Balkans perle er genopstået

Montenegro er langt mindre kendt end sin nordlige nabo Kroatien. Men det er et spørgsmål om tid, før det lille land generobrer sin position som det førende turistland, det var før Jugoslaviens opbrud. Rivieraen og bugten er uforlignelig.

09REJFOTO-145312.jpg
Læs mere
Fold sammen

Påtrængende og tyngende – men samtidig overvældende og vanvittig smuk. Superlativerne trænger sig på, når man skal beskrive Kotor-bugten i det nordvestligste af det lille Balkanland Montenegro. En tankeflugt til fjordene i Norge og New Zealand er ikke en helt skæv analogi. De bastante, dunkle bjergmassiver rejser sig lodret over bugten, som sjældent er et uinteressant skue – uanset vejrliget. I klart som i diset vejr. Små detaljer indgår i symbiose med de store. Som her foran et hus, hvor der ud fra en gammel, nuttet fontæne udspringer kildevand, som en familie tapper i deres plasticflasker. I en af de små byer omkring bugten Perast er flere af facaderne pyntet med små inskriptioner af både religiøs og maritim karakter. Denne søndag eftermiddag er der livlig aktivitet blandt de lokale. Solen er tittet frem bag skyerne, varmen er vendt tilbage, og folk ligger på små ramper og afsatser og slikker sol, mens børnene plasker i vandet. Langs vejene blomstrer vilde blomster, som bliver plukket flittigt i små buketter af cyklisterne. Egentlig minder Kotor-bugten mere om en sø end om et vildfarent appendiks til Adriaterhavet.

Montenegro ligger klemt inde mellem Kroatien mod nord og Albanien mod syd og i øst en lang grænse til Serbien og en kortere én til Kosovo. Mod vest ligger Adriaterhavet. Afstandene er overskuelige. Fra den kroatiske grænse til den albanske er der i luftlinje ikke meget mere end 100 kilometer. Men vejene i Montenegro er ikke de bedste i verden. Kigger man på et kort, vil man med stor sandsynlighed undervurdere den egentlige køretid. Dels fordi der konstant er ting at stoppe op for at se, opleve og fotografere, og dels fordi vejstandarden tit betyder lav, lav hastighed. Netop det bidrager så også til, at Montenegro stadig har noget ’explorer-agtigt’ over sig. Fra Dubrovnik i Kroatien tager det ikke meget mere end en halv time at køre til grænsen ad vældig god vej. Allerede ved grænselinjen oplever man, at tingene forandrer sig. Grænsekontrollen kan tage en halv time, fordi pas, bilforsikring og andre formaliteter tjekkes nidkært. Straks efter det er overstået, kører man ind ad en vej, som byder på ujævnheder og forvirrende skiltninger. Velkommen til det mindre polerede Montenegro!

Montenegrinerne kan umiddelbart forekomme lidt tillukkede og melankolske, når man ankommer fra Kroatien. Noget af en urimelig antagelse, når man efter et par dage oplever gæstfrihed og en umiddelbarhed, som virker oprigtig ægte. Montenegrinske mænd har ry for at være de højeste i verden. Det er sikkert derfor, at de også brillerer på baskethold overalt i verden. Hvad den genetiske kode så er bag denne fysiske status, er nok uvist. Måske den gode middelhavskost bærer på en af forklaringerne? Sandt er det i hvert fald, at unge mænd over to meter ofte er at se i gadebilledet.

