Bologna - perfekt sted til mini-ferie

Den norditalienske overses ofte til fordel for naboerne Milano, Firenze og Venedig, men byen er et perfekt sted til en forlænget weekend.

Fra toppen af Torre degli Asinelli, 97 meter over gadeplan, får man et spektakulært vue udover Bologna la Rossa – Bologna den Røde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elisabeth Arnsdorf Haslund.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ung mand har smidt sig på kantstenen og knappet sin skjorte halvt op. Han læner sig tilbage og nyder solstrålerne, der falder ind mellem de omkringliggende kolosser af hundrede-år gamle bygninger. Få meter fra ham sidder to studiner side om side, begge fordybet i tykke fagbøger. De ser slet ikke ud til at ænse det forbipasserende liv på pladsen foran dem.

Næste: Fem oplevelser i Bologna

Vi sidder på en fortovscafé på Piazza Maggiore, der udgør selve livsnerven af den norditalienske by Bologna. I romertiden valfartede borgerne til byens Forum, der var anlagt præcis på dette sted, og stadig den dag i dag summer pladsen konstant af liv.

Tjenere pibler frem og tilbage mellem caféernes tætte borde. Turister med blottede, kalkblege arme slentrer afsted og lader blikkene flakke på de mange arkitektoniske perler, der omringer piazzaen. Travle italienske businessmænd haster forbi. Kvinder med dyre indkøbsposer og miniature-hunde i snor spankulerer henover brostenene.

På pladsens sydside tårner en enorm kirke sig op. Basilica di San Petronio. Den største kirke i byen – og på top ti over verdens største basilikaer. Udefra er kirken dog langt fra det samme spektakulære syn som indvendig. Rygtet går, at San Petronio egentlig skulle have været større og mere storslået end Peterskirken i Rom, men da paven fandt ud af det, bremsede han foretagendet ved at stoppe pengestrømmen. Og facaden blev aldrig ordentlig færdiggjort.

Et stenkast derfra blandes lyden af rislende vand med ivrige dyt fra byens utallige scootere. Fontana di Nettuno er kendingsmærket på nabopladsen Piazza Nettuno – og springvandet har efter sigende også givet paven grå hår. Vandet sprøjtes ud af fire havfruers struttende brystvorter, og oprindeligt var hovedpersonen, havguden Neptuns, mandighed udformet større i størrelse fra kunstnerens hånd. Men også dét fik paven sat en stopper for.

De to sammensmeltede pladser udgør hjertet af Bolognas historiske centrum, der er blevet anerkendt som den største – og mest intakte – historiske bykerne i verden.

Så det er ikke underligt, at vi næsten kan forledes til at tro, at vi er rejst tilbage i tiden og befinder os midt i Middelalderen. Bortset da lige fra udstillingsvinduerne i de mondæne, italienske modebutikker, der troner side om side under søjlegangen i pladsens ene side og vidner om, at det moderne for længst har sneget sig ind under de historiske vingesus.

Midt på pladsen har en flok lokale efterhånden samlet sig i en cirkel rundt om en mand, der fra toppen af en lille trækasse nøje betragter sine tilskuere, mens han i hurtige italienske gloser og med gevaldig gestikulation viderebringer hans for os ukendte, men utvivlsomt politiske budskab. Præcis som man kan forestille sig, at det er foregået i de mange, mange år, hvor Bologna har været centrum for stærkt venstreorienterede politiske strømninger.

Igennem flere år var byen regeret af Italiens Kommunistiske Parti – og kælenavnet Bologna La Rossa (den røde, red.), referer altså ikke kun til, at byen helt bogstavelig talt er rød, fordi samtlige bygninger i centrum udelukkende er holdt i rødlige, gyldne og brændte farver.

Også andre rammende kælenavne har igennem årene hægtet sig på den norditalienske by.

Bologna La Dotta (den lærde, red.). Byen huser Europas ældste universitet og har siden etableringen i 1088 været kendt som en højborg for fritænkere. I dag tiltrækker Bologna over 100.000 studerende årligt.

Eller Bologna La Grassa (den fede, red.) – et helt naturligt tilnavn i forhold til den status, som byens og regionen Emilia-Romagnas køkken nyder i Italien. Parmiggiano Reggiano, på dansk parmesan-ost, balsamico-eddike og Parma-skinke er blandt egnens specialiteter, for slet ikke at tale om Spaghetti al Ragù, kendt i resten af verden som Spaghetti Bolognese.

