Afrikas fortid, nutid og fremtid

Et besøg i en masai-landsby i Tanzania er som et besøg i en anden verden.

Masaierne har ry for at være frygtløse krigere, og de bliver brugt som vagter på de forskellige hoteller, vi bor på under Tanzania-turen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Grund

Godfrey skriver sit navn i det flyvske sand foran os, så vi ikke er i tvivl. Han har et kristent navn, han er med andre ord som en af os. Og så alligevel på ingen måde. Mest af alt minder han om et fatamorgana, som han står der i sine strålende røde klæder i varmeflimmeret foran os og forener fortiden, nutiden og fremtiden i sin person.

Læs også: Blandt kæmpehajer i Tanzania

Godfrey er masai, først i 20erne, stolt af sig selv og sin stamme, der bor i de runde, lerklinede træhytter ude på sletten nær Ngorongoro krateret i Tanzania. Det legendariske nomadefolk har boet her i nogle år med deres geder og køer, men er parat til at rykke videre, når de finder grønnere græs andre steder.

Lige nu er det grønne græs os, de fem danske turister, som de har på visit og vier al deres opmærksomhed. Kvinderne og mændene. Det ved vi kun alt for godt. Vi ved også godt, at på et tidspunkt inden så længe skal vi have pungen frem. På den ene eller anden måde.
Det gør ikke stammedansen mindre hypnotisk, med mændenes dybe, messende stemmer og høje hyl. Vi er for alvor kommet til det Tanzania, som vi har drømt om i et år nu.

Da flyet nogle dage tidligere satte hjulene på landingsbanen i Kilimanjaro lufthavn, begyndte hjertet at dunke jungletrommerne rundt i kroppen med en besked: Vi er omsider fremme. Uden at vide andet om landet, end hvad de glittede brochurer tilbød os hjemmefra – safari i nogle af de mest dyrerige områder af Afrika og øjeblikke af ufattelig skønhed.

Edwin, vores lokale, engelsktalende guide på hele safarituren, stod som aftalt med et stort papskilt i Kilimanjaro lufthavn og tog imod os, og på parkeringspladsen lurede den armygrønne Toyota Landcruiser, den samme muskuløse slags, som alle turister på safari-eventyr tilsyneladende bliver fragtet rundt i – fordi den er uhyre nem at få reservedele til overalt i Tanzania, forklarede Edwin.

Han var svær ikke at komme til at holde af, 26 år, hustru og etårigt barn derhjemme, en fremragende guide og en irriterende skarpøjet vilddyrsspotter med en altid klukkende humor, der kunne få ham til at bøje sammen i kroppen, mens han holdt sig på maven med den ene hånd og den anden på rattet.

På den godt fire timer lange tur fra lufthavnen til vores første hotel, Highview Hotel, i 1.600 meters højde på kanten af Ngorongoro krateret, så vi en lille del af Tanzania; endeløse, afsvedne sletter, hist og her med kolonner af græssende køer og geder flankeret af en ung masai med sin hyrdestav, samt byer stort set uden andre biler end safaribilerne med glanende, lyshudede turister inde bag ruderne, og en lokalbefolkning, som sad, stod og gik uden for faldefærdige hytter og butikker i blik, sten, ler og plastic, der næppe kunne klare en dansk tilstandsrapport.

Hvis fattigdom kunne være smuk, ville livet i disse byer, vi passerede, være smukt. Også fordi det nok er fattigt, men tilsyneladende ikke elendigt. Folk ser ikke ud til at sulte, har deres værdighed og er forbavsende pænt klædt på en helt almindelig hverdag. Uden for byerne tårnede en elefant pludselig frem bag buskadset, eller en giraf skød teleskopet op over et træ. Vi var ikke engang kommet til nogle af safariparkerne endnu. Men det kom vi.

En safari er svær at beskrive: den er ikke bare zoologisk have gange 100. Den er alt det, som zoologisk have ikke er; på næsten alle måder vild. På dyrenes egne præmisser, i deres egen natur. Vi så løver, jagende, sovende, legende, i samlet flok æde en zebra med indvoldene dryppende ud af et forsvundet baglår, vi så elefanter, bøfler, geparder, leoparder, bavianer og de kilometerlange geledder af zebraer og gnuer, der følges ad på vejen mod næste vandhul. Gnuen ser skidt, er ikke så kvik og husker ikke så godt som zebraen, så zebraen er godt følgeskab for en gnu.

