Da vi kommer til den lille atlanterhavsø, er det overskyet. Havet er gråligt mørkt, og den strand, vi har hørt så meget om, ligger øde og forblæst hen.

Læs også: Portugals ukendte strandparadis

Byen virker tillukket, hotellerne kedelige og der er en utidssvarende stemning over det hele. Vi forstår ikke meget af den begejstring, vi har hørt på naboøen Madeira, hvor vi kommer fra:

»Skal I til Porto Santo? I kan glæde jer. Der er så dejligt. Det er det bedste sted, jeg kender.«

Men der er hverken fest- eller feriestemning over øen.

Ganske vist er det ikke højsæson, men der er da turister, viser det sig, da vi kommer til hotellet, Vila Baleira Hotel, et kompleks i fire og otte etager i forbindelse med et thalasso-spa. 

Hotellet er øens højeste bygning – og den eneste af sin slags. Nu er det heldigvis vedtaget, at man maksimalt må bygge i tre etager. Det er opført for en halv snes år siden. Så krakkede det og lå ubeboet hen i en periode.

Nye ejere fik det genåbnet for tre år siden, efter det var nyindrettet og ført så meget up to date som muligt. Men fortidens charterhotel-byggestil har man ikke kunnet komme uden om. Det er pænt og nydeligt, rent og ryddeligt, og lidt kedeligt.

Porto Santo ligger 40 km nordøst for Madeira, og cirka det dobbelte, når man regner fra hovedbyen Funchal – og 1.000 km fra det portugisiske  fastland på Den Iberiske Halvø.

De fleste Madeira-stamgæster kender Porto Santo som det sted, hvor flyene tidligere mellemlandede på vej hjem fra ferien fra Madeira for at få fyldt tankene op.

Den operation er imidlertid ikke længere nødvendig, efter at landingsbanen i Funchal lufthavn blev forlænget, så flyene nu kan lette derfra med fyldte - og dermed tungere - tanke med mindre vejret er dårligt.

Mange har også været på øen på en lang endagsudflugt fra Madeira; det tager to en halv time at sejle dertil med færgen.  Men som feriemål er det især Madeiras egne beboere, der har søgt til naboøen for at opleve en hel anden natur og ikke mindst det, som deres egen ø ikke har: Stranden.

Den ogg øen viser sig i al sin pragt dagen efter, hvor de tunge, grå skyer er blæst væk, og alt ser helt anderledes ud. 

Nu lyser stranden gyldent op i et perfekt match med det ny turkise og himmelblå hav. Der er badegæster her og der på solstolene under de faste strå-parasoller, og livredderen sidder i sit lille tårn og smiler bredt. 

Øens absolutte fortrin ligger for vores fødder i form af sandsten, kalksten og koraller, som over millioner af år er malet til fint sand, der siges at have terapeutisk virkning.

Den ni - nogle siger otte, andre ti - kilometer lange strand strækker sig over næsten hele sydøstkysten af den 11 km lange og seks km brede ø. 

Bred er stranden og med klitter, som man kan finde læ og endnu mere privatliv i. Ikke at det behøves, for der er masser af plads. Selv om sommeren, når turisterne fra Madeira og Portugal kommer, er der god plads. Så meget, at øen satser på yderligere turisme. 

For tiden er der omkring 8.000 hotelsenge. Det kunne have været væsentlig mere. Et stort hotelprojekt, Columbus, ligger øde hen langs stranden. Dele af det stod klar, indrettet med senge og det hele, men det blev aldrig åbnet, og det er nu tre år siden. Men foreløbig er der også ubenyttet kapacitet på de eksisterende hoteller. Den seneste økonomiske krise har også sat sine spor på Porto Santo.

Jo, man vil turisme. Og man er som turist utrolig velkommen på øen, som samtidig er helt sig selv. De 3.500 indbyggere, som bliver 1.500 flere om sommeren i højsæsonen, og deres øliv synes herligt upåvirket af turismen. 

Byen, Vila Baleira, hvor de fleste fastboende har adresse, har da souvenir-forretninger – især nede ved molen ud fra centrum, som er mest beregnet til spadsereturer. Den rigtige havn med færgen, lystbådene og udflugtsbådene ligger lidt længere mod nord. 

Et af byens mest berømte is-steder, hvor man sælger softice – lembeca, hedder de lokalt – fremstillet på gamle maskiner har end ikke et skilt.

Alle ved jo, at det er fra lugen på væggen ved siden af de to restauranter på torvet Largo do Pelourinho. Oversat: pladsen med gabestokken, hvor forbryderne i gamle dage måtte modtage deres straf i fuld offentlighed.

Her ligger også det gamle rådhus med de to dragetræer, kirken Nossa Senhora da Piedade, og bag kirken den store seværdighed: Columbus’ hus, som nu er museum for ham og andre søfarere.

Der er lidt usikkerhed, om han virkelig boede der, eller han bare var på besøg. Sikkert er det dog, at han giftede sig med datteren af guvernøren på Porto Santo. Der er meget tekst og information på portugisisk, men der er lagt engelske oversættelser frem.

Bag byen med de smalle gader og de spredte forretninger, og bag stranden og hotellerne, venter resten af den lille ø, der er anderledes tør og øde, end den grønne, frodige naboø.

Meget af den kan opleves på cykel. For eksempel de hyggelige småbyer i dalene, hvor der er landbrug, mellem højdepunkterne i hver ende af øen. Det er tidligere tiders vulkaner, kegleformen er umiskendelig. Den højeste er 517 m høj. Og som noget helt uhørt findes der en cykelsti langs hele den lange strand.

Men udsigtspunkterne, for eksempel Pico do Castello, ruinerne af et fort fra det 16. århundrede, der ligger på en 427 m høj vulkan, hvorfra man kunne skue langt ud over havet og eventuelle angribende pirater, nås lettere med bil.

Tag eventuelt en jeep-udflugt, hvor man også kommer uden for de etablerede veje til oplevelser som blandt andet et ørkenlandskab ved Fonte Areia med forstenede koraller, der viser, at dette engang var havbund. 

Midt på øen ligger lufthavnen, og det er også her, at øen pludselig er grøn. Det er golfbanen med sine 18 plus 9 huller.

Porto Santo overrasker. Selv et natteliv findes. Når de mange udendørs restauranter i byen lukker, kan man fortsætte på nattebarerne. Der er en håndfuld af dem, og de er praktisk bygget ved færgehavnen, hvor der hverken er beboelse eller hoteller i nærheden man kan forstyrre. 

Nu da havet er blevet lysende blåt, indbyder det til alverdens aktiviteter på og i vandet. Vandski, wind- og kitesurfing og havkajak er nogle af mulighederne. Der er også dykkercentre og delfinsafari, to flokke holder til omkring øerne, og i sæsonen kan man være heldig at se hvaler.

I det hele taget har solens stråler også fået Porto Santo til at stråle.

Selv vores pudderfarvede hotel, som i går så trist ud, gløder nu indbydende. Inde på værelset ser jeg med velvilje på de sommerlige blå-gule gardiner med mønsteret af strandskaller og søstjerner - der også på en væg er malet som en farvestrålende bort, og som går igen i billederne på de hvide vægge.

Jo, det er et fint hotel til en sol- og badeferie, og Porto Santo er en fin ø, hvis man vil have en total afslappende ferie, hvor man ikke kan bliver stresset af en mange seværdigheder, man bør opleve.

Dem er der nemlig ikke mange af. Men én er der, og den er slet ikke til at komme uden om, for den er ni kilometer lang.

Læs også: Guide: Madeira for krop og sjæl