Aktiv afslapning i Laos

I Vang Vieng i Laos har de opfundet et simpelt, men originalt fænomen: Tubing. Flyd med strømmen i en badering ned af floden og gør holdt undervejs på de mange barer langs bredden.

Solnedgangen set fra Vang Vieng er helt fantastisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: jmhullot_flickr
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg sidder i en badering og slikker sol fra en blå himmel midt på floden kun iført kulørte surfershorts.

Læs også: Det ukendte Thailand

Mine fødder dasker til vandoverfladen, mens jeg langsomt glider med strømmen. Jeg har en kold øl i hånden og ingen bekymringer i hovedet.

Til højre for mig er en høj og stejl bjerg-bakkekam pletvis beklædt med træer og buske. Til venstre for mig inde på flodbredden ligger en bar fyldt med glade backpackere fra hele verden, der sidder og nyder solen og de billige drinks.

Floden hedder Nam Song og løber ned igennem Laos og blandt andre byen Vang Vieng. Her har de opfundet Tubing. Det går ganske enkelt ud på, at man for 30.000 Laos Kip (ca. 20 kr.) lejer en stor badering (en tube) og derefter bliver kørt tre-fire kilometer uden for byen. Her smider man sig i floden i sin badering og glider med strømmen, der langsomt klukker derudaf.

På hver side af floden, de første par kilometer mod Vang Vieng, er der opstillet simple barer bygget i træ, hvor man kan gøre holdt. Ved alle barerne står der folk og kaster reb ud til en, så man kan blive hevet i land.

Udover at man som regel bliver tilbudt gratis velkomst-shots med den lokale sprut, Tiger Whisky, er både drinks og den glimrende lokale øl BeerLao meget billige. Man får næppe brugt over 150 kr. på både mad og drikke på en dag.

Det hele begynder omkring middagstid og varer til en 16-17-tiden. Flere steder kan man dog gå i land og hyre en túk-túk, som er de små lokale taxaer, og køre tilbage til byen, hvis man vil hjem før tid. Der er selvfølgelig også den mulighed, at man læner sig tilbage i baderingen og lader sig flyde med strømmen hele vejen tilbage til Vang Vieng.

Da klokken nærmer sig 16, slår jeg mig sammen med et par backpackere og vælger túk túk-løsningen tilbage til Vang Vieng. Jeg nåede ikke alle barerne, men vil gerne nå tilbage til byen for at se solnedgangen. Og Vang Vieng er vitterligt et fantastisk sted at se solnedgang. Byen har flere små restauranter og caféer med en helt åben udsigt til bjergene og de sidste solstråler. I øvrigt med glimrende og mættende risretter til ca. 20 kr.

Mange af dagens Tubing-aktører fortsætter det glade selskab på en af de mange barer på hovedgaden. Jeg vælger at gå tidligt i seng, for jeg har anderledes planer næste morgen.

Via en af de mange udbydere af aktive ture i Vang Vieng har jeg købt en tur, som går ud på, at en lokal guide og jeg skal på en to-dages-tur, kun mig og ham. Første dag skal vi vandre over de bjerge, som man kan se fra floden og byen. Målet er i første omgang den såkaldte »Secret Eden«, som er en stor dal gemt inde bag ved bjergene.

Lokale folk gemte sig her under borgerkrigen (1953-75), og det er et godt sted, de valgte, for det er ikke nemt at komme hertil med den tætte bevoksning og stejle klipper. Men det er spændende på en Indiana Jones-agtig måde at gå igennem tæt regnskov med lianer og slyngplanter og pludselig stå på et udsigtspunkt, hvor hele dalen viser sig. Jeg har det som om, at jeg er den første, der nogensinde har været her.

Min guide får lavet et bål, så vi kan stege lidt af det medbragte kød og grøntsager på små bambusspyd og spise frokost i det grønne. For der er virkelig grønt. Og stille. Kun nogle få store rovfugle svæver i cirkler højt over os og kommer af og til med et skrig.
Vi begiver os videre i det knæhøje græs i bunden af dalen og krydser den for at komme over på den anden side og klatre over endnu en bakkekam igennem mere tæt regnskov.

Næste destination er en landsby, hvor vi skal overnatte. Bakkekammen i den anden ende af dalen er ikke så slem at forcere, og hurtigt går det nedad igen. Nu byder udsigten på rismarker og støvede, små jordveje.

På vejen til landsbyen møder vi kun en gammel mand på cykel og lidt senere et par små drenge, der driver en flok køer frem med svirpende bambusgrene. Vi når landsbyen en times tid inden solnedgang og går en tur mellem de små simple træhuse med de imponerende bjerge som baggrund.

Vores lille hotel ligger helt ned til floden, og det sidste jeg ser, inden jeg virkelig træt går (tidligt) i seng, er en lokal familie, der både vasker sig selv, tøj og tallerkner i floden.

Næste morgen står min guide klar med en kajak, og planen er at sejle hele vejen tilbage til Vang Vieng, hvilket tager omkring tre-fire timer.

Allerede efter fem minutter vil jeg ind mod bredden for at tage billeder af en flok vandbøfler, der står ude i floden med kun det øverste af hovederne over vandet. Idet jeg skal til at sætte min hånd på bredden, springer en slange frem og hopper i vandet! Heldigvis valgte den at stikke af i stedet for at bide.

Lettere chokeret fortsætter jeg med at padle, mens bjergene på den ene side af floden giver mig det ene storslåede syn efter det andet og efterhånden noget ro på igen.

Da vi senere stopper for at lave bål og få frokost, og en stor, orange sommerfugl sætter sig på min hånd, slapper jeg atter helt af. 
Få minutters gang fra vores frokoststed, gemmer bjergene på en grotte, der ikke bare indeholder flotte stalaktitter, men også store edderkopper og flagermus. Begge dele forholder sig heldigvis passivt til vores tilstedeværelse.

Vi padler videre. Forbi fiskere der står ude i floden med dykkerbriller og fiskenet. Forbi små bambushuse på pæle og legende børn. Forbi bønder, der hilser. Og pludselig kan vi høre noget, der bryder stilheden: Vi er tilbage til det sted, hvor Tubing-ruten starter, og folk nyder solen og de billige drinks i deres baderinge. »Der er nu ikke så ringe i Laos,« som jeg hørte en dansk »tuber« sige det. Plat måske, men sandt.

Læs også: Vietnam på to hjul