Brasilien er på banen

Brasilien, Rusland, Indien og Kina er på banen som fremtidens store økonomier. Vi besøger Brasiliens største turistmagnet og den nordlige Fortaleza-region, der er et af de områder, der satses på.

Rejseliv imported photo
Foto: Lars Johansen

Først bliver jeg lidt skuffet. Ikke over selve Copacabana, der ligger smukt som en glimtende hvid halvmåneskive mod det klare, blå atlanterhav, mens solen brager ned fra den skyfri himmel over Rio de Janeiro.

Næste: Brasiliens mest sexede kvinder

Ude for enden af den fem kilometer lange strand, der vel nok er verdens mest kendte, knejser det ikoniske Sukkertoppen-bjerg, som ligner et overskåret brød sat på højkant. Umiddelbart bag stranden ligger høje, moderne hotelbygninger, og bag dem – hele horisonten rundt – lysende grønne bjergtoppe. Oppe på strandpromenaden med de flotte mosaikker i sort og grå ligger små strandbarer og spisesteder, hvor folk sidder i skyggen fra gule og røde parasoller og nyder en kold Bohemian-øl, et stykke saftig vandmelon eller en tallerken salat med hvidløgsmarinerede rejer.

Men her mangler noget – eller rettere sagt nogen. De berømte bikini-babes er her (og ja, bikinierne ér så bittesmå, som man har set på billeder), og strandsælgerne, som går rundt og sælger alt fra håndklæder over smykker til kopitrøjer og frugtstykker. Livredderne i de karakteristiske røde T-shirts er her. Flotte, mørke mænd, der flexer muskler? Jep. Små børn, der bygger sandslotte, som gang på gang bliver revet ned af de skummende bølger, der slår ind over stranden? Yes.

Men hvor er drengene, der spiller strandfodbold? Her er masser af voksne i badetøj, som spiller beachvolley eller fodtennis, hvor man må bruge fødder, hoved og bryst til at sende bolden over nettet – de mandlige tilskuere synes især at nyde spillets smukke detaljer, når kvindelige spillere skyder brystet frem for at støde til bolden.

Der er derimod tomt ved de afmærkede, små fodboldbaner. Fodboldlegenden siger jo ellers, at det er her på Copacabana, at stort set hver eneste af de brasilianske fodboldstjerner fra Pelé til Ronaldinho først lærte at tumle med bolden. Med bare fødder i sandet time efter time lærer man at drible med bolden og bevæge sig på den særlige legende måde, som kendetegner brasserne.
Hvor de boldglade drenge er blevet af, er der to forskellige svar på, der dog alligevel hænger sammen.

Først den positive forklaring: Mange af drengene går nu i skole frem for at hænge rundt omkring på gaderne og byens strande.
Gennem de seneste år har Brasiliens regering med den mega-populære, nu afgående, præsident Lula fra arbejderpartiet i spidsen, gennemført sociale og økonomiske reformer, der har løftet cirka 32 millioner af det mægtige lands fattige ind i middelklassen. Der er blandt andet lavet en mad-for-lærdom-ordning, så de fattigste familier får madkuponer til gengæld for, at de sætter deres børn i skole. Og der er indført en mindsteløn – godt nok kun på 580 reals (cirka 2.500 kr.) om måneden, og det er på ingen måde nok til at forsørge en familie, men alligevel – og som følge af den kraftige vækst, landet har gennemgået, er Brasilien blandt dem, man lytter til på den internationale politiske scene.

Den anden forklaring fik jeg indirekte, da vi ankom i går aftes.
»Undskyld, har du noget imod, at jeg tænder for radioen?«
Den sølvgrå Ford Fusion gled som en mægtig, glinsende fisk ind i den tætte stime af biler på motorvejstilkørslen. Aftenmørket havde sænket sig, og ud af sideruden kunne jeg se de røde lys fra endnu et passagerfly, der var ved at lande i den travle Antonio Carlos Jobim International Airport, hvor bilens fører, den nogle-og-tredive-årige Ra Barroso, der skulle være vores guide de næste dage, netop havde hentet mig og min hustru.

»Nej, naturligvis ikke.«
Et par hurtige tryk på radioens kanalsøger, og snart strømmede den umiskendelige lyd af en fodboldkamptransmission ud i bilen.
»Flamengo og Fluminense spiller mod hinanden i aften, og jeg vil gerne lige høre, hvordan det går.«
»Hvem holder du med?«
»Flamengo – det gør hele min familie.«
Ah, et klassisk lokalbrag mellem to fodbold-ærkerivaler. En lufthavn opkaldt efter en legendarisk bossa nova-komponist/sanger. 22 graders varme uden for den airconditionerede bil. Vi var så sandelig ankommet til Rio de Janeiro: Karnevallet, Sukkertoppen, strandfodbold, bikiniklædte piger… Tall and tan and young and lovely, the girl from Ipanema goes walking, and when she passes, each one she passes goes – ahhh…
»Jeg har lige nogle råd om sikkerhed og den slags, som I kan læse, når I er på jeres hotelværelse.«
Jeg tog imod den folder, Ra langede om mod bagsædet.

…og kriminalitet. Det er også en del af Rio de Janeiro-pakken, ved jeg fra de af mine venner og kolleger, der havde besøgt den sydamerikanske kæmpeby. Eller det vár det. For hjemmefra var jeg af Oi Brasil/TAP, som er medarrangør af rejsen, blevet forsikret om, at forholdene er blevet meget bedre, nu hvor myndighederne som led i forberedelserne til det kommende VM i fodbold i 2014 og de Olympiske Lege i 2016, der begge skal holdes her i byen, har sat gang i en gevaldig »oprydning« i håbet om, at det vil få hundredetusindvis af sportsfans til at valfarte hertil. Og efter dem de mere gængse turister.

»Det er bare generelle råd, som er gode i alle storbyer,« lød det beroligende fra forsædet, »Du ved, hav ikke for mange kontanter på dig, lad være med at bære dyre smykker, når du går i byen, hold kameraet skjult og så videre. Jeg vil ikke påstå, at man ikke kan komme ud for ubehagelige ting, men det bliver hele tiden bedre. Se for eksempel der…«
Ra pegede ud mod højre på en plexiglas- og betonmur i cirka to-en-halv-meters højde, der løb langs motorvejen. Jeg tænkte, at den skulle dæmpe trafiklarmen ind mod den bebyggelse, jeg kunne skimte bag den.

»Vi kører gennem en af de fattige dele af byen nu, og muren er lavet for at forhindre, at folk derinde blokerer vejen for at komme ud blandt bilerne og sælge forskellige ting eller lave car jackings, hvor bevæbnede røvere hopper ind, udplyndrer chaufføren og stjæler bilen. Det kan de ikke mere nu.«

Vi sad tavse en stund og så gennem bilens ruder, hvordan byen ændrede karakter fra skramlet forstadsindustri side om side med elendige fattigkvarterer til moderne glas-og-stål-højhus-storby, efterhånden som vi kom ind mod Copacabana, hvor vores hotel lå.
Oprydning. Jeg håbede, at det gik mildere for sig end tilbage i 1980erne og 90erne, hvor politiet på den mest brutale facon »ryddede op« blandt storbyens mange gadebørn, der mere blev opfattet som en pestilens for turister og byens øvrige beboere, end som et socialt problem.

Næste: Brasiliens mest sexede kvinder