffen. Vi svømmede rundt mellem klippestykker og enkelte stimer af små gedder og sardiner, mens vi ihærdigt spejdede efter de blæksprutter og havskildpadder, som hver sommer kommer til øen for at yngle.

Havskildpadderne så vi kun spor af på stranden, hvor cyprioterne har opsat små bure over deres æg for at beskytte dem mod uforsigtige badegæster og sultne ræve. Siden 1971 har havskildpadderne nemlig været fredede på Cypern, og derfor har man også samlet forladte skildpaddeunger i en vandbeholder i en sivhytte på stranden, hvor de kan vokse sig store nok til at klare sig selv i havet.

Blæksprutterne måtte vi nøjes med at opleve på vores middagsbord et par timer senere. Vi søgte ellers efter dem på deres foretrukne parringssted i små grotter i de kridtstensklipper, som omgiver stranden.  Men uden held. Til gengæld nød vi synet af klipperne, som er farvede brune af jern, røde af kobber og blågrønne af magnesium, og som i samspil med de gyldne solglimt i havet gav stranden et eventyrligt præg.

»Vi kalder Cypern The Island of Beauty and Love,« sagde George Ioakim dagen efter, da vi atter fræsede rundt i hans jeep på øens støvede grusveje; denne gang for at cykle det cypriotiske bakkelandskab tyndt på mountainbike.

Skønhedens og kærlighedens ø. Jeg dvælede lidt ved sætningen og betragtede omgivelserne gennem den åbne bilrude. Farverne på de endeløse, hvide sandstrande og det azurblå hav stod i stærk kontrast til de brune, sandede bakker og grønne bevoksning. Hist og her på bjergskråningerne tittede små huse frem, som alle var holdt i kridhvide farver, der reflekterede solens stråler, så husene ikke blev varmet op. Og på markerne vandrede fåreflokke ned mod kysten, hvor græsset var mere frodigt.
Smuk var Cypern uden tvivl. Men var det en kærligheds-ø?

Den nordlige del af Cypern har været besat af tyrkiske sunni-muslimer siden den 20. juli 1974. De kalder landet »Den Tyrkiske Republik Nordcypern,« men kun Tyrkiet har anerkendt republikken som selvstændig.
For at undgå sammenstød mellem de cirka 625.000 græsk-cyprioter i syd og de 145.000 tyrkisk-cyprioter i nord har øen siden 1974 været delt af en 180 kilometer lang bufferzone eller »demarkationslinje,« hvor FN-soldater patruljerer og sikrer fred mellem begge parter.

Først i 2003 blev det lovligt for de to folk at passere zonen mod at vise pas, men øen er stadig opdelt. På overfladen taler parterne pænt om hinanden, men såvel i turistbrochurer som i skolernes historiebøger på begge sider af demarkationslinjen står der klart og tydeligt, at de andre er skurkene. Den historiske årsag til tyrkernes invasion lyder nemlig vidt forskellig i nord og syd.

Vores græsk-cypriotiske guide George Ioakim brokkede sig da også højlydt over den tyrkiske invasion, mens han fortsatte sin kørsel gennem det ujævne terræn. Men selvom han mener, tyrkerne bærer skylden for konflikten, ønsker han mere fred end hævn.

»Jeg har ikke noget imod, at tyrkerne bor her, og jeg har flere tyrkiske venner. Men jeg vil aldrig besøge den nordlige del af øen, så længe jeg skal vise pas. Jeg vil ikke vise pas for at rejse i mit eget land,« forsikrede han, mens han styrede jeepen op og ned ad stejle grusveje for til slut at gøre holdt på en bakketop.

Vi lod den cypriotiske konflikt hvile for en stund og fokuserede i stedet på den næste udfordring, der ventede os: En tur på mountainbike i bakkerne med 37 graders varme. I skyggen.

En smule upædagogisk valgte guiden at begynde vores tur på mountainbikes på den længste, mest stejle bakke nedad, vi overhovedet mødte. Som nybegynder lyttede jeg grundigt efter, mens George Ioakim introducerede os til cyklens 24 udvendige gear og to håndbremser, og da jeg senere bumlede ned ad den grusede bakke, forsøgte jeg at holde styr på alle oplysningerne.

»Hvis du får for meget fart på, skal du hakke venstre bremse i. Aldrig højre, for så flyver du hen over styret,« havde han sagt.

