Bo på hotel i et rumfartøj

Russisk selskab har planer om at opsende et gæstehus med fire værelser til rumturister. Rumhotellet kan stå klar til de første turister i 2016.

Foto: AFP PHOTONASA / JPL - CALTECH

Bestil et ophold i rummet til år 2016.

Skal man tro det russiske selskab Orbital Technologies kan den private rumrejse blive mulig fra 2016 for velbeslåede turister, der ikke længere har nok i vandreture i Himalaya eller pingvinstudier på Sydpolen.

Læs også: Dansk rejsebureau bag rumrejser

Ifølge det russiske nyhedsbureau RIA Novosti forestiller Orbital Technologies sig, at gæsterne til rumhotellet skal transporteres ud og hjem med Soyuz rumfartøjerne, der bruges som transport til den internationale rumstation (ISS). Den Moskva-baserede virksomhed oplyser ikke, hvordan rumhotellet skal bygges eller finansieres.

Indtil nu har de få hidtidige rumturister måttet affinde sig med at dele de snævre rammer på den internationale rumstation med dens faste besætning af astronauter. Men ifølge chefen for Orbital Technologies, Sergei Kostenko, vil gæsterne i rumhotellet få mere komfortable omgivelser at boltre sig i, mens de studerer kloden og verdensrummet gennem deres vinduer.

Komfortabelt indvendigt
"Vores planlagte modul vil indvendigt ikke ligne ISS. Et hotel skal være komfortabelt indvendigt", siger han til RIA Novosti. Målgruppen er velhavende privatpersoner og virksomheder, der ønsker at gennemføre eksperimenter i rummet.

Ifølge selskabets hjemmeside skal Ruslands statsejede producent af rumfartøjer, Energia, stå som hovedentreprenør på projektet. Energia bygger Soyuz rumfartøjerne og Progress raketter, som transporterer mandskab og fragt til rumstationen ISS.

I april 2001 drønede verdens første betalende rumturist, den dengang 60-årige amerikanske  multimillionær Dennis Tito ud i rummet som passager i et Soyuz rumfartøj til ISS. Siden da har flere selskaber offentliggjort planer om turisme på rumhoteller.