Alsace har det bedste fra to verdener

Alsace er en af Frankrigs rigeste regioner, der kombinerer det bedste fra Tyskland og Frankrig – både historisk og gastronomisk.

Borgen Haut Koenigsbourg troner over Alsace fra toppen af Vogeserne. Bygget af franskmænd, smadret af svenskere og sat i stand af en tysk kejser. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er i efteråret, hvidvinsdruerne plukkes i Alsace. Og det er den søde hvidvin, der har gjort regionen verdensberømt. Men den fransk/tyske provins byder på meget mere end god vin.

Se også: Vinrejse i det franske Toscana

Med sit finurlige ægteskab mellem fransk og tysk kultur, er Alsace rig på historie og den ene mere charmerende landsby efter den anden. 

Alsace virker visuelt skizofren. Lidt som en stor tysk kulisse, der er hældt en masse franskmænd ind i.

Arkitekturen minder mere om den, man møder i Bayern end i Provence. Det er førstehåndsindtrykket, og selv om det er mere nuanceret end som så, er der en rigtig god forklaring på det indtryk. En forklaring, der helt banalt bunder i områdets geografi. 

Grænseområdets dynamik
Alsace ligger ned til Rhinen, med Vogeserbjergene i ryggen og udsigt til Schwarzwald på den tyske side af den store flod.

Selv om Rhinen løber fra syd mod nord, er det alligevel her i Alsace, at det latinske Sydeuropa møder det germanske Nordeuropa. Og sådan har det stort set været siden romertiden, hvor romerne brugte floden som grænse til de uregerlige germanske horder fra de store tyske skove. 

Grænseområder har altid en særlig dynamik med handel og kulturudveksling, og det har Alsace nydt godt af gennem århundreder.

Provinsen er rig både i monetær, gastronomisk, arkitektonisk og kulturel forstand. Men det har også gjort området til øretævernes holdeplads, og hver gang tyskerne og franskmændene har vekslet uenigheder til krig, har Alsace måttet lægge geografi til.

Solkongens lille have er verdenskulturarv
Derfor er det oplagt at starte et besøg i Alsace fæstningsbyen Neuf-Brisach. Den ligger ud til Rhinen og er et af Sebastian le Prestre de Vaubans mesterværker.

Han var marskal og en af sin samtids største fæstningsingeniører, og han opførte den ottekantede fæstningsby til Solkongen Ludvig 14. i 1699. 

En konge, der i øvrigt elskede det frodige Alsace, og kaldte regionen for sin lille have. Byen er anlagt med en stor paradeplads og 48 blokke med boliger, værksteder og gamle købmandsgårde. Den har alt det, en bastion havde brug for i 1699. 

Neuf-Brisach er på UNESCOs liste over verdenskulturarv, og hvis man følger den blå linje gennem byen, får man en fantastisk tur gennem Vaubans mesterværk.

Derudover viser byen med sin placering og arkitektur, præcis hvordan franskmændene også for 300 år siden havde det med sine naboer på den anden side af floden. De var sundt skeptiske. Og historien skulle vise, at det var med god grund.  

Den rolige rytme
Længere inde i Alsace ligger Colmar. Byen ligger midt i provinsen og midt mellem områdets to dominerende byer Strasbourg og Mulhouse.

Mens de to store byer i dag er regionens kraftcentre, og især Strasbourg er smuk og indbydende, har de ikke den rolige rytme, der udgør rygraden i Alsaces identitet.

Det kreative og pulserende latinske indtryk, men kontrolleret og systematiseret efter tysk forbillede. 

Det har Colmar. Det er her, tanken om den tyske kulisse med fransk fyld virkelig melder sig. Som med resten af Vesteuropa oplevede Alsace en industriel og økonomisk opblomstring sidst i 1800-tallet, og opblomstringer medfører, som altid, en intens byggeaktivitet.

Tysklands triumf
Colmar var ingen undtagelse. Men fra at have været fransk siden 1679, var Alsace i slutningen af 1800-tallet blevet annekteret af det tyske kejserrige efter krigen i 1870-71 mellem Frankrig og Tyskland.

En krig, Tyskland vandt så overbevisende, at tyskerne valgte at benytte Solkongens gamle slot Versailles uden for Paris til at krone Kong Wilhelm af Preussen til tysk kejser. 

Colmar hed under tysk herredømme Kolmar. Og hvis man ser på byens store bygninger som vandtårnet fra 1886 eller byens banegård fra 1906, er det tydeligt, at det er en alvorlig tysk arkitekt, der har været på spil, og ikke en pyntesyg franskmand.

Så meget desto mere pudsigt er det, at en af Frankrigs største arkitekter kommer fra netop Colmar. Han hedder Frédéric Auguste Bartholdi, og er mest kendt for Frihedsgudinden i New York.

Byen har opført en kopi af den berømte kvinde i halv størrelse, som står midt i en rundkørsel langs byens omfartsvej – til minde om byens vel nok mest berømte søn. 

Alsaces vinhovedstad
Byens historiske bymidte er dog klassisk Alsace, og på forbløffende vis er det lykkedes Colmar at slippe helskindet gennem mange af de konflikter, der er skyllet over området.

Området »la Petit Venise« eller lille Venedig i byens centrum er gennemskåret af flere kanaler, og et perfekt sted at tilbringe en eftermiddag med bare at suge til sig af arkitekturen og gastronomien.

Især det sidste er værd at huske, da Colmar betragter sig selv som Alsaces vinhovedstad.

