Aktiv familieferie på Korsika

Det vrimler med bjerge, vandrestier, kløfter og dramatiske klipper på Korsika, ikke mindst på den kendte vandrerute GR20, men hvor mange af dem er for børn? Rejseliv har været på aktiv familieferie på den franske middelhavsø.

Maki er den busk af stærktduftende urter, der dækker meget af Korsikas jord. Uanset om man cykler, sejler, kører i bil med åbent vindue eller – som her – tager en pause i vandringen, vil duften af myrte, mynte og jordbær være i luften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jannie Kold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Plask!«

Krummede børneben hænger i luften. Vovemodige franske drenge og en enkelt tysk mor tager turen. Der er 15 meter ned til Fangoflodens smalle vandløb. En 22 kilometer lang svømmepøl au naturel, med første parket til Korsikas bjerge og med indbyggede klippeudfordringer.

Selv vores seks-årige, der først denne sommer er blevet en habil svømmer, tager et par spring fra lavere klipper. Det er sjovt, og vandet er vidunderligt. Køligt og med runde sten, man ikke skærer sig på.

Vi breder badehåndklæderne ud over de største af dem, spiser et par mandelsmåkager og tørrer os i solen.

Vi er på aktiv ferie og har medbragt vandrestøvlerne og -bukserne. Men i godt 40 graders varme er det kommet til at handle mere om at gå efter vandhullerne, finde floderne og snorkle ved klipperev end at tage det lange stræk på knastørre skovstier.

Det gode ved Korsika er, at det er muligt at få det hele – bølger og bjerge inklusive.

Ser man på et kort, ligner Korsika en knyttet næve, der vender tommelfingeren op. Et like-tegn lunt placeret i Middelhavet. Sydøst for Frankrig og tæt på Italien.

Det er også meget svært ikke at like øen, der har mere end 1.000 kilometers kystlinje og så meget bjergmassiv, at det dækker 90 procent af øens areal på 8.600 kvadratkilometer, lidt større end Sjælland.

Næsten to en halv million turister gæster hvert år den franske middelhavsø, to tredjedele af dem i juli og august.

Klatreentusiaster, rafting freaks og strandturister fordeler sig efter følgende princip: Er man til blødt, hvidt sand mellem tæerne og alenlange strande med flerfarvede parasoller, er det østkysten, man skal gå efter, mens man skal til den stejle vestkyst med de mange indskæringer, hvis man er til klipper, rev, vilde bølger og fisk.

Den rå vestkyst

Pauser i en vandretur er vigtigt for alle, men især for børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jannie Kold.

Fra byen L’ile-Rousse på det nordligste af vestkysten har man adgang til det hele, klippekyster, sandstrande, store skove og pool.

Vi bor på et hotel med navn efter Korsikas mest berømte søn Napoleon Bonaparte. Her kombinerer man med succes charter med vandaerobic i poolen og arrangerede løbeture.

Her er både morgenfriske gæster, der ser ud til at have sovet i ske med deres medbragte landevejscykel, og et bredt udsnit af pool-folket, der kaster deres håndklæder på udvalgte liggestole kl. 08.30.

Vi tilhører et helt tredje segment, vi skal vandre. Så flår lokale snacks ned fra hylderne i det lokale supermarked, korsikanske minipølser med valnøddesmag, gode oste, salte oliven, en friskbagt baguette og en solmoden tomat, inden vi hopper i lejebilen og triller afsted efter smukke vandreruter.

Efter nogle varme kilometer i en bil, hvor aircon-anlægget ikke virker, finder vi et oliventræ at sidde under – et voila – et kongemåltid på bjergetapen.

Vi kører videre, men må holde mange pauser. Det er 42 grader varmt udenfor og uden aircondition svimlende varmt i kørekabinen. Alligevel er køreturen spektakulær.

Fra lufthavnsbyen Calvi til Porto langs vestkysten og videre til bjergbyen Évisa. På papiret varer turen et par timer, men pilen på GPS-skærmen drejer for hvert sving, så det ser ud, som om vi vender om i stedet for at køre frem.

Små oaser mellem klipperne

Foto: Jannie Kold.

Op ad eftermiddagen falder vi ind i rytmen og suger indtrykkene til os. Et svin danser på vejen. En gedeflok rutsjer nedad en bjergskråning og lander på kørebanen. Både køer, grise og vildsvin går frit på den franske ø, og underholdningen er i top. Der er ingen, der savner hverken Djurs Sommerland eller den iPad, vi ikke har taget med.

Vi krydser en stenbro, hvorunder spraglede håndklæder ligger spredt ud over klipperne. Der bades, og vores hunger efter at hoppe i vokser. Men ifølge guidebøgerne skulle vi nå et og måske flere vandhuller, hvis vi vandrer fra Évisa.

Så det gør vi, følger vandrestien, som går brat nedad, og videre langs Speluncakløften gennem kastanjeskoven. Pigerne løber i forvejen, de husker rutinen fra sidste års vandreferie i Schweiz, og konkurrerer om at finde næste vandremærke eller varde.

De synes også, det er sjovt, at vi går på en gammel muldyrsti. Dog trænger tanken om at sænke sit overophedet legeme i kølig flodvand sig på. Selv om vi udelukkende går nedad, og klokken var fem om eftermiddagen, da vi startede, er det stadig varmt. Alt for varmt.

Vi hælder vand i vores kasketter, så dråberne løber os ned af nakken, og da vi møder et stærkt svedende par på vej op, spørger jeg på mit skolefransk:

»Hvor langt til floden?«

»En halv time,« svarer de.

