Biscayakysten - Spaniens grønne ryg

I Cantabrien-regionen på Den Iberiske Halvøs nordkyst er kun fem pct. af arealet opdyrket, og man kan kombinere natur- og badeferie med byferie i Santander og Bilbao.

Foto: Judith Betak
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kølig og kølig...

Det er spørgsmålet, når man måler ud fra dansk sommerstandard. Men sammenlignet med det øvrige Spanien er det lige, hvad Cantabrien-regionen ved Biscayakysten er.

Læs også: Guide: 5 åndehuller i Madrid

Og det er da også her, langs Costa Verde og Costa Vasca, at folk fra Madrid og det kogende spanske indland om sommeren flygter til for at »trække vejret« og holde ferie i hoteller eller egen ferielejlighed eller -hus.

Det ser imidlertid mere køligt ud, end det egentlig er, da vi denne morgen i forsommeren forlader det lille rustikke hotel indrettet i et herskabshus i landsbyen Arnuero. Grå skyer ligger tungt over højdedragene, og luften er fyldt med fugt, et sted mellem tåge og finregn. Men temperaturen sniger sig op mod de 20 grader. 

En hane galer i det fjerne,  ellers er der helt stille.
Selv om der er mange huse i byen, er der ikke meget liv. Langt de fleste huse er tomme; det er ikke sæson endnu. Der er hele kvarterer med nybyggede rækkehuse, det er sommerhuse på spansk. Her udstykker man tilsyneladende i de eksisterende landsbyer og ikke i sommerhusenklaver ved strandene.

Faktisk er sommeren først lige kommet, flere uger efter den burde.
»Se vores planter. Der bliver da slet ingen tomater og heller ingen pimientos,« klager de lokale og ryster på hovedet ad vejret: Verden er af lave. 

Især det med pimientos – peberfrugterne, som ganske rigtig ikke syner af meget – er slemt, for de er områdets stolthed. Cantabriens peberfrugter er af en helt særlig  sort, og den bedste af alle i hele Spanien, får vi at vide. Ikke at vi kan smage forskel. Men de syltede peberfrugter, der er en del af det cantabriske køkken og indgår i mange af de salater, vi får serveret, smager da godt.

Vi er endt i en øko-park, »Ecoparque de Transmiera en Arnuero«. En lille strimmel natur øst for sommerferiebyen Santander og floden Miera og vest for Baskerlandet og Bilbao. Området er fredet og udlagt som både kulturhistorisk og naturområde, og Arnuero er en af småbyerne i parken.

Det er marsken, der er omdrejningspunkt i parken. Havet, bølgerne, de barske forhold og tidevandet på op til fire meter, som to gange i døgnet ruller ind over landskabet og derefter trækker sig tilbage og efterlader et sumpet vådområde, som er et vigtigt stop for Nordeuropas trækfugle.
Den del af marsken, som ligger i parken, var ellers på vej til at forsvinde. I udviklingens navn var man i gang med at opfylde området, så det kunne dyrkes. Nu er den påfyldte jord væk igen, og marsken ligner atter sig selv. Den gamle tidevandsmølle er endda genopbygget og omdannet til museum, hvor de tunge stenhjul drevet af det opdæmmede tidevand  kværner kornet.

Inden vi ankom, havde vi læst, at økoparken er »Un Museo a Cielo Abierto« – et museum under åben himmel. Helt så omfattende,  som vores frilandsmuseer er med levendegjort historie med deltagere udklædt i datidens dragter arbejdende hist og her i genopførte gamle huse, er det ikke. Men man har anlagt vandrestier, caminoer, så man under åben himmel kan gå mellem de forskellige kulturelle og historiske oplevelser og naturfænomener, der er i parken. 

Vi tager den knap tre kilometer lange camino langs nordkysten fra feriebyen Isla, eller den nye Isla, som den kaldes, hvor der er masser af hoteller, campingplads, restauranter, forretninger og de mere eller mindre brede sandstrande, alt efter tidevandet, og vandrer til områdets bedste strand, »Playa de la Arena«, helt mod øst ved Mina-flodens udløb. Her er også turisme, men af den mere stilfærdige slags. 

Det er en tur gennem storslåede landskaber med mange søfugle. Vi laver en afstikker til et fuglekikketårn på en klippe lige ud til havet, går gennem marker med masser af græssende køer og nyder den ramsaltede natur. På turen tilbage vælger vi en sti et par hundrede meter inde i landet og går nu mellem gårde og en hel anden vegetation og andre dufte.

Næste dag går vi en af de andre vandreture op til  områdets højeste punkt. Alto del Cincho, som med sine stejle sider og 250 meters højde er et lille bjerg, i hvert fald set med danske øje. På toppen er et udsigtstårn, og vuet derfra er alle anstrengelserne værd.

Den Camino, som de fleste tænker på
, når de hører ordet, er pilgrimsruten til Katedralen i Santiago de Compostela. Den møder vi også.
Den nordlige Camino går langs kysten og krydser økoparken, og i Isla, altså den gamle landsby inde i landet, nogle kilometer fra feriekystbyen, er man i færd med at renovere det gamle »hospital« – herberg – for pilgrimmene. Det ligger ved siden af kirken, og vil åbne til næste sæson.
Isla er et godt sted for et stop for både pilgrimsvandrere og turister. Byen ligger smukt, den gamle kirke er fin, men frem for alt ligger der et par gode restauranter. Den familieejede »La Chata« har fremragende mad, og vinkortet matcher til fulde.

Kirken i »vores« landsby, Arnuero, er også et besøg værd, og lige overfor ligger »Observatorio de Arte« med kunstudstillinger og udstillinger om områdets traditionelle håndværk. Man var for eksempel i sin tid landskendte for klokke-støberi.

Ude ved marsk-området, Marisma del Joyel, står en fin nyrestaureret bygning klar til at blive besøgs- og informationscenter for marsken. Foreløbig har den økonomiske krise sat en stopper for det, men de entusiastiske turistfolk, som viser os rundt, siger: »Næste år – måske.«.

Besøgscenter eller ej. Går turen langs den spanske nordkyst, så læg vejen forbi Cantabrien og »Ecoparque de Trasmiera«. Det er på alle måder et åndehul med vild natur. Kun fem procent af Cantabrien er opdyrket, får vi fortalt. Hele den sydlige del af regionen er bjerge, og der er flere nationalparker. I økoparken er naturen og landbokulturen serveret, så den i bogstaveligste forstand lige er til at gå til.

Næste side: Strand, Pintxo og Guggenheim