Alaska er USA, som det så ud for 50 år siden - og varmere end nogensinde

Alaska har haft sin varmeste sommer nogensinde, og en rejse derop er både et møde med et fortidigt USA og med alt det, vi skal passe på. Magien og det mægtige, men også skrøbeligheden og det uerstattelige.

bmr
Udsigten fra min kahyt, da jeg vågner i morgengryet. Wow! Fold sammen
Læs mere
Foto: Birgitte Borup

Det er med visdom som med kærlighed: Den kan dukke op de mest uventede steder. For eksempel i en souvenirbutik i Ketchikan i det østlige Alaska, hvor en 19-årig ekspedient fortæller mig historien om ørnen og ravnen.

De to fugle, begge dybt indlejrede i den gamle eskimokultur og Alaskas enestående natur, symboliserer selve livets modsætningsforhold. Ørnen er klog og reserveret, ravnen er drilsk og udadvendt. Ørnen venter på sit bytte, ensom og tålmodig. Ravnen er hurtig på aftrækkeren og rager ofte til sig uden skam.

Her i Alaska tror de på, at en af de to fugle altid bor i os mennesker.

»Enten er vi ørne eller ravne. Der er altid en af fuglene, der dominerer vores personlighed. En ørn skal altid giftes med en ravn, for hvis to af samme slags finder sammen, går det galt. Det siger myten i hvert fald«, forklarer den unge mand.

Ørnen (bald eagle) er den amerikanske nationalfugl. Dem spotter man næsten pr. automatik i Alaska.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Weber.

Jeg forlader butikken med et sølvsmykke med facon som en hvalhale, hvor ravnen er indgraveret på den ene side, ørnen på den anden. Har jeg fundet intet mindre end sandheden om tilværelsen heroppe i ødemarken? Har jeg haft for travlt med ravnene, mens ørnene er fløjet forbi? Og er det derfor, jeg er lige nu er på solotur i USAs nordligste hjørne, mens alle andre er i sommerhus, pakket ind i tryghed og fælles DNA?

Den varmeste sommer nogensinde

Det er svært at undgå at tænke over livet i Alaska, det smukkeste sted, jeg nogensinde har set. Også selv om landskabet ikke helt ligner sig selv. Klimaforandringerne har gradvist kappet de hvide spidser af bjergene, hvor klippesiderne og en uendelighed af grantræer står mere blottet end før. Havet serveres stadig on the rocks, men nu med mere spredte isklumper end før, mens det blåsorte hav vugger gennem det endeløse, vidunderlige landskab. Det er den varmeste sommer i Alaska nogensinde med en gennemsnitstemperatur på 14,5 grader, og at »the ice is melting at the poles« er ikke længere bare en Søvndal-joke.

Jeg er ankommet ad vandvejen som passager på det gode krydstogtskib Norwegian Joy, hvor turisterne står langs rælingen og beundrer den natur, som dieselosen fra skibets skorsten samtidig er med til at forandre. Det er forbrugerironi, når den er værst, og vi er alle medskyldige, men også alle bidragsydere. Alaskas økonomi er stærkt afhængig af turismen, som er det næststørste erhverv i staten, der engang mest bestod af fangere og fiskere. I dag lever Alaska af olie og naturgas og folk som os: amerikanere, europæere og kinesere, der ankommer til vands med tegnebogen forrest.

Der er skam pool på Norwegian Joy, selv om temperaturerne ofte er for kølige til solbadning på åbent hav. Men der er også en hop tub til vandhundene. Fold sammen
Læs mere

Vild med Juneau!

Skibet er kolossalt og luksuriøst, fyldt med aktiviteter, som man kan hoppe på eller lade være. Jeg er inviteret til at tilbringe en uge ombord som solorejsende og omfavner alenetiden med bøger, snak med tilfældige amerikanere, amerikansk nyheds-TV og stirren på det landskab, vi sejler forbi. Vi tilbringer skiftevis hele dage på havet og anløber kystbyerne. En af dem er Alaskas hovedstad, Juneau. Jeg er vild med Juneau! Den ligner USA, som jeg forestiller mig, at landet så ud for 50 år siden.

»De store kæder har altid haft det svært i Alaska,« forklarer en af de lokale mig, da jeg nysgerrigt spørger til fraværet af McDonald's, CVS og Starbucks.

I stedet er her lokale boghandlere, antikvariater og gamle saloons med udstoppede bisoner stikkende ud af væggen. Her er fulde eskimoer, der til forveksling ligner grønlændere. Måske er det Alaska, der har inspireret Trump til at ville købe Grønland. I hvert fald blev staten først amerikansk i 1867, da daværende udenrigsminister William H. Seward købte den af russerne for 7,2 millioner dollars. Dengang mente kritikerne, at han var tosset. Han mente selv, at han med handlen sikrede sit eget eftermæle. Seward fik ret.