Fold sammen
Læs mere

Byen Budva i dag siges at være ejet overvejende af russere. Nu og da høres da også russisk, når man slentrer ad de hyggelige stræder. Den er både behageligt afslappet og pittoresk med sine krogede stræder, som flankeres af gråhvide stenhuse. Samtidig hviler der også noget distingveret og eksklusivt over den. Der er smagfulde butikker med nipsgenstande af kvalitet, butikker med mærkevaretøj, fantasifulde caféer og udsøgte restauranter, som alle sammen bidrager gevaldigt med det mondæne. Langt det meste folkeliv foregår i den gamle by, Stari Grad. Hører man ikke klipklapperne mod de glatslebne fliser, er det havets bølgeskvulp, der blidt møder klipperne foran den bastante bymur, eller slår op ad stranden, der ligger lige neden for Stari Grad. Et besøg inde i borgen med et par fine museer er en times tid værd, men det er nok udsigten fra toppen, der hitter. Klippeøen St. Nikola ligner et havareret kæmpeskib, når man kigger ud over havet fra toppen af borgen. Mange vælger at tage en båd ud til klippeøen og nyder rent og klart badevand, og når man ligger og slikker sol, er der en formidabel udsigt ind over fastlandet og Budva. Der knytter sig en spændende historie til Budva. Det var nemlig her, grænsen gik mellem det vestlige og østlige Romerrige efter rigets kollaps i 600tallet.

Læs også: Bjergtagende urlandskab i Languedoc

De riges paradis

Ikke mere end en halv times kørsel langs kysten mod syd fra Budva, når vi til St. Stefan. Byen i sig selv er ikke synderligt interessant. Det er derimod den lille halvø, der trækker. Har du tid og tålmodighed, er der en vis sandsynlighed for at se en eller måske endda flere internationale kendisser køre ind og ud fra den lille ø, som er forbundet til fastlandet med en smal tange. Aman Sveti Stefan er reelt én stor hotel-ø. Sidder 10.000 kr. løst i lommen, kan man vælge at bo to nætter på det billigste rum på resort. Skal det være den dyreste suite, ja, så hedder det 43.000 kr. for to nætter, som er minimumslængden på et ophold. Til gengæld er der 165 kvm at boltre sig på, privat have med pool, uforstyrret udsigt – og så er morgenmaden naturligvis med i prisen! Det ekstravagante præg over hotel-øen står i skærende kontrast til en ikke så fjern fortid. Indtil 1950erne var det et relativt fattigt fiskersamfund, som boede på øen.

Er man ikke så heldig at have råd til et ophold her, men ønsker at opleve stedet, er den eneste mulighed at booke et bord i restaurant The Taverna, og det giver chancen for at se øen – og måske et par celebrities. Udsigten fra land ud over øen er sådan set også alt værd. Der er flere udsigtspunkter fra fastlandet. Hotel Adriatica har en udendørs platform, hvor man kan nyde en kop kaffe og spise en is. Herfra er der et uforligneligt kig ned til de riges paradis.

På vejen imellem Budva og Petrovac fører en vej få kilometer op ad en smal vej til Rezevic-klosteret. Her hersker en sjælelig fred. Det er kun stemmen fra en ortodoks præst, der ivrigt taler i sin telefon, som høres. Udsigten fra klosteret over kysten er hele besøget værd.

To knægte kaster sig uforfærdede ud fra en klippeafsats og fem meter ned i det azurblå hav, hvor de plasker rundt, indtil de iført gummisko atter klatrer op på klippen og gentager fornøjelserne igen og igen. Lige bag ved klippen sidder en fisker i sin båd og gør nettene klar til nattens fangst. Langs den lille marina ligger flere fiskerbåde og enkelte sejlbåde. I Petrovac, lidt længere nede ad kysten, er et herligt sløvt tempo denne eftermiddag. De fleste ligger på stranden og solbader. Enkelte promenerer og stopper nu og da op for at kigge på boder og butikker. Petrovac er den sydligste af byerne langs Budva-rivieraen og er omgivet at et væld af oliven- og pinjetræer.

Lidt syd for byen ligger et par meget populære strande, hvor Buljarica-stranden med sine 2.250 meter er den længste langs rivieraen. Yderligere syd herfra tynder det ud med gæster, og der bliver længere mellem interessante oplevelser. Strande kan man dog opleve først i byen Bar og efter små 30 kilometer endelig i byen Ulcinj, der også har fine strande og kun ligger få kilometer fra den albanske grænse.

