Beirut blomstrer midt i en krisetid

Libanons livlige hovedstad er centrum for Mellemøstens kunstscene, og hverken pengemangel eller politisk uro kan stoppe udviklingen. En bølge af forandring er skyllet ind over byens kunstneriske kvarterer.

31REJFOTO-150131.jpg
Foto: Paul Saad Fold sammen
Læs mere

Libanon er et land, der i øjeblikket har massive udfordringer som resultat af borgerkrigen i nabolandet Syrien. En krig, der har tvunget mere en 1 mio. flygtninge over grænsen til Libanon. Men Libanon er også et land i rivende udvikling. Kulturen blomstrer, og især i hovedstaden, Beirut, summer det af liv på kunstscenerne, samtidig med at der leges med gastronomien, og designerne flokkes i byen, der populært og meget passende kaldes Mellemøstens Paris.

Lokale entreprenører åbner restauranter i den libanesiske hovedstad, spisesteder, der har mere til fælles med fashionable etablissementer i f.eks. London end med landets traditionelle spisesteder. Festerne er mere dekadente end dem i Paris, og folk er tæt på at være bedre klædt. Og gallerier, kunstcentre og yogacentre er lige så vildtvoksende som de bougainvillea-blomster, der kravler på de historiske bygninger.

Kreative kvarterer med skudhuller

I Beiruts gader møder de to virkeligheder hinanden. Byens kreative kvarterer – Hamra mod vest og Gemmayze, Mar Mikhael og Ashrafieh mod øst – er grobund for en kunstscene, der vokser frem med et bagtæppe af bygninger med skudhullede, politisk labilitet og finans- og flygtningekrise. Her er hverdagen hverken så dyster eller euforisk, som overskrifterne får det til at lyde som. Kvartererne er hjem for kunstnere og entreprenører, der kæmper en nøjsom, daglig kamp for kunstnerisk og kulinarisk innovation på trods af pengemangel og politisk uro.

Syd for Armenia Road ligger gamle mekanikere og gammeldags frisører side om side med hippe designbutikker, boghandler og barer. Fold sammen
Læs mere

»Den kulturelle scene oplever i den grad vækst, på trods af hvad der sker på andre planer i landet. Kunstscenen er stadig forholdsvis lille, men den vokser og er meget dynamisk – der åbner hele tiden nye gallerier, spillesteder og kunstcentre,« fortæller 40-årige Sharif Sehnaoui, der er en af Libanons mest anerkendte improvisationsmusikere.

»Kunstscenen fortsætter fremad, på trods af politisk uro – det gør den altid. Der er en fælles konsensus om, at politisk ustabilitet eller terror gør kunstscenen endnu mere vigtig – vi er nødt til at understrege, at terror ikke kan stoppe byens udvikling eller afholde ting fra at finde sted,« fortæller den 40-årige libaneser, der har været aktiv på kunstscenen i tæt på 20 år som musiker og festivalarrangør.

Gårdhaver og graffiti

En gåtur gennem kvarteret vidner om, at Sharif Sehnaoui har ret. Gallerier, butikker og barer skyder frem overalt – midt mellem gamle bilhandlere, bombede bygningsgrunde og forfaldne ruiner.

I Haroun Street sælger bog- og magasinbutikken Papercup Store vestlige modemagasiner med afklædte kvinder på forsiden, bøger om Libanons historie og cremede cappuccinoer. Ved siden af ligger en isenkræmmer, et gammelt bilværksted og en forfalden kirkegård. Designhoteller som Villa Clara og Baffa House ligger i smukke, gamle villaer fra kolonitiden, med farverige klinkegulve, smukke vinduesudskæringer, pastelfarvede skodder og gårdhaver med appelsintræer. I nogle sidegader ligger smukt designede restauranter og lokker med internationale køkkener, velklædte gæster og livlige fortovsterrasser. Andre sidegader er erstattet af stejle trapper, hvis trappetrin er malet i alle regnbuens farver, og hvis husmure er malet til med graffiti.

Læs også: Levende kinesisk gadekøkken

Kunstscenen kan dog ikke undgå at blive ramt af landets politiske og økonomiske problemer; den handlingslammede regering forsøger mere eller mindre forgæves at få fod på udfordringer som folkelig modstand, økonomisk afmatning og en rekordstor tilstrømning af flygtninge fra borgerkrigen i Syrien. Modgangen smitter af på kunstscenen.

