Bratislava er et ukendt eventyr

Blot små 50 kilometer øst for kulturbyen Wien ligger en g(l)emt hemmelighed og venter på at blive udforsket.

Bratislavas gamle bydel emmer af hygge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Trandberg Jensen

Da vi nærmer os den tætbefolkede bydel Petržalka, kan man ane begyndelsen på Karpatarne – Europas længste bjergkæde, der af mangel på såvel lokal infrastruktur som branding internationalt endnu ikke har opnået den popularitet blandt verdens trekking- og naturturister, som den ellers burde have.

Læs også:
10 lande, der ikke eksisterede for 20 år siden

Her ved foden af bjergkæden, der drejer sig mod sydøst, mod myterne om Dracula i Transsylvannien, ligger Europas måske bedst gemte hovedstad – slovakiske Bratislava.

Da bussen kører igennem den nu åbne grænse mellem Østrig og Slovakiet, er man blot få kilometer fra BS8-bunkeren, et socialistisk fæstningsværk, der udgjorde en del af »jernporten« mellem nationalismen og kommunismen.

I dag er bunkeren, som Adolf Hitler i øvrigt selv inspicerede tilbage i 1940erne, blevet renoveret med lokalt engagement, og den fremstår som et lille, men charmerende, privat projekt. Ingen caféer, ingen toiletbygninger – blot den rene historie smeltet ned til en istandsat bunker med dertilhørende billeder og levn fra en svunden tid.
Og netop dét er måske Slovakiets største styrke.

Bratislava er nemlig ikke som så mange andre hovedstæder, hvor enhver historisk sten er renoveret og overkommercialiseret. Byen fremstår på sin vis mere ubevaret, i ordets smukkeste forstand. Det er måske netop ét af de elementer, som H.C. Andersen forelskede sig i, da han besøgte byen og dens indbyggere under et af sine mange europæiske eventyr.

På en af byens hovedgader står selvsamme digter i dag som statue og skuer ud mod byen, og man kan ikke andet end gøre sig den tanke, at den gamle digter til stadighed ville have nydt en kop lokal kaffe ved et rundt cafébord i den gamle by.

Den gamle bydel, Stare Mesto, er ligeledes det område, der tiltrækker flest turister. Og det er helt forståeligt. Med dens mange årer af brostensbelagte alléer, der hver især snor sig imellem de velbevarede middelalderlige og tydeligt barok-inspirerede bygninger, og de utallige caféer, der forsøger at tiltrække udefrakommende med nationale specialiteter som bryndzové halušky (nudler med gæret fåreost) eller nationens maltstolthed, Zlatý Bažant, der som alle andre øl i området, altid kan bestilles med enten 10 pct. eller 12 pct. maltekstrakt.

Slovakiet er ligesom sin beslægtede storebror mod Nord, Tjekkiet, en stolt ølnation. Mærkerne er derfor mange, og priserne rangerer fra alt mellem 1 euro til 4-5 euro for en lokal fadøl. Som et lille turistråd kan man forvente, at priserne stiger proportionelt med afstanden til den gamle bydels mærkepunkt – det, der engang fungerede som hovedindgangen til byens centrum; St. Michaels Porten.

Gør derfor dig selv den tjeneste at gå til et lokalt spisested som for eksempel Slovak Pub (Obchodná 62) eller Flagship Restaurant (Poštová 8) og nyd en smagfuld hvidløgssuppe serveret i et hjemmelavet, udhulet brød med dertilhørende drikkevarer for lige under 30 kroner.

For de erfarne turister, der har rejst Europa tyndt, vil Bratislava-området fremstå mindre turistet end så mange andre storbyer. Jo, ganske vist er der souvenir shops, cafébarer med vestligt klingende navne og fastfood-restauranter, som vi kender dem, men går man bare få skridt væk fra den gamle bydel, kan man ved at rette blikket op konstant konstatere den interessante sammenblanding mellem fordums arkitektoniske storhedstid, da Bratislava var hovedstad i det Ungarnske rige under det Habsburgske monarki, til kommunismens plantegninger og kønsløse stærekasser af grå boligblokke.

Det er charmerende – på sin helt egen måde. Dét er Bratislava.

Sidder man ved Donaus bredder og nyder den afslappede stemning i et af de mange grønne områder – eksempelvis i en strandstol på sydsiden af Donau, der hver sommer omdannes til et strandparadis med barer, volleyball, og livemusik – kan man ved at kigge på byens broer sammenfatte byens magi.

På den ene side ser man den storslåede moderne brobygningsteknik, mens man ved dens side kan se den »glemte«, rustne jernbro, der forbandt togtrafikken mellem byens øst- og vestside, inden den blev glemt i nykapitalismen.

Den gamle bro har været lukket for tung trafik i over et år, men de modige turister vil tage turen over Donau på gåben, over de gamle træbrædder, der stadig fungerer som gangbro. Og føle historiens vingesus.

Læs også: Ad Donau ind i Europas hjerte