Bo hjemme hos cubanerne

At bo privat i Cuba hjælper i både statskassen og husholdningspungen og fremmer samtidigt forståelsen mellem turister og lokale. Rejseliv checker ind i en herskabslejlighed, en bungalow og et byhus fra kolonitiden.

I Cuba er der knald på farverne både uden på husene og i indretningen. Fold sammen
Læs mere

Det er en brat overgang fra det varme skarpe dagslys til den svale dæmpede stemning indendørs i Casa de Rosa. 

Læs også: Guide: 5 cubanske oplevelser i Miami

Skodderne ud mod gaden er delvis åbne, så vi kan se byens bedste beliggenhed ved strandpromenaden Malecón. Heller ikke indendørs hersker der nogen tvivl om, at dette har været en af Havanas bedre boliger. Engang hjem for det franske diplomati, nu for en tidligere skolelærer – og nogle danske turister i et par dage.

Vi er checket ind på et casa particular, på dansk et »privat hjem«, men siden det cubanske styre i 1997 officielt gav sine borgere lov til at leje op til to værelser ud til turister, har det skiftet mening til også at betyde »privat indkvartering«. Indtil da kunne udenlandske turister kun bo på statsejede hoteller, moteller eller campingpladser, men i erkendelse af den generelle mangel på hotelværelser i takt med, at turiststrømmen tog til op gennem 1990erne og de begrænsede muligheder for at investere i nybyggeri, har man systematiseret casa particular-begrebet. Bl.a. med fælles logo, der forestiller et grafisk øje som symbol på, at stedet er godkendt af staten.

Det har givet cubanere med hjerte- og husrum mulighed for at tjene lidt ekstra til den anstrengte økonomi med en gennemsnitlig månedsløn på 120 kroner uanset job eller uddannelse. 

I starten gik den ekstra fortjeneste direkte i udlejernes lommer, men nu har regeringen strammet betingelserne, så de cubanere, der har casa-udlejning, skal betale en forholdsvis stor afgift til staten på 900 kr. om måneden pr. registreret værelse – uanset om de får det udlejet eller ej.

Det er en risiko for den enkelte, men i de gode måneder i vinterhalvåret kan de leje alle deres værelser ud for 120-240 kr. pr. nat, og når afgiften er betalt, er resten deres, så for de fleste er det blevet en rigtig god forretning.

Det er således også blevet en væsentlig indtægt for samfundet og samtidig en vigtig brik i fremtidens turisme, fordi man undgår at have udgifter til nye hoteller og støtter privatiseringen. Ikke mindst siden regeringen sidste år gav tilladelse til, at man kunne leje flere end to værelser ud, hvis man havde plads og kapacitet til det.

Herskabslejlighed i Havana
Der må være fem meter til loftet med de kunstfærdige stukarbejder. Som stik imod almindelig skandinavisk æstetik er fremhævet i tre stærke pasteller oven over lysekronen i sandblæst glas. Alligevel føler vi os med det samme hjemme i det eklektiske miks.

Vi slår os ned i de ompolstrede stilmøbler med hæklede skåne-stykker på sofaryg og armlæn og lader øjnene gå på opdagelse til de fine antikviteter i ædeltræ og de moderne oliemalerier på de rosa, lysegule og sartblå vægge, og beundrer det romantiske blyindfattede glasvindue ved trappen med smedejernsgelænderet ned til gadeniveau, mens blondegardinerne blafrer ude på gangen med de klassiske marmorfliser.

Hvem skulle have troet, at vi kunne bo i så herskabelige omgivelser i Cuba? Men det er netop middel- og overklassens store gamle boliger, som har kvadratmeter til overs til at have overnattende gæster, og som samtidig er med til at fortælle en historie, som ikke kun er arkitektonisk, men også personlig.

Havana har været officiel hovedstad i Cuba siden 1607 og naturligt midtpunkt for håndværk og handel i et par hundrede år, men med eksplosionen i sukkerproduktionen i løbet af 1800-tallet, kom byens rigdom til udtryk i boliger med både barok, rokoko og klassicisme.

