Besøg Afrika i Belgien

Er du træt af turister på Grand Place, og finder du statuen af den tissende dreng lidt tåbelig? Besøg i stedet det afrikanske kvarter Matongé. Det er Congo i Bruxelles.

Afrikansk stemning midt i Europas hovedstad. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anders Nielsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pardon, Grand Place er altid betagende, men måske har du været der før, eller måske hører du til de opsøgende og videbegærlige, for hvem flotte facader og museer ikke er nok? Har du et par fritimer, så find hen til den lokale filial af Afrika.

Læs også: 5 for mænd i Bruxelles

Belgiens og EUs hovedstad er overordentlig multikulturel. Flere end halvdelen af de 1,1 millioner indbyggere er af ikke-belgisk oprindelse, og her er over 45 forskellige nationaliteter med hver mindst 1.000 individer.

Størstedelen af de med afrikanske rødder har fransk som hovedsprog – blandt andre dem fra Congo, Cameroun, Senegal, Rwanda, Burundi og Marokko.

Alene den congolesiske befolkning tæller 35.000 mennesker, der bor spredt over hele Bruxelles men gør deres dagligvareindkøb i Matongé, hvis navn er afledt af handelskvarteret i DR Congos hovedstad, Kinshasa. 

Den afrikanske enklave ligger lige på den anden side af ringvejen ved metrostationen Porte de Namur – kun et kvarters gang fra centrum og ti minutter fra Europaparlamentet.

Kvarteret er en triangel af gaderne Chaussée d’Ixelles, Chaussée de Wavre og Rue de la Paix, og man er ikke i tvivl, når man er der. Gadebilledet domineres af sorte afrikanere, og butikkerne er overvejende etnisk afrikanske.

Op mod halvdelen af butikkerne i Matongé er frisør- og skønhedssaloner, for både kvinder og mænd lægger stor energi i den nyeste hårmode, hvor hårforlængelse er et stort hit, ligesom kunstige lokker og parykker fås i både ægte hår og nylon.

Kvinderne især kan sidde i flere timer i en stuvende fuld og lummer frisørsalon, mens to-tre frisører med store armbevægelser skaber kunst i toppen. Kunder og frisører medbringer tit veninder og børn, og sladderen og humoren er en vigtig social del af processen.

 

Hjertet og omdrejningspunktet i Matongé er butiksarkaden i Chaussée de Wavre, Galerie d’Ixelles, der har to fløje døbt Inzia og Kanda-Kanda – navne, der også eksisterer i det virkelige Matongé i Kinshasa.

Inzia-fløjen består af flere frisørsaloner, en café og bar (med belgisk øl, da det er for kostbart at importere congolesisk) samt den berømte Musicanova, der er spækket med afrikansk film og musik – og salsa. 

I den anden fløj, Kanda-Kanda, er der udover frisørsaloner også et par butikker med bijouteri og sidst men ikke mindst den farverige butik Wax, hvis afrikanske tekstiler (angiveligt fremstillet i Holland) er af så fin kvalitet, at velhavende kvinder fra det virkelige Congo kommer til Bruxelles’ Matongé for at handle. 

Galerie d’Ixelles er, trods adresse i Europas hovedstad, så anderledes, at man hurtigt  føler sig hensat til Centralafrika.

På den anden side af gaden er en butiksarkade, hvor rejsebureauer og shippingselskaber med speciale i Afrika har til huse. I indgangspartiet ligger Brussels Airlines, der er det luftfartsselskab i Europa med flest afrikanske destinationer i sin ruteplan.

Et andet spændende pust af det store kontinent er Matongés kolonialbutikker og grønthandlere, hvor det er værd at vide, at man i Afrika og derfor ikke befamler grøntsager og frugter som på europæiske markeder.

Uanset hvor indbydende og inviterende yams, maniok og pili-pili ser ud, så rør kun de grøntsager, du agter at købe. På butikshylderne står varer som palmevin, palmeolie, congolesisk øl, sommerfuglelarver (delikat snack), fremmedartede krydderier og meget andet.

 

Matongé-kvarteret blev sået i slutningen af 60erne omkring kollegiet for afrikanske studerende, La Maison Africaine, og siden er det vokset gradvis til nu at optage en mindre bydel.

Kvarteret er hverken trendy eller specielt charmerende, men miljøet og atmosfæren er umiskendeligt afrikansk, og det er på ingen måde målrettet turister. Alligevel kan det undre, at ingen har øjnet en levevej i at sælge afrikansk interiør eller brugskunst. 

Der er adskillige afrikanske restauranter – især i nærliggende Rue de la Longue Vie – men også resten af verdenskortet er rigt repræsenteret. Visse aftener kan man være heldig at løbe ind i en afrikansk eller brasiliansk happening. 

