Besøg Kroatiens småøer med Kalipsa - det sejlende hotel

Tag med på et gammelt træskib, der er sejlende hotel mellem forskellige vandreruter på kroatiske småøer i Adriaterhavet.

Foto: Trine Smistrup

Det gode skib Kalipsa skulle egentlig være fortsat sydpå mod byen Osor i eftermiddag. Men kaptajnen snusede op i nordenvinden, overvejede strømforholdene og vedtog at lægge til natten over ved den nøgne betonmole i Martinscica.
Så efter dagens varme vandretur over øen Cres er der badeferie, da vi kommer tilbage til Kalipsa – skibet, som er vores hjem i en uge. Og Adriaterhavet syder og bobler, sådan føles det i hvert fald, da vi får snøret vandrestøvlerne op og stikker de dampkogte fødder i bølgerne.

Skibet ved molen er netop kernen i denne vandreferie – hver dag bringer det gruppen til en ny ø, en ny havn, en ny sti over bjergene. Vi går fra borde om morgenen med vandrestøvler og madpakker, begiver os op i højderne og bliver senere på dagen varme og trætte samlet op igen, måske i en havn på den anden side af øen. Og på vejen videre fra sted til sted ankrer skibet op, så vi kan hoppe over rælingen og i det blå vand i den kroatiske skærgård i Kvarnerbugten, den nordligste del af Adriaterhavet.
I morges blev vi vækket tidligt i den livlige havn i byen Cres. En anden båd drog larmende af sted, og en energisk havnearbejder gik i gang med at spule hver kvadratmeter mole ved hjælp af en dundrende kompressor.

Men her i Martinscica sker der ingenting. Der er to restauranter med blå markiser, en iskiosk og et par boder, der sælger postkort. Kalipsa er den eneste båd ved molen, bortset fra da vi må flytte os i ti minutter for den rutefærge, der betjener øernes småbyer. Her må der blive fredeligt i nat.
Om bord er vi en gruppe danske vandre-entusiaster af blandet slags: Nogle par, nogle vennegrupper, en familie på fire personer i tre generationer og en håndfuld alene-rejsende.
De fleste er i den alder, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og budgetoverskuddet skal bruges på oplevelser. Fælles er ønsket om en aktiv ferie, men med måde: Ingen af vandreturene har stigninger på mere end 600 højdemeter. Og fælles er ønsket om at nyde det gode liv: Båden har ikke blot kaptajn og matros, men også både kok og tjener ombord, der sørger for vores velbefindende i alle vågne timer.

Den kroatiske kyst er omkring 530 kilometer fra nord til syd, men omsat til konkret kystlinje rundt om alle øer og ind i alle bugte er der over 5.800 kilometer kyst – strand, fiske- og ankerplads nok til alle. Klipperne er lyst gulbrune med pletter af grøn bevoksning – øerne i bugten er på grund af milde vinde meget frodige, der er registreret flere end 1.300 forskellige planter på dem, og vandrestøvlerne træder dufte op af oregano, rosmarin og mynte.
Ofte kunne vi blot godt tænke os, at nogle af alle de planter ville være lidt højere og give tiltrængt skygge, når man skal klare de sidste højdemeter, og formiddagssolen er blevet høj og brændende.

Utroligt, som man glemmer fra gang til gang, hvor hårdt det er at klatre opad i stegende sol og 35 graders varme. Ansigtet bliver koksrødt, lungerne pumper, og hænder og håndled svulmer op i forsøget på at komme af med varmen. Der løber mange liter vand ned i halsen og ud gennem svedporerne i løbet af en dag på bjerget.
Men ekstra godt er det så at komme ned til skibet og ud på vandet, så kaptajnen kan smide ankeret og gasten sætte badestigen på rælingen. På ingen tid er ansigtskuløren normal og handskestørrelsen tilbage på de sædvanlige 7. Og alle de granvoksne vandrere bliver ganske fjantede af at hoppe ud på det dybe vand. Der bliver sprunget fra øverste dæk, snorklet og spillet bold, og selv to vandrere med skræk for dybet endte med at opgive forsigtighed og værdighed – de slap stigen, den ene iført redningsvest, den anden i aldeles u-alderssvarende oppustelige badevinger.