Efter uafhængigheden fra Spanien i 1902 og helt op til revolutionen i 1959 satte også amerikanerne deres præg på bybilledet med mere moderne byggerier, som er blevet en del af det nostalgiske tidsbillede – sammen med de 6.000 vintage-biler, der er identisk med Havana, set med turistens øjne.

»Vores liv er jo ikke som jeres i Europa«
Rosa havde ikke troet, at hun skulle komme til at være kvinde i eget hus, men for syv år siden købte hun med venners hjælp denne lejlighed og brugte seks år på at sætte den i stand, bl.a. de to gæsterum med egne badeværelser, så hun kunne starte på en frisk som casa-værtinde i 2012. 

Hun er ud af en musikalsk familie fra Santiago de Cuba i syd, men valgte at uddanne sig til skolelærer. Senere skiftede hun til skønhedsbranchen og vandt bl.a. Cuba-mesterskaberne i påsætning af kunstige negle i 2004, men hun kunne godt tænke sig at komme videre, og Casa de Rosa er blevet hendes billet til en bedre levestandard.

»Jeg har arbejdet med mennesker hele mit liv, nu er det turister, og jeg synes, det er meget givende at lære noget nyt om andre kulturer, men også at lære dem noget om vores tilværelse her i Cuba. På nogle områder er den ikke så forskellig fra andres, vi har tv, vi har mobiltelefoner, vi har internet, så vi ved godt, hvad der foregår omkring os, men vores liv er jo ikke som jeres i Europa. Vi er stadig meget fattige, men vi er ikke det eneste land i verden, som er det lige nu,« siger Rosa med henvisning til, hvad der sker i Sydeuropa, og føler sig glad her, hvor hun er nu i sit liv.

Efter en god nats søvn i den smukt udskårne himmelseng og douche i eget sort-hvide flisebadeværelse, serverer Rosa morgenmad, frisklavet juice og kaffe, frugtsalat af banan, papaya og ananas samt ristede boller og æg. Hun havde en drøm om også at drive en restaurant, men der er så mange at vælge imellem i en storby som Havana, og hun anbefaler i stedet bl.a. Castropol på Malécon 115 med udsigt over vandet, eller paladaren (familierestauranten) Naldos på Prado’en over for Capitolio.

Når hun selv skal ud og danse eller lytte til musik, foretrækker hun Jazz Cafe Havana i Galerias Paseo eller rumba på gaden i weekenden i det kulørte kunstnerkvarter Callejón de Hamel.

Bungalower på stribe
Det er den diametrale modsætning til Havana at komme ud vestpå i Cubas grønne dal i Pinar del Rio-regionen. 

Bussen stopper i Viñales, der med sin kirke, skole, hovedgade og torveplads tilsyneladende ikke har så meget at byde på, men både cubanske og udenlandske turister kommer hertil i en lind strøm for at nyde naturen i omegnen af landsbyen, som først blev beboet i 1875 og siden er vokset til 8.000 indbyggere.

Vi bliver mødt af nogle af dem, da bussen er kørt, ivrige udlejere med laminerede fotografier af deres casa particular, men vi har booket værelse på forhånd hos José og Basita, hvis hus er opkaldt efter hende.

Villakvarterne, som udgår fra hovedgaden, ligner til forveksling dem, man ser i det sydlige Florida med rækker af ens lave bungalows i gasbeton med søjler på verandaen, meget velholdte og nymalede i stærke caribiske farver og hvide Adirondack-lignende gyngestole, store agaver og blomstrende bougainvillea som kontrast.

4-retters menu for en 50er 
Størstedelen af det lille propre hus er tilegnet turisterne, vi får vores egen lille turkisgrønne spisekrog ved siden af det orange te-køkken, mens de andre gæster i naboværelset får deres måltider serveret i den pink- og grønmalede dagligstue med lædersofagruppen. 

Og her følger vi rådet om ikke kun at spise morgenmad, som det er almindeligt i casas particulares. Basita, der er gået på pension som børnepædagog, er ferm i sit køkken, og da vi siger ja til kylling til aftensmad, aner vi ikke, at det er en 4-retters menu. Stadig til en 50er.

