Adrenalinkick i Alpernes sommerlegeplads

Chamonix i Frankrig er et af Europas mest populære skisportssteder. Men de færreste ved, at området er en endnu større magnet for livsnydere og aktivitetshungrende turister om sommeren.

Udsigt ud over de franske alper og Mount Blanc. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Nørr og Peak Performance
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skuffelse. 
Intet andet ord dækker. Udenfor siler regnen ned, og tågen har lagt sig tæt over Chamonix’ hoteller og små hyggelige chalets. Og når det regner i byen, sner det og er kun værre oppe i terrænet.

Læs også: Dækker forsikringen ved 'farlig sport'?

Der står i velkomstmappen på hotellet: »A Mountain Deluxe Room – with a splendid view.« Det eneste, jeg kan se, er de tykke kabler fra den legendariske lift til Aiguille du Medi (3.842 meter), der forsvinder op i en tyk grød af slud og tåge. 

Der skal vi op. På to dages gletchervandring, isklatring, rapelling og en introduktion til et alpinism-kursus i sikkerhed og overlevelse. Alt udstyr er linet op, bjergguiderne er klar, rygsækkene er pakket, forsyningerne er købt ind.

I går skinnede solen, og solbrændte guider med hver deres lille flok af bjergturister kom ned fra bjergene i bare ben og med solbriller i panden. Til en debriefing øl på torvet og et tak for nu. Her til morgen sidder vi i vores termotøj, pakket ind i tykke strømper, flere lag tøj og skuler utålmodigt mod himlen efter de mindste tegn på opklaring. 

Vi skulle have været af sted fra morgenstunden, men guiderne har udskudt turen et par timer. De overvejer i stedet at tage os op fra den italienske side – en kort køretur igennem Mount Blanc tunellen og så med liften op til Hellbronner. Den italienske pendant til det klassiske udsigtspunkt Aiguille du Medi, som både vinter og sommer er et søgt udflugtsmål på grund af den sublime udsigt over Alperne, og om vinteren noget nær det perfekte startsted for det adrenalinsøgende offpiste-folk. 

Foreløbig er det så som så med udsigten. Vi sidder mere end klar og drikker god kaffe og læser internationale magasiner om de nyeste film, om fransk mode og rumturisme i 2020. I højtalerne lyder Edith Piafs smukke melankolske stemme.  

Pludselig sker der noget. Bjergguiderne har fået den nyeste opdaterede vejrudsigt og talt med en gammel liftpasser, hvis fornemmelse for vind og vejr efter sigende slår selv de mest præcise satellitter. Der er hul igennem til Hellbronner. Øjeblikkelig sadler vi op. 10 minutter efter sidder vi svedende i en taxi på vej mod vores nye startsted.

Chamonix – med sine cirka 10.000 indbyggere – er for de fleste danskere indbegrebet af sublimt skiløb, en gigantisk vinterlegeplads for offpiste-løbere med hygge og gang i den om aftenen på barene og restauranterne nede i byen.

Men faktisk er sommersæsonen i Chamonix betydelig større målt på antal mennesker og aktiviteter. Vinteren slår stadig indtjeningsmæssigt sommeren på grund af de dyre liftkort, men hver dag i sommerhøjsæsonen kommer der godt 100.000 turister til Chamonix og omegn.

Mange af dem er franske endags-turister, der har forvandlet den engang lille bjergby til noget af et shoppingmekka og en god madby. Alle de store mærker og brands – ikke bare de klassiske frilufts- og adventuremærker – er her, Gucci, Chanel og Prada. Side om side med North Face, Peak Performance, Helly Hansen og Napapijri. 

Det samme gør fine spisesteder med rå afterskisteder, som fungerer som populære vandingshuller året rundt for de tusindvis af mennesker, som enten er på vej op eller ned fra de omkringliggende bjerge.

Viften af tilbud om sommeren er nærmest som menukortene på de estimerede restauranter. Her er alt. Og i stadig mere forfinede og skræddersyede tilbud.