I det hele taget opgiver man hurtigt eventuelle forsøg på at opretholde værdigheden for ikke at tale om blufærdigheden, når man bor tæt sammen på et skib.
Kahytterne er små og bliver uudholdeligt varme, hvis døren er lukket. Så de fleste sover for åben dør, og vi lever med at høre hinandens snorken sammen med bølgeskvulpene. Vi tørrer vandresokker på de samme mastestag og følger interesseret med i udviklingen af hinandens vabler.
De rolige timer på havet bliver brugt til solbadning, snak og kaffedrikning, og det varer ikke længe, før alle er på omgangshøjde med, hvad alle andre hedder, hvor de kommer fra, og hvor de tidligere har vandret.

Og imens tøffer båden videre mod en ny havn – nogle dage større byer med butikker, restauranter og natteliv, andre dage små stille landsbyer. Når indsejlingen nærmer sig, trækker alle op på fordækkene for at få indtryk af, hvad næste by byder på.
Man fornemmer tydeligt byernes historie og udvikling fra fortidens små fiskerhavne eller strategiske positioner til dagens virkelighed, hvor turisternes behov sætter dagsordenen.
Trods øernes indbyrdes nærhed har de forskellig historie – som en del af det brogede Balkan har de gennem tiderne haft indflydelse fra romere, venetianere, slavere, byzantinere, venetianere og de mange andre folkeslag, der vandrede frem og tilbage i kamp om magt og ære gennem tiderne, og det kan både ses og mærkes.

Mange af småbyerne ser i byggestil mere italienske ud end noget andet, mens arkitekturen i bugtens to store byer, Rijeka og Opatija, er udpræget østrig-ungarsk. Sproget er slavisk, ingen tvivl om det. Men man hører alle Europas sprog, når varmen kommer, og det er ikke svært at klare sig med tysk eller engelsk.

Om sommeren bliver Kvarnerbugten en stor legeplads af badende og sejlende, og turismen er i dag det helt dominerende erhverv efter en voldsom nedtur under og efter den jugoslaviske borgerkrig.
Men nu investeres der i alt det, den moderne rejsende vil have: Natur, eventyr, aktivitet og lidt luksus.
Havneanlæg og hoteller moderniseres, og selv når vi føler os langt fra alfarvej på vandreturene, er stierne omhyggeligt afmærkede, så der ikke er noget at gå fejl af – og det er frisk maling fra i år. Der må gå mange mænd med små malerbøtter rundt i de kroatiske bjerge og male cirkler, tror vi!
Og luksus er det, at vi hver aften i en ny by kommer til et udbud af mad, der er lige så varieret som områdets historie. Der er typiske balkanretter som cevapcici, mellemøstens krydderier, middelhavsgrøntsager med olivenolie og hvidløg, frisk fisk, risotto og saltimbocca, som en italiener ikke kan klage over, og et prisniveau, som en dansker ikke kan klage over.

Men i aften står valget mellem den ene eller den anden af de to restauranter med blå markiser i Martinscica. Der kommer grillede fisk, blæksprutter og skaldyr på bordet, og det synker i flaskerne med lokal hvidvin, mens solen går ned. En stille nat med brise gennem den åbne kahytsdør venter.
I morgen skal vi sejle sydpå, mens vi spiser morgenmad i salonen og gennemgår dagens vandrerute, fylder vandflaskerne og monterer vableplasteret. Kalipsa kommer til kaj i Osor med 15 timers forsinkelse, og ombord er vi klar til en ny dag i vandrestøvlerne.