Om der er Starbucks ombord på skibet? Jada. Til gengæld er der ikke mange af de kæder, man normalt ser overalt i USA, på Alaskas fastland. Fold sammen
Læs mere
Foto: christian santiago.

Sarah Palins hus

På en bakketop i Juneau troner en hvid kæmpevilla, der huser statens guvernør. Det var her, Sarah Palin boede, da hun forud for valget i 2008 pludselig fik en opringning af daværende, republikanske præsidentkandidat, John McCain, og blev bedt om at være vicepræsidentkandidat. McCain anede ikke, at han dermed lagde fundamentet til det udbrud i det republikanske parti, der banede vejen for hans senere ærkefjende, Donald Trump. Da jeg står og betragter huset, der i dag beboes af den noget mere anonyme guvernør Mike Dunleavy, råber en af de lokale til mig.

»Her bor den andenværste guvernør i USAs historie«.

Han er væk, før jeg når at spørge, hvem den værste var. Jeg har en fornemmelse.

Denne bjørn er både stendød og udstoppet, hængende på et hus i Ketchikan, men på mange vandreruter i Alaska er mødet med en bjørn en risiko, man skal forholde sig til. Rådet lyder: Gå roligt, baglæns væk fra stedet. Lad for Guds skyld være med at løbe! Fold sammen
Læs mere
Foto: Birgitte Borup.

Jetlag kan være en gave

Mit ni-timers-jetlag efterlader mig med daglige valg: Skal jeg tage en lur og risikere at falde så tungt i søvn, at jeg først vågner midt om natten? Eller skal jeg gå søvndrukken rundt og tvinge mig selv til at holde den gående?

Da jeg vågner klokken fire den tredje morgen ombord, viser jetlagget sig at være en gave. Vi er sejlet ind i den smukkeste del af The Inside Passage, en cirka 1.500 km lang rute langs Canadas og Alaskas kystlinje. Fra kahyttens balkon ser jeg et mageløst scenarie: Morgentågen letter langsomt og åbenbarer bjergsiderne, som skibet kiler sig ind imellem. Havet ligger blankt og iset under os, og i horisonten skinner en blegpink sol.

Mageløst!

Her er ingen spor af mennesker, udover os på skibet. Skulle vi synke, er der kun pukkelhvalerne til at bevidne det. Jeg når at tænke, at det ville være mindre ubærligt at synke, efter at have set det, jeg kigger på nu, før jeg får bremset tankerækken.

Vi synker ikke, vi synker ikke! Naturligvis ikke!

Havet er frosset til om vinteren i The Inside Passage. Men i denne, den varmeste sommer nogensinde, flød isklumperne meget spredt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Birgitte Borup.

I'm not going anywhere

Vi fortsætter gennem mageløsheden et par dage, afbrudt af et stop i Hoonah, en lille by, der ligger på den anden side af et ucharmerende anløbsområde. Hoonah åbenbarer Alaskas hverdagsliv med sine træhuse, ofte med stars and stripes i forhaven, gamle pick up-trucks og en lokal købmandsforretning, der forsyner området med alt fra cykeldæk til Clerasil.

»I'm so sorry«, siger jeg, da jeg har fumlet længe efter mit kreditkort.

»No worries. I'm not going anywhere«, siger kassedamen.

Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

I dagtimerne kan man sidde i bikini og nyde synet af den mageløse natur. Skribenten har dog været så betænksom at klæde sig på forud for fotograferingen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Birgitte Borup .

Forelsket i et landskab

Jeg giver kun modstræbende slip på al mageløsheden, da vi sejler tilbage mod Seattle med stop i Victoria i Canada. Øjet og sindet klæber sig fast til de sidste bjergtoppe med strittende graner i horisonten. Nostalgien omfavner nuet, allerede inden, det er forbi. Jeg er forelsket i et landskab, jeg måske aldrig ser igen.

Jeg går i baren for at holde mit jetlag stangen og fortvivles ved tanken om, at det dybe hav, vi sejler på, måske snart vil være mindre on the rocks end den drink, jeg sidder med i hånden. Midt i denne, den varmeste sommer nogensinde, hepper jeg på kulden, og på at vi lærer at behandle det uerstattelige, som det, det er. Uerstatteligt.

Bagefter hepper jeg på, at alle de ørne og ravne, der flyver rundt deroppe på den blå Alaska-himmel, vil finde hinanden. Myter, der opstår midt i så megen skønhed, må være sande.