Apollo har stor succes med dykkerrejser

Kombinerede charter- og dykkerrejser har været et hit det seneste år. Nu udvider man med dykkerejser også til Thailand og Gran Canaria.

Foto: Thomas Vilhelm

Rejsebureauet Apollo har haft succes med at kombinerede charter- og dykkerrejser, som de introducerede sidste efterår. Små 500 gæster har været af sted til Egypten på dykkerrejse i året, der er gået, og nu udvider selskabet med dykkerrejser til Thailand og Gran Canaria.

”Apollo indgik for et år siden et samarbejde med Danmarks bedste dykker-virksomhed, 2DIVE, som har speciale i dykning og dykkerkurser. Resultatet er, at små 500 danskere har været af sted på en dykkerrejse til Egypten og Det Røde Hav. Interessen for dykkerrejser er i klar stigning, og vi får dagligt henvendelser fra danskere, som er interesserede, fordi den ekspertise og sikkerhed, som 2DIVE tilbyder, er afgørende. Nu udvider vi med dykkerrejser til Thailand og Gran Canaria. Udover 12-14 dykkerrejser til Egypten på årsbasis, tilbydes nu en dykkerrejse til Gran Canaria hver anden måned, og 2-4 stykker årligt til Thailand,” siger Kevin Knudsen, der er salgschef hos Apollo.

Flere interesserer sig for dykning

Stadigt flere danskere ønsker at tage dykkercertifikat og foretage forskellige dyk, helst de mest eksotiske steder i verden. Sikkerhed, korrekt vejledning og viden om dykning er kodeord, når danskerne skal under overfladen.

"Dykkerrejserne er tilrettelagt sådan, at teorien tages i Danmark, så det første dyk kan ske hurtigt efter ankomst. Dét har vist sig at være et stort plus. Den instruktør, der underviser i teori er ydermere også den instruktør, der tager gæsten med ned under havoverfladen, og det giver tryghed. At vores instruktører taler dansk, tiltaler også mange," siger Frank Nielsen, ejer af 2DIVE og professionel dykker.

Egypten, Thailand og Gran Canaria er kendt for særdeles gode dykkerforhold. Mange vælger Egypten for at dykke i det Røde Hav, der opfattes som et af de bedste dykkersteder i verden. Men også Thailand med Phuket og Khao Lak ud til Andamanhavet og Gran Canaria med Atlanterhavet har koraller og farvestrålende fisk at byde på.

Se mere på: www.apollorejser.dk