Men byen kunne også sagtens kaldes Bologna den Oversete. For selvom den er et perfekt spot for en forlænget weekend eller kort storbyferie – alt kan nås i behagelig gåafstand – er den langt fra overrendt af udenlandske besøgende. På den store Piazza Maggiore er der flere duer end turister, og det mærkes også tydeligt i langt størstedelen af de lokales svingende engelsk-kundskaber.

Til trods for at Bologna i 2000 blev kåret som årets Kulturby i Europa, og både turister og flyselskaber fik øjnene lidt mere op for den italienske perle, bliver den ofte overskygget af sine populære naboer Firenze, Pisa, Venedig og Milano.

Bologna har imidlertid en helt speciel charme, som disse turist-magneter ikke kan bryste sig af. Da de vidensbegærlige valfartede til Bologna og universitetet i den tidlige Middelalder, led byen simpelt hen under pladsmangel. Der var ikke nok steder at bo, så man begyndte at udbygge husene ud over vejene.

Resultatet blev over 70 kilometer af søjlegange og arkader, der giver byen sit helt eget karakteristiske udtryk. Arkader med små, sirlige detaljer for oven, slanke søjler i siden, og marmor i gyldne mønstre for neden. Og skulle man være så uheldig at løbe ind i en regnbyge, betyder arkaderne også, at man sagtens kan forblive tørskoet, selvom man har glemt paraplyen.

Fra Piazza Maggiore bevæger vi os ind i et middelalderligt og charmerende område kaldet Il Quadrilatero, Kvadranten, der ligger i forlængelse af den store plads. En hel labyrint af smalle stræder og gyder, hvor de røde bygninger viser sig fra smukkeste side.

Næste: Fem oplevelser i Bologna

Hovedstrøget er Via Clavature – og så snart klokken slår fem er gaden et mylder af mennesker, der fylder de mange restauranter, caféer og vinbarer. Elegante kvinder og velklædte mænd. Folk står i klynger uden for serveringsstederne med et glas vin i den ene hånd, en cigaret i den anden, nipper til tallerkener med parmaskinke, oliven og sardiner, og diskuterer verdenssituationen.

Men om dagen er sceneriet i området et ganske andet. På det daglige Mercato di Mezzo sælger handlende frisk frugt og grønt fra deres opstillede boder. På Via Caprarie og Via Drapperia kan man mildest talt gå amok i indbydende fødevarebutikker. Hjemmebagte grissinier eller mandelbiscottier fra bagerierne. Eller delikatesserne fra den berømte Tamburini (via Caprarie 1), hvor skinker hænger i klaser fra loftet, og man kan købe alskens lækkerier – fra frisk tortellini pasta til store trekanter af parmesanost.

Området har lige siden romertiden været centrum for handel, hvilket gadenavnene stadig vidner om. Via Clavature, smede-gaden. Via d’Orefici, juveler-gaden. Via Pescherie Vecchie, fiskehandler-gaden.

Den vigtige romerske handelsvej, Via Aemilia, der forbandt Adriaterkysten med Piacenza, gik dengang lige igennem området. Den nuværende Strada Maggiore, der løber fra Il Quadrilatero og sydøst ud af byen var en del af den romerske handelsvej. Og ét enkelt sted – i butikken i nr. 11, der i dag er en fashionabel interieur-butik, og som utvivlsomt lukrerer på de mange turister, der bliver ledt direkte dertil af deres guidebøger – kan resterne af den originale vej stadig ses.

4-5 meter under gadeniveau er flere meters stenvej blevet udgravet og bevaret. Og rent faktisk udsmykket med designer-møbler, for de mange hundrede år gamle sten er inddraget som en del af butikken, og fungerer som en underjordisk udstillingsplads for bløde lænestole, antikke kommoder og finurlig brugskunst.

Men når mørket falder på, og butikkerne lukker, er det ikke her, »det sker«, længere. Derimod skal vi længere nordpå til det kvarter, der i forgangne tider husede byens jøder, Ghetto Ebraico, og som i høj grad også er et besøg værd i dagslys. Eller til området omkring den populære Via Zamboni, der strækker sig fra centrum og ud mod Universitetsområdet.

Her står unge mennesker i horder udenfor – lige så mange foran isboderne som foran barerne og dansestederne. Det er her, man kan få sig et glas vin i enhver prisklasse. En mørk øl på en af de velbesøgte irske pubber. Eller lytte til sprøde toner i en af de mange jazzklubber. For selv i hverdagene går Bologna langt fra tidligt i seng.

Næste: Fem oplevelser i Bologna