Forinden har vi spurgt hende om, hvad man kan lave her i Viñales, og da det er et naturskønt sted, er det oplagte at følge opfordringen til at udforske den 100 år gamle botaniske have over for benzintanken, og senere at gå ud ad den første den bedste vej, så man automatisk havner på vandrestier mellem marker med tobakstørrehuse, græssende heste, sejlende rovfugle og udsigt til bjerge.

Hjemme i casa’en holder José fyraften efter en dag i den gule Cubataxi, men da han har smidt arbejdsskjorten, løber han i fast rutefart mellem Basitas køkken og vores spisebord: først sort bønnesuppe med ris, så kylling med stegte madbananer, salat af tomat, agurk og hvidkål samt chips af malanga-rod. Til sidst frugt og budding med friskrevet kokos. Og så synes både han og Basita ellers, at vi skal smage lidt af landsbylivet og gå en tur op på torvet for at få en rom-cocktail som godnatdrink.

Vi behøver ikke spørge dem om det gode liv. Herude hviler man i sig selv og ønsker sig ikke meget mere af tilværelsen.

Kolonistil for alle pengene
Det er næsten som at træde ind i en film, da vi ankommer til Trinidad midt i Cuba med ridende cowboys, hestetrukne vogne, fine kalkede byhuse og de omkringliggende bjerge. Og byen lægger da også tit brostenstoppede gader og stræder til optagelser af biograffilm og tv-programmer om kolonitiden. 

Byen blev grundlagt i 1514 af den spanske conquistador Diego Velasquez og brugt som udgangspunkt for koloniseringen af Mexico og det øvrige Caribien, men svulmede også i rigdom i de efterfølgende århundreder på grund af sukkerindustrien. 

Der blev i de år bygget mange flotte middel- og overklasse-boliger, men da republikken blev udråbt i 1902 efter frigørelsen fra spanierne, forsvandt noget af rigdommen, fordi dele af sukkerproduktionen blev flyttet til andre egne af Cuba.

Der var ikke længere råd til at udvikle byen, og der blev ikke bedre vilkår efter revolutionen. 

Det kan have reddet Trinidads gamle bymidte, som i dag fremstår som en kulturperle og med rette bliver kaldt for en af Latinamerikas smukkeste kolonibyer med 50.000 indbyggere.

Her går det godt
Det ser heller ikke ud, som om udviklingen har ændret meget indendørs i Casa Balbita hos fruen af samme navn og hendes mand Ricardo. 

Den pensionerede kemiprofessor er fjerde generation i dette fantastiske hus, som er et af Macéo-gadens mest velbevarede. 

Ricardos oldefar var bankmand og byggede huset i 1882 med de typiske højloftede forstuer ud mod gaden, som man kan se ind i om aftenen gennem gitrene og de åbne skodder, når der åbnes for at få frisk luft.

Det er kolonistil for alle pengene, statelige udskårne bænke, stole i mørkt træ og fransk rørflet, Jesus og aneportrætter på væggene, kølige mønstrede gulvfliser og håndmalede borter på væggene. 

Soveværelset har et sengegærde i mahogni og sprødt hvidt linned, og morgenmaden serveres i den svale aflange gårdhave fyldt med grønne planter i potter.

Ingen tvivl om, at her går det godt. Familien har lejet deres to tilladte værelser ud i 17 år, og det har været med til at give dem en bedre levestandard, så hvad er deres ønsker for fremtiden?

»Et forbedret vandsystem«, kommer det pragmatisk fra kemiprofessoren. 

 »Rørledningerne er jo tilbage fra den spanske kolonitid«.

Og så tilføjer han, at hvis vi ikke synes, der er vand nok, kan han anbefale os at tage de 12 km ud til Playa Ancón med bus eller taxa og opleve den næstbedste strand i Cuba (efter Varadero) tæt på Havana. Selv om der ikke er noget at udsætte på trykket under bruseren, følger vi hans råd, og får opfyldt alle fantasier om en caribisk strand med turkis vand, grønne palmer og hvidt sand.

Næste morgen får vi, som vi også har fået hos vores to andre værter, »mi casa es su casa«-mundheldet som afskedshilsen. 

Læs også: Guide: 5x Hemingway i Cuba

Rejsen var betalt af Stjernegaard Rejser og Air France