Chamonix må med rette betegnes som et drømmested for enhver adrenalinjæger, enhver udendørsfreak eller naturelsker. Bjergbestigere fra hele Europa kommer hertil for at prøve kræfter med de hundredvis af ruter, som stedet tilbyder. Vandrere med eget telt og primus tager liftene op i terrænet. På vejene er det cykelfolket og motorcyklerne, der leger i hårnålesvingene. Over én svæver der på gode dage hundredevis af paraglidere rundt – med eller uden turister.

De unikke outdoor-muligheder kombineret med de franske bekvemmeligheder i Chamonix, en let adgang til byen med motorvej, nærliggende lufthavn og egen togstation midt i byen har ikke overraskende gjort Chamonix til et af Europas mest velbesøgte steder for mennesker med hang til aktiv ferie – men vejret er der ingen, der er herrer over. 

Vi stiger ud af liften i næsten 3.800 meters højde med al vores udstyr. Det er holdt op med at sne, men skyerne er stadig tætte. Fra den imponerende udsigtsplatform med sine laminerede kort i hver sit verdenshjørne, der fortæller, hvilke bjerge og gletchere, man kan se, kigger man stadig ud i et stort hvidt og uigennemsigtigt tæppe. Enkelte gange åbner skydækket sig og viser brudstykker af al sin skønhed.

Vi drikker endnu en kop kaffe i det lille refugium ved liftstationen, før guiderne viser vej ned af en smal jerntrappe og ud på selve gletcheren. Oprindelig skulle vi have vandret fire timer frem mod vores selvopførte basecamp, men på grund af det ustadige vejr er turen kortet af og et par af guiderne har været oppe med det første telt, så vi har et ly i tilfælde af pludseligt vejromslag.

Selv om det officielt er sommer, er temperaturen under nul – og føles væsentligt koldere, når solen er væk og vinden tiltagende. Vi er alle glade for vores tre lag tøj og termoundertøj, da vi begynder vores vandretur mod basecamp. 

At vandre på en gletcher kræver andet udstyr og andre sikkerhedsforanstaltninger end almindelig hiking på markerede stier og i 15-20 graders varme. Det siger sig selv. Udover det rette tøj er det vigtigt at have pigge under støvlerne, så man kan stå fast. Man er bundet sammen med reb imellem sig, man har en isøkse med til at hamre i isen, hvis uheldet er ude, og man selv eller en fra gruppen falder i en uopdaget sprække. 

Men vigtigst er det at have en erfaren bjergguide i front, hvis ikke man ligefrem selv har det store kørkort til gletchervandring. For færdsel i næsten fire kilometers højde, i et vejr, der kan skifte på få minutter, og i et terræn, som for langt de fleste er fremmedartet, kræver… ja erfaring. 

I Chamonix er der godt 2-300 guider alt efter årstid. I Courmayeur (på den italienske side, red.) er der cirka 60 guider at vælge imellem. Uddannelsen til guide er ikke gjort med et aftenkursus og en enkelt tur i sneen. Det tager 4-5 år at blive autoriseret guide. De udvalgte skal igennem et omfattende træningsprogram og en følordning, hvor de »gamle« tester aspiranterne til det yderste. 

»Det er ikke lovpligtigt at hyre en guide, men jeg mener bestemt ikke, det er tilrådeligt at gå op uden. Slet ikke for mennesker, der ikke har stor erfaring i bjergene. Men selv for dem, der har, er der god grund til at hyre en lokalkendt guide. De fleste uheld sker faktisk blandt klatrere og vandrere, der tror, de har styr på det. Sidste år havde vi godt 4.000 redningsaktioner i området,« siger vores guide, Jacopo Bufacci.

Han binder os ind, viser hvordan isøksen skal bruges, beder os om at tage solbriller på. Selvom solen ikke er fremme, er lyset så skarpt mod alt det hvide, at man let bliver sneblind, hvis ikke man beskytter øjnene, lyder forklaringen.

I tre hold bevæger vi os ud på isen. På vej mod vores lejr. Is er et lumsk underlag, forklarer Bufacci: »Det bevæger sig konstant, der løber vand nedenunder, sprækker åbner og lukker sig med kort varsel. Det, der i går var en sikker rute, er måske i dag ufremkommeligt og gennemskåret af en dyb sprække. Det kræver trænede øjne at se.«

Kort efter passerer vi et aftryk ef en støvle sat i isen for nogle dage siden. Lige neden under skifter isen farve og bliver mørkeblå. Et tegn på, at der løber afsmeltet vand fra gletcheren ikke langt under os.

