American Idol i Disney

Disney åbnede i sidste uge sit eget American Idol studie, hvor gæster kan synge eller stemme på sin favorit.

Foto: Mario Anzuoni
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1,7 millioner seere fulgte med i det første live-show af X-factor i fredags, men det er vand ved siden af USA's kæmpesucces American Idol. Her følger 35 millioner seere med hver uge.

Den succesbølge vil Disney ride med på, og slog derfor i weekenden dørene op til American Idol Experience i Disney's Hollywood Studios Theme Park i Orlando, Florida.

Idéen er ganske som den lyder.

Man stiller sig op i køen til audition, synger for dommerne - som i dette tilfælde består af Disney-personale - ikke bare en, men to gange, hvorefter man entrerer scenen og bliver stemt ud eller videre af publikum, som består af de af parkens gæster, der deltager som de feststemte, jublende tilskuere og -hørere.

Svinet til af dommerne
Hele balladen er bygget op som en nøjagtig kopi, komplet med glitter og gejl, som det ægte American Idol med den karakteristiske blå scene og kendingsmelodien - det eneste, der mangler er Simon Cowell og co., der kaster spydigheder ud over de håbefulde sangfugle på scenen.

Det kan man til gengæld få chancen for at opleve, hvis man ender med at score flest stemmer, både fra de op til 1000 tilskuere i løbet af dagen og i det overdådige finaleshow hver aften. For den kontante finalepræmie er en billet til en ægte American Idol audition. I parentes bemærket er det kun amerikanske statsborgere, der kan indløse den præmie, men selv med det rødbedefarvede danske pas vil man, hvis man kåres til vinder, blive hyldet og hædret som en rigtig stjerne.

Disney forventer, at idéen vil blive et monsterhit - også selv om det kræver en indgangsbillet til Disney's Hollywood Studios Theme Park at være med. En sådan står i ca. 450 kr. per person for en dagsbillet.