»Vi bliver påvirkede af den politiske uro, for der er færre penge overalt – regeringen har aldrig støttet kunstscenen, men private investerer mindre, når der er tumult. Scenen vokser og overlever alligevel, men kun fordi folk er så passionerede, at de er villige til at arbejde gratis eller for meget lave honorarer,« fortæller Sharif Sehnaoui.

Gallerier og desginbutikker er der mange af i Beiruts hippe kvarterer, der summer af kulturelt liv. Fold sammen
Læs mere

Han sidder på Dawawine, et kunstcenter i kvarteret Gemmayze. Centeret ligger på anden sal og har et smukt designet bibliotek, en biograf, hvor der vises indiefilm, en scene, hvor lokale musikere spiller, en restaurant og en lille tagterrasse med lyskæder, palmeplanter og loungemøbler. Her sidder Sharif omringet af sine venner og samarbejdspartnere med et glas vin i den ene hånd og en cigaret i den anden. Han og kollegaerne er ved at lægge sidste hånd på en festival for eksperimenterende musik, som de har afholdt hvert år i 16 år. Festivalen tiltrækker internationale navne og er med til at cementere Beiruts rolle som centrum for Mellemøstens nutidige og eksperimenterende kunstscene.

»Beirut er uden tvivl den arabiske verdens kulturelle hovedstad. Scenen i Beirut er uhørt stor og levende for en arabisk hovedstad. Halvdelen af Kairos eksperimentelle musikscene er i Beirut størstedelen af tiden, og det samme gælder andre kunstarter fra andre lande. Der er mange flere muligheder for kunstnere her,« fortæller Sharif Sehnaoui.

Krigens eftervirkninger

Beiruts nyere historie taget i betragtning er virvaret af hippe restauranter, gallerier, spillesteder og modebutikker bemærkelsesværdigt. Det er 25 år siden, at den blodige borgerkrig i landet sluttede, og det er ti år siden, at landets økonomi sidst blev bombet til ruiner – samtidig med at det samme skete med Beiruts lufthavn og byens sydlige kvarterer – under krigen mellem Hizbollah og Israel.

Historien lever videre i byen, side om side med de dansende kraner, nye højhuse og kunstneriske centre. Skudhullerne sidder som skoldkoppe-ar på bygninger overalt i byen. Ved den nybyggede Mohammed al-Amin-moské ligger den tidligere præsident Rafic Hariri, som blev snigmyrdet i 2005, begravet ved siden af de bodyguards, der mistede livet sammen med ham. Og ruinen af Holiday Inn-hotellet, der blev symbol på borgerkrigen på grund af sin placering på grænsen af den delte by, står stadig forladt og forfaldent tilbage, omringet af dyre luksuslejligheder.

Mohammed Al-Amin-moskeen troner i Beiruts renoverede kvarter Downtown. Fold sammen
Læs mere

Libanons kunstnere sørger også for, at byens historie bliver behandlet. Da Beirut Art Center, et af byens mest toneangivende gallerier, åbnede, var det med hidtil usete kunstværker, der blev til under den 15 år lange borgerkrig. Sursockmuseet, der er dedikeret til nutidige libanesiske billedkunstneres værker, genåbnede i slutningen af 2015 efter syv års renovering. Mens museets ydre ligner en lagkage med sit møde mellem osmannisk og venetiansk arkitektur, så er udstillingerne kontroversielle. Den første handlede om klimaforandringer, hvor mange kunstnere rettede kritik mod regeringen. Og i en historisk bygning, der blev brugt af snigskytter under borgerkrigen, åbner Beit Beirut, som var det første museum med eksklusivt fokus på borgerkrigen, i efteråret 2016.

Turisterne er tilbage

25 år efter borgerkrigen er turisterne langsomt begyndt at følge i kunstnernes fodspor og vende tilbage til Beirut. Siden 1995, få år efter den blodige borgerkrigs afslutning, er antallet af turister tredoblet. Det er dog stadig kun omkring 1,5 mio. turister, der årligt lægger vejen forbi Mellemøstens Paris – forsvindende lidt sammenlignet med Irans fem mio. årligt besøgende.

Da borgerkrigen i nabolandet Syrien begyndte, styrtdykkede antallet af turister i Beirut, som ligger kun lidt mere end en times kørsel fra den syriske grænse. På dagsudflugter til de storslåede Chouf-bjerge kan man til tider høre bomberne falde på den anden side af grænsen.