Når zebraerne slapper af, stiller de sig to og to, vender hver sin vej og hviler hovederne på hinandens rygge. På den måde kan de på to fronter holde øje med løven, som elsker zebrabøffer og at angribe bøfferne bagfra og derfor bliver desorienteret, når den pludselig døjer med at se, hvad der er for og bag på de to sammenvoksede zebraer. De kan desuden blænde løven med deres solreflekterende striber, forklarede Edwin ivrigt.

Vores guide ville os det bedste på alle måder og lod blandt andet med en detektivs tålmodighed bilen snuse rundt i timevis i bunden af det fantastiske Ngorongoro krater i jagten på spor efter en af de sidste 23-24 sorte næsehorn i området, så vi kunne få opfyldt alles drøm om at se The Big Five; løven, bøflen, elefanten, leoparden og næsehornet.

Edwin fandt ikke bare ét næsehorn, men fire. To af dem krydsede med stoisk ro grusvejen nogle få meter længere fremme uden at ænse os – eller de 15-20 andre safaribiler, som i støvskyer var ræset dertil fra alle andre dele af krateret, da nyheden om de fire næsehorn som røgsignaler blev spredt via guidernes walkie talkies. Nu kæmpede bilerne som vilde dyr om at få de bedste tilskuerpladser. Vi – turisterne eller »klienterne« som guiderne kalder os – var tydeligvis en industri midt i naturen.

Det er vi også herude i masai-landsbyen, som har åbnet dørene for omverdenen, det vil sige turisterne. Da vi anduver i landcruiseren, går der ikke mange sekunder, før stammen kommer dansende ud gennem indgangen til deres landsby, der ligger inde bag det cirkelformede træhegn.

Godfrey hilser os og byder velkommen på udmærket engelsk, imens vores tre store børn bliver trukket ind i dansen. Kvinderne laver diskret deres egen dans, mens mændene uden tilløb hopper lige op i luften med en strunk elegance og højde, som var der monteret fjedre under deres sandaler, der i øvrigt ser ud, som om de er lavet af overskårne bildæk.

Godfrey virker glad for at høre, at vi er fra Danmark. Han fortæller, at en dansker, der hedder Hans, har sponsoreret ham i flere år, så han kunne gå i en skole, hvor han har lært engelsk ligesom en håndfuld af landsbyens andre unge. Nu mangler han en ny sponsor, så han kan forbedre sit engelsk – Godfrey kender antydningens kunst og kigger blot sigende på os.

Han byder os inden for i en af hytterne, der kræver krumme rygge og udviklet følesans, da der er bælgmørkt indendøre. Godfrey falder næsten i ét med mørket, der kun brydes af de ulmende gløder fra ildstedet midt i hytten. Her er lige netop plads til en træseng direkte på jorden, men Godfrey driver to plasticspande ud af mørket og vender bunden i vejret på dem, så vi også får to stole at sidde på, klinet op ad hinanden.

Godfrey fortæller, at alle mændene i stammen har tre tidsaldre og roller: Indtil de bliver 18 år, er de hyrder og skal passe kvæget og gederne på sletten. Når de bliver 18 år, forvandles de til krigere og skal holde vagt og forsvare landsbyen – mod indtrængende vilde dyr og ubudne gæster – også om natten, hvor masaierne har oplevet, at mænd fra byen er trængt ind for at stjæle deres smykker og trægenstande, som masaierne sælger til turisterne. Masaierne har ry for at være frygtløse krigere, og de bliver brugt som vagter på de forskellige hoteller, vi bor på under Tanzania-turen.

Deres tredje tidsalder er, når de bliver 35 år, hvor de indtræder som en del af ældrerådet, der også laver levereglerne for stammen.
Godfrey er ikke så gammel endnu, men inden længe i den giftemodne alder. Man gifter sig, når man er 26-27 år, og Masaierne dyrker polygami, fortæller Godfrey.

»Vi har ingen familieplanlægning,« smiler han.
Så en masaimand har flere koner og kan sagtens få 10-15 børn. Nogle gange får en mand flere børn, end godt er, fordi han har svært ved at brødføde dem alle, fortæller Godfrey.