Kortor - Fortryllende stemning af stolt maritim fortid

Lad dig ikke snyde, når du kører ind i Kotor by, som ligger for enden af bugten. Bevares, omgivelserne er fabelagtige, men umiddelbart vidner det ikke om den by, som bøgerne fremhæver som værende helt unik og historisk spændende. Men skinnet bedrager, for det er bag de svulstige bymure, at herlighederne gemmer sig. Kotor by er sammen med hele bugten af samme navn bragt på UNESCOs Verdensarvliste. Straks når man begiver sig ind igennem en af de solide byporte, åbner skatkisten sig. En fortryllende stemning af stolt maritim fortid trænger sig på. Fra de enkle, små indgraveringer i facader, på døre og fontæner til det store museum … alt emmer af det, som har med vand og skibe at gøre.

Byen ligger knuget af et næsten lodret bjergmassiv, begroet med sparsomme middelhavsvækster og slanke, ranke cypresser. Op ad bjergets 260 meter klatrer en middelaldermur, som næsten kan gøre Den Kinesiske Mur rangen stridig. Tyngdeloven synes næsten at være ophævet, når man betragter, hvor stejl den er. Midtvejs oppe ligger en yndig klosterkirke, og derpå yderligere ligeså langt oppe ligger endnu et klosterkompleks. En tjener på en af caféerne i byen fortæller, at det ikke bør tage mere end en halv time at vandre derop: »Det er nemt og hurtigt gjort,« lyder det opløftende. Hans optimistiske udsagn drager vi dog i tvivl og undlader at udfordre det.

Læs også: Grækernes hemmelige ferieø

Kotor by blev, som andre steder i området, voldsomt ramt af et jordskælv i 1979. Heldigvis er alt, der kunne bevares, blevet genopbygget og restaureret. Byen er bare så charmerende og indtagende. Det har mange turister også fundet ud af, og nu og da kan de mange udflugtsgrupper udfordre den tætte idyl i de små stræder og smøger, hvor vasketøjet hænger til tørre. Tit er der en frisk brise, som bærer duft af fisk og saltvand ind igennem gyderne og på de små torve, når vinden kommer fra bugten. Når den kommer fra modsatte retning, er der en liflig duft af lavendel og urter fra de makiklædte bjerge.

Kotor by har en storslået beliggenhed i enden af bugten, som byen har lagt navn til. Fold sammen
Læs mere

Perast er et absolut must, hvis der skal prioriteres benhårdt blandt byerne omkring bugten. Ikke bare for byen i sig selv, som har et væld af skønne venetianske huse og renæssancehuse, men for den kunstige ø Gospa od Skrpjela lige overfor. Her er et benediktinerkloster, der er omgivet af ranke cypresser. I klokketårnet er der skudhuller, som var et værn mod osmannerne i 1600-tallet, og indenfor i klostret ses et væld af oliemalerier. I nabobygningen møder vi atter eksempler fra den maritime storhed i form af sømænd fra Perast.

Rundturen omkring bugten tager – afhængigt af trafikken – et par timer. Men læg helst dobbelt så lang tid til. Konstant stopper man op for at tage billeder. Også køreture op ad bjergvejene frister. Her kommer man helt tæt på naturen, og herlige dufte af rosmarin trænger sig på, og man får i tilgift et vidunderligt vue ud over bugten fra et anderledes perspektiv.

Nogle i den modne alder vil kunne huske bynavnet Herceg Novi. Enten fordi de har opholdt sig her eller har set byen i charterselskabernes brochurer over destinationer i det daværende Jugoslavien i 1970erne. Byen er stadig et besøg værd. Den har som flere andre byer i området en vældig borg og borgmur, som er forbløffende intakt visse steder ned mod bugten. Herceg Novi bliver vores afsked med Montenegro, før vi kører de få kilometer videre til den kroatiske grænse og videre op til Dubrovnik.