Afrika set fra oven

Hvordan ser en giraf ud set fra oven? En ballontur over Kenyas Masai Mara er en anderledes, eksklusiv og kun lidt skræmmende måde at opleve Afrikas vilde dyr på.

»Ballonens Boeing 747« præsenterede skipper stolt sit fartøj. Otte etager høj og med masser af plads til 16 passagerer i kurven. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Egentlig er det voldsomt naturstridigt. Hvis man tænker bare en lille smule rationelt, er det, ret beset, vanvittigt: At svæve rundt flere hundrede meter oppe i atmosfæren, kun med et stykke flettet kurv mellem sine fødder og den tynde luft, og kun holdt oppe af en gasflamme og et stykke pæreformet nylon.

Der skal ikke ret meget fantasi til at forestille sig, hvad en skæbne i ondt lune og i samarbejde med den kompromisløse tyngdekraft kan gøre ved et menneske, der hovmodigt udfordrer idéen om, at det ikke blev skabt til at flyve, og frivilligt hopper om bord i en luftballon.

Men naturstridigt har det med at snige sig ind som, om ikke definitionen på så i hvert fald som en væsentlig del af, den formel, der fører til de store oplevelser. Og chancen for at se den afrikanske savanne og det dyreliv, der trives på den, i fugleperspektiv er en gulerod så saftig, at man gerne overser alle de advarselslamper, der i fornuftens navn blinker inde i den højre hjernehalvdel.

Derfor stod vi her, 12 mennesker, på en mark et sted i Kenya og ventede på, at det stykke stof, der lå slattent hen ad jorden og så meget lidt bæredygtigt ud, ved gasflammens hjælp ville forvandle sig til en ballon i otte etagers højde, der skulle fragte os hen over Masai Maras sletter.

Vi var stået tidligt op, for det skal man, i bogstaveligste forstand, hvis man vil se Afrika fra oven. Klokken havde ikke passeret seks, og det bløde afrikanske mørke havde kun lige gjort de første modvillige ansatser til at vige himmelpladsen for det grå dagslys.

Senere i dag ville her blive kvælende varmt, men lige nu, mens duggen i græsset satte sig vådt og klamt på det nederste af vores bukseben, var her morgenkøligt på en måde, der fik os til at trække meget tæt hen imod strålevarmen fra den serie gasflammer, personalet skød ind i ballonens indre.

Da ballonen stod ret op i hele sin imponerede højde, moslede vi om bord. På det, skipper med slet skjult stolthed præsenterede som ballonens Boeing 747. Her var 16 pladser, gode pladser med masser af rum til store armbevægelser. Det betød dog ikke røde løbere at entre kæmpen ad. Yderst uelegant måtte vi mosle over den midjehøje kant på bedste beskub – med tryk på skub for fleres vedkommende.

Hold godt fast, kommanderede skipper, en lun fyr komplet med fuldskæg og et roligt ydre, der sikkert kunne berolige mangen en nervøs ballonbegynder. Det gjorde vi, og så var der takeoff. Et lille ryk, da kurven knagende løftede sig fra jorden, og så var vi airborne. Dinglede opad, kurven hvislede mod bladene på en klynge træer i nærheden, svævede videre over grusvejen, vi kørte ad for at komme hertil, så hen over hotellet, vi startede fra, og så ingenting. Under os, og hele tiden længere og længere under os, var kun slette.

Vi sagde ingenting. Tiede på den måde, man gør, når ord alligevel ikke er store nok. Stirrede på jorden dernede. På solen, der – som samarbejdede den med ballonfirmaet – netop i dette øjeblik åbenbarede sig ude i horisonten og malede landskabet orange med sine skarpe stråler. Og med jævne mellemrum på ballonen, der holdt os svævende.

Her var stille. Helt, helt stille. Sådan som der ellers aldrig rigtigt er stille. Stille, som der kun kan være, når man er omgivet af intet andet end luft. Indtil skipper tændte for brænderne og opvarmede luften i katedralen over os. Den hvæsende lyd afbrød højtideligheden, og en tysker benyttede lejligheden til at begynde en længere monolog om sine tidligere bedrifter ud i ballonfærd.

Med så stor en kurv var det nemt at vende ryggen til ham og bare koncentrere sig om udsigten. Se på floden, der bugtede sig som en slange gennem landskabet. På træerne, der stod i små og store klynger, på det lange græs, det korte græs, og de dele af jorden, der var bart og helt uden græs. Mara betyder »plettet«, og man forstår godt, hvorfor de lokale masaier har døbt deres land så genialt, selv om de nok næppe nogensinde har set det fra oven og tænkt, at det ville være passende.

