"Alle kan lære at surfe"

Surfskolerne i den australske by Byron Bay påstår, at de kan få enhver nybegynder op at stå på brættet. Vi tester påstanden.

Læs mere
Fold sammen

Solen skinner fra en skyfri himmel, men det har været tropestorm de foregående to dage, og jeg synes stadig, at havet ligner en blender, der kører på højeste hastighed. Vi sidder en blandet gruppe af europæiske rygsækturister og australske familier på badeferie i det varme sand og lytter koncentreret til instruktørernes guldkorn.

Se også: Australiens ferieparadis

Vores to instruktører, Dom og Becky, synes, at bølgerne ser fantastiske ud.
Dom siger: »Vi er den eneste skole på stranden i dag, alle de andre skoler har lukket, fordi instruktørerne selv er taget ud at surfe.«

De lokale nyder livet
Becky tilføjer med et skævt smil og et nik op mod en gruppe lokale, der nyder livet i skyggen under palmerne:
»Det betyder også, at det er jer, der sørger for underholdningen til alle dem, der ikke selv er ude i bølgerne. . .«
»Kan du danse, kan du også surfe,« siger Dom, og demonstrerer det på surfbrættet, der ligger fast forankret i sandet: »Bare gå ned i knæene og find rytmen.«

Let nok at sige for en mand, der har levet af at surfe i seks år, har muskler som spændte stålwirer og er så glad for vandsport, at han har tatoveret »HAVET« på overarmen, hvor andre har tatoveret navnet på deres kæreste.

»Lig på maven på brættet. Brug tæerne til at skubbe numsen i vejret. Sæt den stærkeste fod frem – den du bruger til at sparke med, når du spiller fodbold. Sæt den anden fod frem. Kig ind på stranden. Slip med hænderne – så kører det som smurt i olie,« lover han. De elegante bevægelser minder mest om en yoga-øvelse, og det går som en leg – så længe vi øver det på brættet inde på stranden.
Første gang, jeg ligger på brættet og følger en bølge ind mod stranden, når jeg dårligt nok at tænke, før jeg tumler sidelæns ned i de frådende bølger, får vand presset op i næsen og skraber hul på mit venstre knæ.

Numsen i vejret
Anden gang når jeg at tænke »brug tæerne til at skubbe numsen i vejret«, så ender jeg i bølgerne med mere vand i næsen og skraber igen mit venstre knæ.
Efter utallige forsøg, hvor Doms remse kører på repeat oppe i mit hoved, lykkes det mig endelig at stå op og slippe med hænderne. Men jeg må have glemt at kigge ind mod stranden, for jeg ender hurtigt i bølgerne med endnu mere vand i næsen, og jeg skraber mit venstre knæ – igen.

Ud af øjenkrogen ser jeg en af de australske piger, der smilende rider ind mod stranden på en bølge, mens hun laver V-tegn til sin stolte far, der hopper rundt i strandkanten og knipser med kameraet.
Hendes mor forbarmer sig over mig og hvisker diskret: »Hun har surfet i flere år, men bølgerne er så hårde på grund af stormen, så vi sagde, at hun kun måtte komme ud, hvis de havde en instruktør med.« Godt så. . .

Vandet står i en stråle ud af mine bihuler, da jeg ubetænksomt bøjer mig forover. Dom griner: »Det renser dine bihuler, og det er bedre, at det sker nu, end at det sker, når du bøjer dig over din middagstallerken i aften.«
Jeg har opgivet at tælle, hvor mange gange jeg har forsøgt at komme op at stå stabilt på brættet, da det føles, som om en højere magt pludselig tager over.

Jeg skubber numsen op med tæerne, sætter det stærke ben frem, følger efter med det andet ben, fikserer blikket ind mod stranden, slipper med hænderne og står, står, står på bølgen hele vejen ind til stranden; før jeg tumler sidelæns ned af brættet. Adrenalinen pumper. Både Dom og Becky laver store V-tegn, men jeg når dårligt at lave V-tegn tilbage, før jeg kaster mig på brættet og padler ud i bølgerne igen. Glemt er druknede bihuler og blødende knæ. Adrenalinen pumper i kroppen, og jeg er sulten efter mere.