Vi lyser op. Pyh, så tæt på. Også selv om vi regner med dobbelt så lang vandretid, når vi vandrer med børn. Men endelig stiger lyden af floden os i møde, og efter to timers nedstigning skimter vi en vandslange i det grønne. Hurtigt af med tøjet og i. Pigerne først. Euforiske på grænsen til det vanvittige. Floden er blevet en besættelse for os, og heldigvis former stenene små dybe bassiner, hvor det kan lade sig gøre at sænke hele kroppen i.

Svedigt hår og røde barnekinder stikker op af flodvandet. Med svalende smil af den slags, det er værd at gå langt for.

Jeg har tørt undertøj, en ren T-shirt samt flere små poser med Haribo med, og mere skal der faktisk ikke til.

En lille smagsprøve af GR20

Foto: Jannie Kold.

Hvis man er til stejle klipper, har man sikkert hørt de to bogstaver og det ene tal før: GR20.

Utallige er de historier, der florerer om en af verdens mest kendte vandreruter, der løber tværs over Korsika. For eksempel om det kærestepar, der efter at have taget førstehjælpskursus, pakket telt og dagsrationer måtte give op efter første dag (muligvis fordi deres oppakning var for tung). Og den om drengeturen på den halve GR20, man ligesom et halvmaraton kan tage – selvfølgelig på tid.

Uanset version er den 15 dage lange vandretur med klippeklatring i 2.000 meters højde ikke for børn. Men man kan på en dagstur snuse til noget af ruten.

F.eks. i Bonifatuskoven en times kørsel fra L’ile-Rousse. Skoven er med træklædte bjergtinder og strækker sig over et område på 3.000 hektarer ind over Parc Naturel Regional de Corse. Gennem skoven løber Figarellafloden, og den er vores mål, da vi tager på en guidet tur fra hotellet.

Vores tur er planlagt til at vare tre timer, men vi sakker hurtigt bagefter. Det er Marika på seks, gruppens yngste deltager, der er bagtrop.

Der findes mange forskellige vandreruter på Korsika, men ikke alle er velegnede for ældre eller børn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jannie Kold.

Uanset hvor meget guiden fra hotellet sweettalker hende på svensk, føler hun sig som det langsomste dyr i skoven, og det er ikke sjovt. Det eneste, der sætter fut i hendes fødder, er tanken om at få tid i floden.

Så opad går det.

Det her er rigtige bjerge, noterer jeg mig.

Rigtige bjerge og og sorte fyrretræer. Desværre er turen under så stramt et tidspres, at vi, der ligger bagerst i feltet, knapt tør standse ved udkigsposterne.

Først da vi begynder nedstigningen, sætter Marika det længste ben af sine to korte foran. Nu tæller vi vandremærker og småløber (en anden form for stress, for det er dumt at falde). 200 vandremærker bliver det til, inden vi når den store hængebro ved Spasimatta.

Den gynger fotogent over floden, som vi straks hopper i. Her er vandet koldt, selv efter danske forhold, og frokosten må vente. Her og nu gælder er kun ét: i vandet.

Det sidste man skal, når man vandrer, er at skynde sig, men nuvel, vi fik vores bid af GR20.

På jagt efter fisk

Foto: Jannie Kold.

Klokken er 20, da vi spiser aftensmad. Og sådan forløber dagene. Med korte vandreture, siesta, snorkling eller vores nye vandsport: Stand Up Paddling.

Alberte på otte får sit eget bræt, mens Marika gladelig sidder på mit. Det ser muligvis mere fjollet end elegant ud, men det er sjovt – og mere aktivt, end man lige skulle tro. Jeg kan i hvert fald mærke mine armmuskler dagen efter.

En anden ting, vi vender tilbage til er toget. Det kører mellem Calvi og Bastia i nord og Ajaccio i sydvest, og har man snorklen med, er man hurtigt på eventyr. Ved hvert stop findes en ny klippe at undersøge. Selve togturen er også underholdende; billetkontrolløren ligner noget fra en »Finn og Jakob«-sketch. I hvid skjorte og med brun lædertaske om skulder og hals.

Vi står af i Calvi og finder en klippevej ned fra det genoesiske fæstningsværk Citadellet og springer i. Eller hvad man skal kalde det. Der er ustadige bølger og skarpe sten med mos, der gør dem bløde, men glatte, så det er mere et glidende fald ud på 10 meter dybt hav.

Men sikke en fryd det er at ligge og flyde her, mens turisterne sveder sig gennem den guidede rundtur oppe på fæstningen.

Vi undersøger klipperev og sætter mentale kryds ved multer og sorte jomfrufisk. Alberte peger hver gang hun ser den mindste fisk eller vandskabning dernede.

Jeg sender hende et »tommelen op«-tegn, og snart er vi fire neonfarvede dykkermasker, der peger og giver tegn. Vi er på opdagelse sammen, og det er det, ferien handler om.

Togkontrolløren er den samme, da vi kører tilbage, men skjortefarven er næsten opløst. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har set en mand svede så meget.

Han smiler dog stadig, og det gør vi også. Ud af togvinduet kan vi se den ene maki-ombruste vig efter den anden. Med bjergskråninger på modsatte side og hvidkalkede huse med blå vinduesskodder tæt ved. Vores lår klistrer til hinanden, som toget følger sit smalle spor i behersket fart. Det er ren jernbaneromantik for de, der sværger til tog, som de ikke laves længere. Med rystelser, der kan mærkes langt ind i sjælen.

Dem tager vi med os, da vi stiger af. Det samme med saltvandet, vi er smurt ind i, duften af vilde urter, og drømmen om engang at tage GR20 i sin fulde længde.

Rejseliv var inviteret af Langley Travel