Vi kiggede efter dyr. Spejdede, så øjnene løb i vand, selv om der ikke var nogen vind – den, der var, fløj vi med. Vi havde set dem fra vores safaribil, løverne og zebraerne, elefanter og geparder, flere gazeller, end man kan tælle til. Men selv om skipper lod ballonen dale, så den flyvende safarifærge sejlede af sted i trækronehøjde, åbenbarede disse mange skabninger sig ikke umiddelbart for vores ivrigt søgende øjne. Et par gazeller, der elegant sprang gennem græsset, og en flok aber, der morgenfriske flintrede rundt i en trætop, var alt. Og så en enkelt flodhest, men den befandt sig langt væk og i den forkerte retning.

Skipper bestemmer ikke kursen, kun højden, og vinden var ikke i humør til at sende os indenfor kameraets rækkevidde af den ensomme gråbrune plet dernede på kanten af den mudrede flod.

Så vi fløj videre og tænkte, at landskabet også var turen værd. At den rolige, nærmest terapeutiske tilstand, man kommer i under sådan en flyvetur, med kun en svag vuggen i kurven og hele verden spredt ud under sig – eller i hvert fald en lillebitte del af Afrika – også var værd at skrive hjem om.

Men så skete der noget. »Er I klar til landing?« spurgte skipper.

Vi nærmede os et stort åbent område, så oplagt til landingsbane, at det allerede blev brugt som sådan at dømme efter det topersoners fly, der holdt parkeret for enden af en nedtrampet sti. Vi fløj hen over den, stien, målet var en lidt blødere græsmark lidt længere væk, og mens skipper befalede os at sætte os ned og tage fat i de dertil indrettede håndtag, fik vi øje på en flok giraffer, der havde stoppet deres gumlen på de nærmeste træers blade og stirrede på os med de lange ører strittende i retning af vores regnbuefarvede monstrum.

»Læg det kamera og sæt jer ned,« sagde skipper, til os, ikke girafferne, og havde lidt svært ved at holde gemytterne i ro, for selv om den langhalsede familie befandt sig et stykke til venstre for den rute, vinden førte ballonen i, og der ikke var fare for sammenstød, var det fascinerende for en gangs skyld at være i hovedhøjde med et dyr, man normalt må se vældigt meget op til.

Landingen var blød, et enkelt bump, et hop hen over græsset, og så et til. Selv om den sagtens kan, væltede kurven ikke om på siden, og efter at have klappet behørigt af den succesfulde landing, steg vi ud – tyskeren sidst, han havde også et par anekdoter om landing, han skulle af med – og flåede straks kameraet frem igen for at forevige giraf et og to og babyen i midten.

Et par stykker af os listede nærmere, de er jo ikke ret langt væk, ræsonnerede vi, og så lidt nærmere og lige et par skridt mere - indtil vi med en skarp piften fra en af skippers folk blev kaldt tilbage. »Simba,« sagde han, da vi nåede tilbage med spørgsmålstegn i øjnene, som forklaring på, hvorfor vi ikke burde rende rundt i græsset mere end 100 meter fra den beskyttende jeep.

At vi stod midt i solskinnet på en tilsyneladende fredelig græsmark og ikke kunne få øje på noget gult og loddent, der kunne være simba, det swahiliske – og med Disneys hjælp efterhånden også internationale – ord for løve, var ikke ensbetydende med, at det dødsensfarlige rovdyr ikke luskede rundt i græsset lige i nærheden. Vi var, fik vi indprentet, i Masai Mara, og her er det dyrene, der hersker.

Dog ikke mere, end at vi med en enkelt vagtpost med spyd og gode øjne kunne sætte os til et overdådigt morgenmåltid anrettet her midt ude på sletten. Komplet med hvid dug og kopper af porcelæn, og bacon, omelet og dampende kaffe – samt naturligvis den champagne, der har været den obligatoriske måde at fejre en ballonflyvning på, lige siden brødrene Montgol-fier steg til vejrs for allerførste gang i 1783.

Om de også fik de boblende dråber i ubegrænsede mængder, melder historien ikke noget om, men det gjorde vi. Sad i skyggen under et af Afrikas karakteristiske flade træer og var stadig berusede af oplevelsen i luften og kiggede på girafferne og drak champagne.

Klokken var 8.15 om morgenen, og det var ikke spor naturstridigt. Det var eventyrligt.