Læs også: Columbia for fuld musik

Der er dog intet, der vidner om borgerkrigen i nabolandet, når man går gennem de tjekkede gader i Mar Mikhael og Gemmayze. Der er afgjort mere europæisk modeby end mellemøstlig krigszone over Beiruts hippe kvarterer. Hovedgaden, Armenia Street, er fyldt af festglade unge mennesker, og der er flere internationale restauranter end kebabrestauranter i gadebilledet, der er fyldt med kvinder klædt i korte, stramme kjoler og ikke tørklæder.

Farverigt kulturmiks

Restauranten Makan er et af de steder, der bliver frekventeret af byens stilsikre og internationalt orienterede unge. Her summer det højloftede lokale af stemmer fra flere verdenshjørner. Marmorgulvet er dækket af orientalske tæpper, champagnen er fransk og maden koreansk. Gæsterne veksler ubesværet mellem engelsk, fransk og arabisk, og de er iklædt stivere puds, end man ser en lørdag aften på en klub i København.

Det er søndag formiddag, og det er brunchtid i Beirut. Den smukke villas gamle glasdøre, et klassisk eksempel på mødet mellem fransk kolonialisme og arabisk arkitektur, leder ud til gårdhavens terrasse. Her sidder ejeren, Tony Sfeir, og drikker sin cappuccino. Gårdhaven er fyldt med farverige designermøbler, der gror vildtvoksne vinranker overalt, og naboerne er lige dele historiske villaer og betonfacader med ar fra skudhuller.

»Vi er kun lige gået i gang med indretningen og konceptet, som ikke er helt på plads endnu. Det er det bedste ved at have kreative virksomheder i Beirut – man kan realisere en idé kort efter, at man har fået den og langsomt udvikle på den,« fortæller Tony Sfeir. Restauranten er et populært sted for Beiruts kreative elite at spise søndagsbrunch, frokost og middag og ejeren blender ind mellem stamgæsterne med sine bordeauxrøde jeans, grå habitjakke og skovgrønne silkehastørklæder.

Kunsten og kulturen sejrer

Tony Sfeir ved, hvad han snakker om. På få år har han sammen med sine samarbejdspartnere opbygget et mindre kreativt imperium, der har været med til at præge den libanesiske hovedstads kreative og kommercielle udvikling. Det startede med galleriet Plan Bey, der sælger grafiske tryk, plakater og kunst fra libanesiske kunstnere i Armenia Street, hovedgaden i det livlige Mar Mikhael-kvarter. Siden fulgte en livsstilsbutik, et lille hotel, der er lukket, og nu to af byens mest populære restauranter: Motto og Makan.

Restauranterne deler kvarter og koncept. De ligger i Mar Mikhaels sidegader, gæsterne bestemmer selv, hvor meget de vil betale for maden og drikkevarerne, og menukortet skifter kontinent – fra asiatisk over de europæiske lande til syd- mellem- og nordamerikansk – alt efter, hvilken kok der er i køkkenet. Det har vist sig at være en uhyre populær idé blandt Beiruts mange internationalt orienterede bysbørn og tilflyttere.

Armenia Road ser ikke ud af meget i dagtimerne, men om aftenen er fortovene foran de mange barer og restauranter fyldt med festglade mennesker. Fold sammen
Læs mere

»Det er gået godt, fordi vi lytter til, hvad vi selv og vores venner savner i byen. Mange folk i Beirut er lige så veluddannede og internationale som i europæiske storbyer, så det giver mening, at de hungrer efter de samme tendenser, når det kommer til kunst, kultur og mad,« fortæller den velklædte libaneser, som også har erfaring med at drive et galleri og en kunstbutik i Berlin.

Improvisationsmusikeren Sharif Sehnaoui oplever også, at der er enorm stor interesse for nutidig kunst blandt Beiruts borgere.

»Folk er enormt interesserede i kunst, og der er et stort potentiale for kunstscenen. Libanon er måske ikke rigt økonomisk set, men vi er det kulturelt – folk er interesserede i kunst, mange libanesere kan tale tre-fire sprog flydende, vi har en stor kunstscene, og investorerne er på vej,« siger musikeren. Sharif Sehnaoui turnerer ofte i udlandet, især i Europa, hvor han oplever. hvor meget økonomisk hjælp festivaler og spillesteder får fra staten. Det eksisterer slet ikke i Libanon, fortæller han, og forklarer videre, at det eneste, der mangler, for at kunstscenen i Beirut kan vokse endnu mere, er, at den politiske hårdknude bliver løst, og der kommer mere finansiel stabilitet i landet. Kunstscenen er i hvert fald klar.