Badeferie for fulde sejl

En sejltur er den perfekte ferie – med eller uden børn, men gerne med både kaptajn, kok og tjener ombord. Og især, hvis den foregår i 33 graders tyrkisk varme.

Vores flotte skib. "Gulet" hedder denne skibstype på tyrkisk - det kan nærmest oversættes med "skonnert". Fold sammen
Læs mere
Foto: Berit Andersen

Cassiopeia, Karlsvognen, Orion. Stjernerne lyser over os. Det er midnat, og vi har lagt os til at sove på dækket af vores 75 fod lange sejlbåd.

Læs også: Rejser til Østeuropa hitter

Det er svært at sove med så smuk en udsigt. Også fordi det faktisk er temmelig lunt her i det sydvestlige hjørne af Tyrkiet.
Som de øvrige nætter har kaptajnen kastet anker i en lille vig, hvor halvmånen spejler sig i det rolige vand.

Vi er ellers trætte nok. For det er hårdt arbejde at være på sejltur. Med til bådens standardudstyr hører vandski, havkajak, surfbræt, dykkerudstyr, fiskestænger og andet godt. Og så skal vi jo også spille dam og Bezzerwisser, læse bøger i lange baner, snakke og hygge. Og så selvfølgelig i land og kikke et par gange.

Når jeg skriver »vores« båd, passer det ikke helt. For den er selvfølgelig lejet.
Efter vi var blevet enige med vores venner om, at sommerferien skulle tilbringes på en sejlbåd i Middelhavet, gik vi på nettet og ledte. Helt nemt var det ikke at finde frem til en udlejer, som vi mente at kunne have tillid til. Men det lykkedes. Og samarbejdsviljen fra rederens side var stor. Også selvom vi havde 117 spørgsmål og lige så mange krav, vi gerne ville have opfyldt.

Båd med besætning
Vores skibs 75 fod er af træ hele vejen igennem, mens masterne er af aluminium og forsynet med moderne rullesejl. Bådtypen kaldes på tyrkisk en Gulet – som mest direkte kan oversættes til »skonnert«.

Vi har valgt luksusudgaven af en sejlads og har udover kaptajnen en besætning på to mand: en kok og en tjener. Den første af typen, der kan trylle i en kabys og den sidste af slagsen, der umærkeligt vimser rundt hele tiden og yder en hotelagtig service.

De næste syv dage skal disse tre sejle os rundt i den dybe bugt syd for Bodrum på det, der er døbt The Blue Cruise.  Og det med en kaptajn ombord viser sig hurtigt at være en god ide her i det klippefyldte farvand. For uden noget på havet, der så meget som ligner et sømærke, er det en fordel at være kendt i området.

Kokken er også genial at have med. Fire gange om dagen laver han lækker og opfindsom mad, som serveres af vores tjener, hvis optræden næsten er en Michelin-restaurant værdig. Et af måltiderne er »five o’clock tea«, hvor vi forkæles med småkager, hjemmebagte pandekager, boller, små stegte ruller af filodej med fyld af feta og persille, stegte stykker af haloumi – trekantede »pakker« med kødfyld – og andre forrygende lækkerier. 

For anker i små vige
Vi beslutter tidligt at lade vores danske til-tiden-mentalitet holde ferie. Og derfra går tiden næsten alt for hurtigt, mens vi sejler langs de smukke, grønklædte, klippefyldte kyster.

Flere gange om dagen kaster vi anker i en lille vig med vand så klart, at havbunden aftegner sig lige så tydeligt på seks meters dybde som på én meter – hvad enten vandet er lysegrønt, kongeblåt eller totalt turkis. Det er her alle vores aktiviteter over eller under vandet foregår.

Og mens vi sejler, slikker vi sol på en af fordækkets otte madrasser, sidder i bovsprydet og nyder livet eller får vores solnedgangs-drink ved det lille bord i forstævnen. På agterdækket spiller og spiser vi eller slænger os på de to kæmpestore madrasser helt agter. Og uanset hvad vi foretager os, kan vi hele tiden nyde udsigten til lands eller vands.

På Cleopatras ø
To gange undervejs lægger vi til land for at besætningen kan tanke op med brændstof, mad og så videre, mens vi andre går ture og får lidt lokalkolorit og en kold øl på havnens lille, hyggelige taverna.

Egentlige seværdigheder er der kun en enkelt af i løbet af ugen. Men den er til gengæld forrygende: En lille ø kaldet Cleopatra Island dækket af olivenlunde, cedertræer og velbevarede ruiner af et amfiteater, tempel, bymur m.m. – og med den skønneste hvide sandstrand, som vi dog end ikke må lægge vores håndklæde på. At vi heller ikke gør det, sørger en fast stationeret politivagt for.
Forbuddet skyldes, at sandet i tidernes morgen efter sigende er sejlet hertil fra Egypten af Cleopatras elsker, da hun kun ville sætte sine fødder på egyptisk jord. Og så er det i øvrigt heller ikke bare sand, men fossileret plankton.

Hver dag sejler vi i tre-fire timer. Afstandene er ikke store i bugten. Og ruten er lagt på forhånd, hvilket betyder, at kaptajnen ikke er specielt lydhør over for ønsker om at sejle andre steder hen og måske ligge lidt mindre stille.

Vi vil også gerne sejle mere for sejl, end tilfældet er. At vi ikke gør det, har dog den naturlige forklaring, at det faktisk blæser en halv pelikan det meste af ugen. Men bortset fra det er vejrets rytme her på egnen meget passende den samme hver dag: Stille nætter og morgener, hvorefter det blæser op ved middagstid for igen at blive stille først på aftenen.

Læs også: Luksusekspedition ved verdens ende