Da vi når vores lejr, er vejret klaret op. Med ryggen til et klippemassiv, der danner skjold for vores lejr, åbenbarer der sig en udsigt ud over de franske alper og Mount Blanc, som er svær at beskrive. 

Lavthængende skyer hænger stadig tæt om nogle af de højeste bjergtoppe – bl.a. Mount Blanc. Andre bjergtoppe er skyfrie og står som mørke silhouetter mod alt det hvide og den begyndende blå eftermiddagshimmel.

Et lettelsens suk og enkelte fotoknips høres. Ellers er her stille. Fuldstændig stille. Det var det, vi kom efter. Denne storslåede naturoplevelse kombineret med spændingen ved at være et døgn på en af Europas smukkeste gletchere. 

Stilheden og magien brydes af venlige, men bestemte ordre. Der skal slås lejr, varmes vand og forberedes aftensmad. Inden længe går solen ned, og så falder temperaturen tilsvarende hurtigt – og på dét tidspunkt skal lejren være etableret. 

En graver ud til et intermistisk toilet godt 50 meter fra lejren. En anden graver et bord ud i sneen og begynder at varme vand til the og kaffe. De fleste hjælper til med at slå teltene op og gøre klar for natten. 

Stort set alle fryser. Selv om der er happy hour lige nu på torvet i Chamonix, og mange sikkert sidder i korte ærmer eller en let vindjakke udenfor, er der anderledes koldt her. Minus fem grader, siger termometeret, og tiltagende vind. 

En af deltagerne er gået i soveposen. Med ondt i hovedet og kvalme. Guiderne holder øje med ham. Det kan være tegn på begyndende højdesyge efter den forholdsvis hurtige opstigning til næsten fire kilometers højde tidligere på dagen. 

Da det efter et par timer ikke er blevet bedre, beslutter de at tage ham ned. Turens mest erfarne guide får ham stablet på benene og sikret med reb. De begynder tilbageturen til liften, hvorfra han skal fragtes ned, selv om liften for længst er lukket og personalet gået hjem. 

Sengetid. Efter et par timer i fællesteltet og simpel mad over primus er det tid til at gå i seng. Guiderne opfordrer os til at tage ti armbøjninger eller løbe rundt om teltet i fem minutter, indtil pulsen er banket i vejret. 

Det er ikke det rene skjult kamera. Idéen er at få kroppen varmet godt og grundigt op, inden man går i soveposen og lukker til. Det er nemlig kropsvarmen og den opvarmede luft i soveposen, der afgør, om man kan holde varmen eller ej. 

Efter en nat, som absolut ikke vil gå over i historien som den mest behagelige, er det svært ikke at få et stik af taknemmelighed, da vi stikker hovederne ud af teltet og ser solen stå op over en delvis skyfri himmel. En af guiderne kommer grinende med et stort glas nutella. Han har sovet med det i bunden af sin sovepose for at det ikke skulle fryse helt til, fortæller han. At dømme efter konsistensen har han – som alle os andre – frosset bravt, selv om han hårdnakket nægter. Længe leve italiensk stolthed.

Efter halvandet døgn på gletcheren er det tid til at pakke sammen. En sidste afstikker, nogle rapellingøvelser og isklatring for begyndere. 

Kan det anbefales? Ja, bestemt. Det kræver bare, at man indstiller sig på, at i bjergene er stort set alle aktiviteter vejrafhængige. Selv i sensommeren er der ingen garantier for godt vejr. Gør man det, venter der storslåede naturoplevelser. 

Er man alene eller rejser kun to, kan man gå sammen med andre om at dele en guide. Eller, hvis man er fit, tage The Full Monthy – turen op til Mount Blanc. Med en erfaren guide med alt udstyr og forplejning står sådan en tur i godt 1.000 euro.

Vi »nøjedes« i denne omgang med to dage på Valle Blanche gletcheren og fik afprøvet Chamonix’s påstand om at være »Home of the Glaciers…«

Turen blev til i samarbejde med Peak Performance, peakperformance.com

Læs også: Fodrejse til dit indre