Bærbar antenne til vandreturen

Ny teknologi sørger for, at du kan få kontakt til andre, hvis I skulle blive væk fra hinanden et sted, hvor der intet signal er på mobilen.

09REJFOTO-121037.jpg
Foto: Foto: goTenna PR

Selvom man gerne vil være offline og leve uden for teknologi-samfundet i en kortere periode, kan det alligevel være smart at have lidt teknologi med på turen - i hvert fald hvis du har planer om f.eks. at vandre i fjeldene.

Her kan man nemlig ikke altid regne med at have mobilsignal, og i sådan en situation kan goTenna være særdeles behjælpelig.

Den nye teknologi er på størrelse med en energibar og kan sættes fast på rygsækken eller i lommen. Den købes i par og er lidt ligesom en moderne form for walkie-talkie, hvor man via den lille antenne kan få netværk, uanset hvor man er.

Ved hjælp af bluetooth kan den synkronisere med iPhone og Android-telefoner, og den kan også bruges, hvis man er i udlandet og bare gerne vil undgå at betale for roaming.