Besøg Hollywood i Rom

Cleopatras Egypten, immigranternes New York og det italienske Big Brother-hus – filmbyen Cinecitta rummer det hele. Berlingskes filmekspert har været i drømmefabrikken.

Den historiske korrekthed er nok lidt tvivlsom i Joseph L. Mankiewicz »Cleopatra« fra 1963 med Elizabeth Taylor i hovedrollen som den egypiske dronning, der indledte en kærlighedsaffære med romerske Marcus Antonius, spillet af Richard Burton, til gengæld er den farverig som et italiensk underholdningsshow. Fold sammen
Læs mere

Typisk flyver tankerne til Hollywood, hvis man overvejer at besøge et stort internationalt filmstudie.

Læs også: Her er Hollywood-stjernernes dæknavne 

Det er dog ikke nødvendigt at krydse Atlanterhavet for at dykke ned i filmhistorien og filmkulisser fra klassiske film. I det stadig fungerende filmstudie Cinecitta (»Filmbyen«) i Rom, er der mange spor af tidligere tiders stolte bedrifter. 

Og en vis melankoli over svundne tider. Mange af de store film optaget på stedet var af amerikansk oprindelse, men derfor er der ingen grund til at glemme arven fra den italienske mesterinstruktør Federico Fellini, der nærmest boede i filmstudie nummer fem midt i filmbyen.

I 1950’erne og 1960’erne vrimlede det med amerikanske filmproducenter, der søgte til Europa, fordi de her fik mere ud af deres på det tidspunkt dyre dollars.

Det gav arbejde i Cinecitta i Rom; store dele af »Cleopatra« er således optaget her. I nyere tid gælder det eksempelvis Martin Scorseses »Gangs of New York« og Mel Gibsons Jesus-film »Passion of the Christ«. 

På nettet og i brochurer lokker Cinecitta med to muligheder for at kigge indenfor: En interaktiv udstilling, om hvordan man laver film, og en tur rundt i de gamle kulisser. 

Førstnævnte er ganske rigtigt ret moderne, når det kommer til fladskærme og alskens grej, men der er bare så mange andre steder, man kan lære den slags, så jeg var ikke voldsomt begejstret – kun for de dele af turen indendørs, hvor man kan se rekvisitter fra nogle af de gamle film. 

Richard Burton har været lidt af en splejs ved siden af Elizabeth Taylor, da de to spillede side om side i »Cleopatra« fra 1964, tænker man, når man ser de to kostumer fra filmen side om side. 

Og det er ikke svært at forestille sig livet i kludene på »Ginger og Fred« i skikkelse af modne udgaver af Marcello Mastroianni og Giulietta Masina foran deres kostumer fra samme film.

Ingen tvivl om, at børn og lidt mere lejlighedsvis filminteresserede vil synes, at den interaktive udstilling er lidt sjovere, end vi filmfreaks, der mest kommer langvejs fra for at se nogle af de magiske steder fra de film, vi har set så mange gange, og kulisserne i det omfang, de står der endnu.

Der fremvises også nogle korte dokumentarfilm, hvor instruktører som Fellini, Bernardo Bertolucci, Sergio Leone og Taviani-brødrene udtaler sig om Cinecitta. Naturligvis med underlægningsmusik af Ennio Morricone. 

I et af rummene står der sågar to figurer af guldløver fra »Gangs of New York«, en delfin fra »Ben-Hur« og en lænestol fra »Cleopatra«, ligesom der i haven udenfor står statuer fra »Gladiator« og dele af Frihedsgudinden i New York fra Fellinis »Casanova«.

Man kan lige nå en tur i boghandlen, inden rundturen til fods for alvor begynder. Her er der kun mulighed for at købe en mindre bog om stedet på engelsk, for det meste af lekturen er på italiensk. 

Hurtigt et par oplysninger herfra: Cinecitta indeholder 21 filmstudier, og gennem de seneste 15 år er der indspillet dele af 29 internationale filmproduktioner, 46 italienske film, 44 tv-serier og 280 reklamefilm i studierne.

Normalt arbejder der flere end 200 folk fast i studierne. Også selv om der i dag produceres mest til tv. For eksempel ligger det italienske Big Brother-hus også her.

Filmstudierne er bygget af dikatoren Benito Mussolini i 1937 med det formål at lave propagandafilm, som nazisterne gjorde det i Tyskland og siden blev Cinecitta heldigvis brugt til meget andet.

På stedet tales der stadig meget om »Gangs of New York«, men der er ikke forfærdeligt mange intakte kulisser tilbage fra filmen, der blev indspillet for tolv år siden. Det skyldes til dels, at der brændte lidt flere af kulisserne end planlagt i filmens slutscene og dels, at de tilbageværende rester var ved at falde fra hinanden. 

Til gengæld er det sjovt at komme ned i bunden af studiet, hvor det gamle Rom fra Cæsars tid rejser sig foran en, i noget der ligner naturlig størrelse. 

Har man på samme ferie gået og bakset lidt med at forestille sig, hvordan Forum Romanum egentlig så ud for godt 2000 år siden inde i centrum af Rom, så er her den næsten fulde udgave i papmache og glasfiber lige for næsen af en.

Kulisserne er bygget til den stort anlagt tv-serie fra HBO med titlen »Rome«, der blev lavet to sæsoner af fra 2005 til 2007, og de er siden købt af Cinecitta. 

Det er et storslået bygningsværk værd at dvæle ved. Man kan også gå en tur i baggyderne, som de så ud i Rom dengang. Alt i alt fylder kulisserne fra »Rome«fire  hektar eller 10 pct. af hele området på 40 hektar.

Der er noget sært melankolsk over filmkulisser. De bliver bygget op, så de ligner virkeligheden på den ene side, men på den anden side er de støttet af træplanker og stålwirer, og de forgår hurtigere end man skulle tro. 

Heldigvis har vi filmene tilbage at se, og nu vel hjemme fra Rom er både tv-serier og film lagt i en pæn bunke, der venter på at blive set og genset.

Cinecitta fylder 75 år i 2014, hvis det da eksisterer til den tid, for der går rygter om, at politikerne vil lukke studiet og udstykke det til lejligheder, men det er kun rygter, siger de på stedet, selv om filmarbejderne protesterer på facaden. 

Det håber man stærkt efter en tur på den italienske drømmefabrik.

Hvis du kun har en time til rådighed, skal du vælge turen rundt til de gamle kulisser og droppe det interaktive museum, men turen til filmstudierne er alt i alt givet godt ud. Både hvis du er filmfreak, og hvis du er typen, der helst ser storbyerne fra kultursiden som et supplement til shopping og restaurationsbesøg.

Læs også: Når filmarven bliver til forlystelsespark