Få et glas hvidvin eller to, og nyd det eventuelt med en af årstidens anretninger. Om foråret er en klassisk Alsace-frokost med friske asparges og et glas sød lokal muscadel en anbefaling værd.

Det er en frisk og uovertruffen kombination, og er du heldig, serveres den, som jeg oplevede det, med en lille dosis arrogant ligegyldighed. Så bliver det ikke mere klassisk fransk. 

160 millioner flasker vin
På den anden side af Colmar bevæger vi os op i vinmarkerne mod Ribeauvillé.

De fleste af Alsaces mange vinproducenter har deres stokke stående der, hvor Vogeserne langsomt stiger op fra den flade og frodige Rhindal.

Langs med bjergene løber et bredt og bakket landskab, og det er i de bakker, der har været dyrket vin, siden romerne bragte vindyrkningen med til området for små 2.000 år siden. 

Den typiske vin fra Alsace er en Gewürztraminer. Ordet er en sammentrækning af Gewürz, der betyder krydderi på tysk og kendetegner vinens kraftige karakter, og traminer, der hentyder til druens oprindelsesby Tramin i Sydtyrol. 

Der bliver produceret over 160 millioner flasker vin i Alsace hvert år, og af dem er omkring 90 procent hvidvine.

Regionen har ca. 6.000 vinbønder, og på vej fra Colmar til Ribeauvillé er der rig mulighed for at stoppe op hos en af dem, smage på druen og eventuelt købe lidt med hjem til kælderen.

Bindingsværkshuse og blomsterkasser 
Ribeauvillé er en af de smukkeste små byer i Alsace. Med 5.000 indbyggere er den tilpas lille og intim til at kunne overskue på en eftermiddag. 

Og som en af Alsaces ældste middelalderlandsbyer fanger den essensen af Alsace.

Bindingsværkshusene, der hæver sig et par etager over hovedstrøget. Altanerne, der er ved at rende over af farvestrålende blomsterkasser. Byens mange små pladser, der alle har en fontæne med hver sit piblende soundtrack.

En del af den gamle bymur står stadig, og byporten med sit tårn byder gæsterne indenfor til den gamle bydel.

Ribeauvillé virker på mange måder som om den er fanget i en tidslomme. Men under overfladen har den en veludviklet turistinfrastruktur.

Med sin placering helt centralt i Alsace er den det perfekte udgangspunkt for et længere besøg, og byen har alt i overnatningsmuligheder. Fra et luksushotel med kasino og spa til campingpladser og små bed and breakfast-etablissementer.

En tidrejse til middelalderen 
Mens Rhinen udgør Alsaces østlige grænse, er det bjergkæden Vogeserne, der adskiller Alsace fra resten af Frankrig. Og øverst på en af toppene oven for Ribeauvillé ligger borgen Haut-Koenigsbourg. Der har den ligget siden 1100-tallet, og passet på Alsace.

Borgen blev bygget for at overvåge og kontrollere den indbringende handel, der krydsede Alsaces vej.

Det var dengang hovedsageligt vin, hvede, salt og sølv, der passerede regionen. Men efter en visit fra de svenske styrker under 30-årskrigen, hvor vores nordiske broderfolk hærgede det sydlige Tyskland i protestantismens tjeneste, blev borgen lagt i ruiner. 

I dag står den dog igen i al sin middelalderlige pragt. Og det kan den takke Kejser Wilhelm II for. I 1899 besluttede han at fejre Alsaces hjemkomst til Tyskland ved at istandsætte den gamle borg.

Det betyder, at man i dag kan besøge den og få en fornemmelse af, hvordan en ægte middelalderborg gør sig i virkeligheden.

Den har en omfattende samling middelaldervåben med masser af sværd, armbrøster og rustninger. Er man mindre krigerisk anlagt, er den værd at besøge for udsigtens skyld. På en klar dag kan man se helt på tværs af Rhinen til Freiburg og Schwarzwald.

Det var dog ikke mange år, at Wilhelm fik lov til at nyde, at Alsace hed Elsass og det officielle sprog var tysk og ikke fransk. For med Tysklands nederlag i Første Verdenskrig benyttede Frankrig lejligheden til at tage det tabte område tilbage. 

Og bortset fra et par år i starten af 1940erne har Alsace været fransk lige siden. 

Europaparlamentets spisekammer 
Det betyder dog ikke, at regionen har udspillet sin rolle som europæisk brobygger.

Europaparlamentet har halvdelen af tiden hjemme i Strasbourg, og det er på flere niveauer en mere passende placering end i Bruxelles, hvor det har hjemme resten af tiden.

Dels fordi Alsace ligger mere centralt i Europa, dels fordi det franske køkken og især det lokale i Alsace, formår at hæve husmandskost til mere end bare en omgang frikadeller med kartofler og brun sovs. 

En klassisk ret er sauerkraut, som i Alsace hedder choucroute. Den hvidvinsmarinerede kål serveres med pølse, skinke, bacon og et assortiment af røget kød. Dertil nydes et godt glas lokal hvidvin. 

Choucroute et perfekt eksempel på europæisk integration, hvor man har tilført et lands nationalret et andet lands gastronomiske finesse, og endt med noget bedre.

Det er det, EU-projektet i bund og grund handler om, og Alsace har gennem sin lange og omskiftelige historie samlet det bedste op fra de verdener, regionen har tilhørt. 

Og det kan turisten (sammen med europaparlamentarikerne) nyde godt af i dag.

Se også: Her byder munke på vin