Mad på bordet får denne stamme blandt andet af turisterne. Og nu er det tid til at se på alle smykkerne og de håndvåben – spyd, knive, buer og trækøller – som masaierne sælger og har hængt på træpinde i en udstillingskreds i landsbyens midte, mens de unge dansere slænger sig i skyggen under et akacietræ og afventer næste rykind af turister.

Vi udvælger de smykker, vi gerne vil købe, og Godfrey tilkalder de to »købmænd«, som han i forvejen har fortalt, er de to, vi skal handle med. Vi købslår, har læst, at man skal huske at prutte om prisen, og da den er blevet halveret, slår vi til uden på nogen måde at føle, at vi har gjort et godt køb. Men vi har da haft pungen fremme, sådan som vi var indstillet på. Godfrey giver os en sidste chance for at bruge nogle flere penge, da han ledsager os hen i den fjerneste ende af landsbyen, hvor en flok småbørn er ved at få undervisning og straks synger en sang til vores ære. Midt i rummet står en indsamlingsbøsse, som vi gerne må smide nogle dollars i.

Det er jo vores egen prioritering, som Godfrey så venligt forklarer, men børnene kan få hjælp til uddannelsen, og når de bliver syv, skal de i rigtig skole.
Rundvisningen slutter med, at Godfrey giver os sin emailadresse, som han tjekker, når han er inde i byen, så vi eventuelt kan sende ham fotos.

Edwin, vores guide, har ventet tålmodigt i bilen imens. Da han hører, at vi har betalt 120 dollars for nogle halssmykker og en bryllupsstav, lader han forstå, at vi er blevet snydt, så vandet driver – og at vi kunne få præcis det samme for en slik i en af turistbutikkerne. Det vidste vi sådan set godt, da vi trådte ind i landsbyen: at vi skulle have pungen frem på den ene eller anden måde. Her bidrog vi så til stammeøkonomien ved at købe til overpris frem for blot at putte sponsorkroner i en blikæske.

Edwin fortæller også, at alle masaibørn har obligatorisk skolegang, men at det er svært at få til at lykkes. De har langt til skole, behøves til kvægdriften, og vi ser masai-børn på bare fire-fem år gå alene rundt med hyrdestave på sletten.

Vi forlader landsbyen for at bo i en wildcamp ved Serengettisletten. Selv om vi har bavianer uden for døren om morgenen og både zebraer og græsgnaskende gnuer uden for campen, er børnene mere optaget af – ja, nærmest skræmt til døde af – de store, men efter sigende fredelige edderkopper i deres hytte og den velvoksne flagermus, der lidt for levende hænger ned fra loftet som en påmindelse om, at vi er ude i Guds fri natur.

Efter kilometer på kilometer på skrumplende grusveje med øjnene konstant indstillet på nye forrygende dyr og eventyr i Tanzanias nationalparker, melder mætheden og trætheden sig. Børnene siger, at de trænger til ferie. Efter så massive sanseindtryk glæder de sig blot til sig at slænge sig en uge uden at røre en muskel ved Zanzibars bountystrande. Men først skal vi tilbage forbi Masailandsbyen igen. En ny landcruiser er landet foran indgangen til landsbyen, danserne er på vej ud, Godfrey byder turisterne velkommen, og en ny forestilling kan begynde. En forestilling, der forener fortid, nutid og fremtid.

 

4 andre stammefolk i Afrika

Mursi
Er også kendt som »tallerken-negre« på grund af den tallerken/skive af ler, som kvinder fra teenage-alderen får piercet ind i underlæben, og som hvert år skiftes ud med en større. Stammen lever afsondret i Omo National Park i Etiopien.

Buskmænd
Betegnes sammen med blandt andet hottentotter som et oprindeligt afrikansk folk, fordi de har boet i det sydlige Afrika i over 20.000 år. Lever stadig som jægere og samlere af urter, fortrinsvis i Kalahari-ørkenen.

Dogon
Er kendt som klippefolket, da stammen bor på et svært tilgængeligt klippeplateau i det sydlige Mali. Er berømt for sit raffinerede træskærerarbejde og for sin komplekse mytologi – stammen har blandt andet sin egen skabelsesberetning.

Himba
Bor i lerhytter i det nordlige Namibia og lever som hyrder. Hverken mænd eller kvinder bærer meget tøj, kvinderne er til gengæld kendte for at smøre sig ind i en blanding af okker og fedt, som giver dem en rød glød. Himbastammens gud er Mukuru – den hellige ild.

Læs også: Afrika set fra en luftballon