Brasiliens uopdagede ø

Ilha Grande er Brasiliens uopdagede og miljøvenlige ø. Kun tre timer fra larmende Rio de Janeiro ligger den, klædt i regnskov med sine 80 strande og laguner.

Rejseliv imported photo
Ilha Grande. Foto: Flickr.com, bgKcram Fold sammen
Læs mere

 Det ligner et sted, hvor alkoholikere udklækkes og suspekte typer huserer: Poolborde, snavsede ølglas og cigaretskodder på jorden.

Men de lokales bar i hovedbyen Abraáo på Ilha Grande er også et »fritidshjem« for voksne, hvor Silvio Ruiz, en pensioneret lærer med flere USA-ophold bag sig, er det naturlige midtpunkt.

Alle hilser varmt på ham. Med god grund. Han bruger det meste af sin tid på at undervise øens beboere i engelsk, så en forventet turistinvasion kan imødekommes med andet end portugisiske gloser.

»Jeg har efterhånden fået dem overbevist om, at engelsk er nødvendigt for at kunne tjene penge på turister. Det er jo det, de vil. Og vi må indse, at det er uundgåeligt, at flere og flere udenlandske turister finder ud af, at Ilha Grande er et fantastisk sted,« siger Silvio Ruiz, der dog har svært ved at forestille sig øen som turistmagnet året rundt.

Det er jo her, han har trukket sig tilbage og opsøgt roen i sit lille hus et godt stykke oppe i regnskoven, væk fra butikker, barer og restauranter.

 

Allerede ved ankomsten med katamaranfærge fra Angra Dos Reis på fastlandet står det klart, at Ilha Grande er et tropisk slaraffenland for badeentusiaster, vandrevillige og dasedyr.

Abraáo er udgangspunktet for alle aktiviteter på øen, og i denne dovne og bilfri by findes masser af familiedrevne minihoteller, såkaldte pousadaer, klasket op af bjergskråningen, små fiskerestauranter spredt langs vandkanten og et par enkelte hostels. 

Recanto dos Reis er den ubestridte perle blandt pousadaerne. Et stykke inde i regnskoven ligger den under trækroner og kravlende aber. Her har roen sænket sig for altid. Der er ingen forstyrrende elementer. Kun hængekøjer, morgenmad med hjemmelavet smoothies og gode råd om vandreture fra Fatima, der styrer stedet med blød hånd.

En advarsel skal dog lyde om at sidde fast. En uge kan hurtigt blive til to. Eller tre. Fatimas husbond er kok på en af øens bedre restauranter, som serverer gedigne brasilianske bøffer med simpelt tilbehør til priser, der slet ikke kan måle sig med dem i Thailand eller Bolivia, men er rimelige i forhold til danske standarder.  

Ned ad skråningen ligger øboernes huse, primitive og funktionelle. En lokal restaurant, der dog kedeligt kendetegner sig ved at servere det ekstremt rustikke, særligt brasilianske måltid bestående af ris, pommes frites, tør kylling og bønnesovs, er der også blevet plads til.

Søger man de gode madoplevelser på Ilha Grande foregår det i strandkanten. Indehaveren af Café del Mar, der ligger en lille gåtur hen ad stranden fra Abráao, griller friskfangede fisk og peberfrugter, mens de første gæster indtager brasilianernes nationaldrink, caipirinhaen, i liggestole til Bob Dylans røst, og bølgerne trækker sig tilbage og lyder som sodavand, der bliver hældt på glas.

Det er ikke nogen hemmelighed, at der kan være langt mellem de gode måltider i Brasilien. Men er man til fisk, er Ilha Grande fuldstændig ideel og ærlig.  

 

Øen har flere end 80 strande og laguner, som bare venter på besøg fra nysgerrige turister med hang til idyl og ro. Den mest kendte strand hedder Lopos Mendes og ligger tre timer til fods fra Abraáo. Det er her, surferne holder til, og vandreturen østpå har sit klare mål. 

To kilometer lang er stranden. Men det mest bemærkelsesværdige er, at den ligger forholdsvis uberørt. Herfra er der langt til den nærmeste klynge af huse, og kun midlertidigt opstillede boder sælger mad og sodavand.

Strandens bredde gør det muligt at finde sit eget sted, væk fra de store turistgrupper, der er kommet hertil i små, dyre taxibåde og kun har vandret en enkelt kilometer. 

Fornemmelsen af at blive belønnet med en strand som Lopes Mendes efter en tre timer lang gåtur i barsk terræn er svær at beskrive. Den tætte skov ophører pludseligt, og en strand med de fineste sandkorn åbenbarer sig.   

Turen mod øst og Lopos Mendes begynder langs stranden ved Abráao. Herfra bevæger man sig ind i tæt regnskov med stejle stigninger og dybe fald. Op og ned.

Turen er bestemt ikke for tøsedrenge, men kan overkommes med lidt tålmodighed. Det er nødvendigt at trave i gode sko og medbringe masser af vand og snacks for at bygge nye energidepoter op. 

På toppene er der en fantastisk udsigt over flere øer og de små, azurblå laguner, hvor lystyachter har smidt anker. Vejen lægges forbi flere små strande, hvor fiskere holder til, men også små spisehuse, der serverer frisk fisk og gode forfriskninger. Mange af stederne er det muligt at medbringe teltet og overnatte på små pladser nær strandkanten.

Området omkring Abráao er kendt for sit net af junglestier, og mod vest ligger også massevis af strande, som ved første øjekast virker nærmest forladte. På vejen støder man ind i flere spektakulære vandfald, hvor det er muligt at bade i små, men kolde bassiner.

  

Fra strandkanten ved Abraáo er der udsigt til det højeste punkt på øen, Pico da Pedra D’Água 1.031 m over havoverfladen. Klipperne er indhyllet i skyer og skaber et mystisk billede. Lysten til at gå derop forstærkes konstant ved synet. 

På mountainbikes kan man nå et langt stykke af vejen og komme meget tættere på toppen. Kvaliteten af cyklerne er dog ikke nævneværdig, men de er til at transportere sig på uden store gener. Stigningen begynder brat og slutter ikke før fem kilometer senere, så kravet er god kondition, når meningen med turen er at ramme Dois Rios nede ad bjerget.

Denne søvnige by uden hoteller, restauranter eller butikker, men kun en lille kiosk, er kendt for sit forladte fængsel, der lukkede i 1994. Nogle af Brasiliens værste forbrydere sad bag lås og slå her, men i dag fungerer stedet som et lille museum, hvor det er muligt at se gamle celler og de dragter, fangerne var iført.

Og selvfølgelig har Dois Rios en strand. Faktisk en af de smukkeste på øen med sine utallige klippeformationer foran sig. Med den meget beskedne population og tilgængeligheden in mente er det et stykke ægte paradis. Her er man fuldstændig alene. 

Ilha Grande er kendt for at tiltrække naturelskere og tilhængere af det primitive liv med kontakt til lokale øboere. Store dele af øen er i dag nationalpark og forbudt område for turister, men der er levnet masser af plads til at gå på opdagelse.

Miljøbeskyttelsen er i høj kurs, og her findes ingen biler, taxier eller busser, kun enkelte kommunale fartøjer. Al transport foregår til fods, på cykel eller i båd, og samtidig er internettilgængeligheden lille og ekstremt dyr. Det giver en helt særlig følelse af at befinde sig langt væk fra virkeligheden.