Det er særligt afrikansk at spise i Restaurant Mandela lige overfor Galerie d’Ixelles, og ikke langt derfra – i Rue du Trône 141 – ligger populære L’Horloge du Sud, der også serverer retter fra det sydlige Afrika.

Et tilløbsstykke, der altid er pakket med gæster, er den etiopiske restaurant KoKoB i centrum af Bruxelles, et olympisk stenkast fra Manneken Pis.

Udover den lækre mad er den eksotiske indretning og livlige stemning en del af helhedsoplevelsen, og det er alle ugens aftener stærkt nødvendigt at bestille bord.

Der er som turist i Matongé ingen problemer i at bevæge sig rundt og indånde den afrikanske atmosfære, og udbyttet bliver større, hvis man forstår og taler fransk.

Matongé er en lille afrikansk perle i det rige, hvide EU, men man skal ikke gå rundt og klikke uhæmmet løs med et kamera – det er af forståelige grunde ikke velset. Matongé er jo hverken en safari eller en zoo.

 

Læs også: 5 oplevelser i Bruxelles

 

 

 

Belgien i Congo

17 afrikanske lande fejrede i 2010 50-års jubilæum som selvstændige nationer, deriblandt Congo, Nigeria, Mali, Senegal og Burkina Faso.

Begivenheden bragte ikke mange overskrifter i Europa eller førte til større festligheder i de afrikanske lande, for den skamfulde fortid forties helst af de gamle kolonimagter, og de frigjorte afrikanske lande har ikke meget at juble over.

Den korte beretning om Belgiens kolonieventyr i Afrika er, at den imperiesyge belgiske Kong Leopold II i 1876 grundlagde International African Association, hvis humanitære sigte var at etablere et netværk af kulturelle centre med missionærer, skolelærere og andre filantroper. Målet var at bringe »åndeligt klarsyn« og materiel udvikling til det primitive kontinent.

Kongen hyrede blandt andet den berømte britiske journalist og opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley til at kortlægge og udforske mulighederne i Congo.

Ni år senere, ved Berlinkonferencen, delte de største europæiske lande det afrikanske kontinent imellem sig – grænserne i Afrika blev skabt.

Kong Leopolds diplomatiske finte skaffede ham privat og enevældig ret til et land, der var 75 gange større end Belgien. Kongen satte aldrig sine ben i Fristaten Congo, men det hindrede ham ikke i at plyndre landet for naturrigdomme, fortrinsvis gummi og elfenben. 

Flere tusinde skandinaviske sømænd blev lokket af eventyret og den gode løn – sejlede skibe og pramme op og ned ad Congo-floden i tjeneste for Kong Leopold.

Lokal og gratis arbejdskraft blev skaffet ved stålsat autoritet i landsbyerne langs floden – ikke noget kønt syn og i grusomhed på højde med, hvad der senere skete i Nazityskland.

Efterhånden begyndte det at gå op for det internationale samfund, hvad der foregik i kongens Congo, og Kong Leopold II måtte i 1908 overdrage sin private ejendomsret over Congo til den belgiske stat. 

Den 30. juni 1960 fik Belgisk Congo endelig sin frihed, og så begyndte et nyt og blodigt kapitel i historien om den Demokratiske Republik Congo.

Fristaten Congo og Kong Leopolds kolonisering med skandinavisk deltagelse er levende beskrevet af den danske forfatter Peter Tygesen i bogen »CONGO – formoder jeg«.

 

Royal Museum for Central Africa 

Var du allerede – eller blev du efter Matongé – interesseret i afrikansk kunst og afrikanske anliggender, så gå ikke glip af pragtmuseet Royal Museum for Central Africa, RMCA i Tervuren, 15 kilometer udenfor Bruxelles.

Det imponerende, firefløjede museum, der sidste sommer fejrede 100-års jubilæum, blev opført af Kong Leopold II som Palais des Colonies men skiftede senere navn til det mere spiselige Royal Museum for Central Afrika. 

Det måske mest omfattende Afrika-museum i verden har permanente udstillinger om blandt andet flora og fauna, kunst, kultur og kolonihistorie – herunder en separat afdeling om Henry Morton Stanley. 

RMCA afvikler desuden workshops, seminarer og konferencer, for det er også et videnskabeligt institut, hvor omkring 85 videnskabsfolk og 150 studerende (mange er afrikanere) årligt udgiver flere end 300 videnskabelige rapporter.

Endelig er der et dokumentationscenter, biblioteker, arkiver, en velassorteret museumsbutik og et cafeteria – alt sammen pakket ind i flotte omgivelser af en fransk inspireret park.

Man kommer til Royal Museum for Central Africa ved at tage metrotoget 1B i retning mod Stokkel. Skift på station Montgomery til sporvognslinie 44 og stå af på endestation Tervuren. Gå de sidste 300 meter til RMCA. Entré er otte euro. Se mere på africamuseum.be

 

Læs også: Guide til museumsvinter i Bruxelles