Jeg forsøgte at følge trop med min kollega, som er en erfaren mountainbike-cyklist, men der gik ikke længe, før han var forsvundet bag første højdedrag og kun efterlod sig en sky af støv over den tørre jord.
Jeg satte farten en smule op. Min cykel begyndte at slingre faretruende mellem vejens halvstore, løse sten, mens fordækket skred i det løse grus. Jeg hamrede venstre bremse i. Og standsede med begge fødder på jorden.

En smule overrumplet af den høje fart, besluttede jeg mig for at fortsætte nedad med begge bremser trykket halvt i bund, og nu gik det straks meget lettere. Lidt efter lidt vænnede jeg mig til cyklens gear, bremser og bevægelser i gruset.

Efterhånden som vi nærmede os kysten, blev vejene fladere og mere jævne, og jeg erfarede, at øen er særdeles velegnet til mountainbiketure såvel for øvede som for nybegyndere: Mens ruterne langs kysten er flade og jævne, består fastlandet stort set udelukkende af bakker og bjerge med syv til ni procents fald og stigninger og med bjerget Mount Olympus på 1.952 meter som højeste punkt.

Vel vidende at cykelturen var den sidste form for motion, vi skulle opleve på Cypern i denne omgang, oksede vi op og ned af bakkerne til svedperlerne trillede ned af vores kroppe. Men i tankerne var vi allerede på vej mod det wellness-hotel i bjergene, hvor vi skulle tilbringe vores sidste tid på øen.

Dagen efter flød jeg rundt i et stort, lysende badekar, som konstant skiftede farve mellem rød, grøn, blå og gul. En oppustelig pude støttede min nakke, og jeg lukkede øjnene og snusede dampe af rose og lavendel dybt ned i lungerne, mens jeg lyttede til den dæmpede musik, der flød ud af højttalerne i rummet: Klassisk klaverspil blandet med fuglefløjt og kvækkende frøer.

»Beroligende lys- og aromaterapi« kaldte medarbejderne på wellnesshotellet min behandling.
Jeg befandt mig på det hyggelige »Ayii Anargyri Naturel Healing Spa Resort«, som lå omringet af bjergsider beklædt med citron- og oliventræer cirka ti kilometer fra kysten i den sydvestlige del af Cypern.

Den aktive del af rejsen var slut, og vi nød at forkæle os selv med et udpluk af hotellets mange tilbud om pleje til krop og sjæl lige fra mudderbad og yoga til strækmærkemassage, vandterapi og massage med selvbrunende cremer.

Hotellet var kun to måneder gammelt og topmoderne, men da det udelukkende var bygget af sten og træ, faldt bygningernes hvide og brune farver naturligt ind i bjerglandskabet og gav det et gammelt, autentisk præg.
Selve hotelbygningernes historie rækker da også helt tilbage til 1600-tallet, hvor man på grunden opførte en lille stenkirke, som stadig benyttes af de græsk-ortodokse cyprioter i dag. Interesserede hotelgæster har derfor mulighed for at bo i et værelse, hvor munke og nonner har levet for mange år siden.

Men der var ikke meget gammelt over afdelingen med wellnessaktiviteter, som jeg for øjeblikket udforskede: Det lysende badekar var eksempelvis splinternyt, og det eneste af sin art i verden på nær et kar, der står på et luksushotel i Madrid.

Den smilende, unge medarbejder Mikaela vækkede mig af min døs i badekarret, da hun slukkede for musikken, dampen og lysene og bad mig tage plads på massagebriksen.

Lys- og aromaterapien havde bestemt virket både afslappende og beroligende på min krop, som nu var mør til at blive vredet i og trykket på under den næste halve times massage.

Mens kvinden smurte min ryg ind i vindrueolie med rosenduft og tog fat på at ælte mine muskler, lå jeg blot og ønskede, at hun ville blive ved i timevis.

Men jeg måtte tilbage til virkeligheden. Væk fra den solskinsrige Middelhavsø og hjem til landet, hvor vejrudsigten er blandt de foretrukne samtaleemner.

De fleste turister rejser til Cypern for at dase dagene væk på stranden, men øen har bestemt bevist, at den egner sig både til en afslappende såvel som en aktiv ferie. Især lidt uden for den allervarmeste tid om sommeren.