8 hemmelige barer i New York

Skjult i burgerbarer og gamle China Town-skræddere. New Yorks "speakeasy" barer ligger gemt væk for offentligheden, og standarden af cocktails er skyskraberhøj.

Foto: Iris
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

New York er byernes by. Også når det kommer til cool barer. Hovedparten er frit tilgængelige for offentligheden, og de mest kendte, eller hypede, om man vil, står beskrevet i diverse guidebøger oversat til utallige sprog.

Læs også: 5 hurtige frokoster i New York

Men midt i dette åbne barhav byder millionbyen på et par håndfulde skjulte vandingshuller, der holdes hemmelige for almenheden. Det er de såkaldte »speakeasy« barer. De kan ikke ses fra gaden, de er ikke omtalt på alt fra kinesiske til catalanske hjemmesider, og ved visse af dem kræves det, at man følger en særlig procedure for komme ind.

Som belønnes med en unik og skjult barverden, hvor byens bedste bartendere, »mixologists«, står klar med løftet shaker ready to serve.

Følg Rejselivs guide til otte af de bedste speakeasy barer i New York.

2nd Floor on Clinton

Hvor: 67 Clinton street – mellem Stanton Street og Rivington Street
Hvornår: Torsdag-lørdag kl. 19-01
Hvor meget: Cocktails 15 dollar

Hvorfor: Baren er et stille og hyggeligt alternativ til det ret så larmende Lower East Side. Drinksene er gode og stærke, og er man heldig at få en vinduesplads, kan man i rolige omgivelser kigge ned på mylderet på Clinton Street.

Kig efter:
»Barramundi«. En farvestrålende bar med en orientalsk-lignende udsmykning. Gå ned i enden af lokalet, hvor toiletterne er. På venstre side er der en dør, hvor der står »PRIVATE«. Ring på klokken, så kommer der en.

Husk: Baren er kun åben torsdag-lørdag. Der lukkes maks. fire personer i en gruppe ind ad gangen. Er man flere, er det nødvendigt at dele sig op.

Milk and Honey

Hvor: 134 Eldridge Street – mellem Delancey Street og Broome Street
Hvornår: Alle dage kl. 21-04
Hvor meget: Cocktails ca. 15 dollar
Hvordan: reservationsny@mlkhny.com

Hvorfor: Baren er ejet af cocktail-legenden Sasha Petraske, som er verdenskendt for at have styr på de nuancerede smagsdetaljer. Når man træder indenfor, er det som at rejse tilbage til en svunden tid i New York. Den levende belysning fylder stedet med en intim og tilbagelænet atmosfære, og det stilfulde publikum samt de professionelle ansatte giver en fornemmelsen af, at man er en del af castet i Mad Men.

Kig efter: Et butiksvindue med et jakkesæt og et skilt med teksten: »M&H, Tailors, Alterations«. Der er tit gitter for, så vinduet kan være svært at få øje på. Baren ligger på den anden side af den lettere ramponerede metaldør til højre for butiksvinduet.

Husk: Milk and Honey er normalt en medlemsklub, hvor medlemskabet koster 500 dollar årligt. Derfor er det nødvendigt at skrive i forvejen for at reservere et bord. Modtager kun kontanter.
 

The Raines Law Room

Hvor: 48 W 17th Street – mellem 5th Avenue og 6th Avenue (Avenue Of The Americas)
Hvornår: Mandag-torsdag kl. 17-02, fredag-lørdag kl. 17-03, søndag kl. 19-01
Hvor meget: Cocktails 12-15 dollar
Hvordan: reservations@raineslawroom.com

Hvorfor: The Raines Law Room er som at rejse tilbage til 1920erne. Indretningen med mørke chesterfieldmøbler, tunge gardiner og den afdæmpede jazzede baggrundsmusik giver fornemmelsen af, at man sidder midt i en filmkulisse fra The Artist. Drinksene er upåklagelige, og som en sjov lille gimmick er hvert bord udstyret med en lille snor, man hiver i, når glasset er tomt.
Kig efter: Trappen ved nr. 46, som er indhegnet i et lille skur. Gå ned og ring på dørklokken. En mand med fed fransk accent spørger til jeres reservation. Har man en, bliver man lukket ind med det samme. Har man ikke en, ringer han til én, når der er plads.

Husk: Det er kun muligt at reservere plads søndag-tirsdag. Skriv en mail med antal personer, tidspunkt og telefonnummer. Det er også muligt bare at dukke op, men det betyder som regel lidt ventetid.
 

PDT (Please Don’t Tell)

Hvor: 113 St. Marks Place – mellem 1st Avenue og Avenue A
Hvornår: Mandag-fredag kl. 18-02, lørdag-søndag kl. 18-04
Hvor meget: Cocktails ca. 15 dollar

Hvorfor: Alene entréen gennem den gamle telefonboks er et besøg værd. Drinksene er lækre, og er man sulten for sjov, kan man bestille nogle af New Yorks bedste og mest legendariske hotdogs fra Crif’s køkken. Selv om alt ved PDT emmer af V.I.P., er den nok New Yorks mest hypede speakeasy bar og derfor ikke så hemmelig længere. Men bestemt et besøg værd.

Kig efter: Crif Dogs på St. Marks Place. Et lille diner-lignende hotdog sted. Træd ind i den gammeldags telefonboks på venstre side. Løft røret og tryk på buzzeren. En stemmer toner frem, og når entréen er godkendt, åbner den ene væg sig, og man træder ind i et lille rum med en centralt placeret bar.

Husk:
Det er nødvendigt at reservere i forvejen. Ring kl. 15, når baren åbner. Ikke senere. Der er mange, der ringer. Tlf. 212 614 0386.

Little Branch

Hvor:  22 7th Avenue South på hjørnet af Leroy Street
Hvornår: Mandag-lørdag kl. 19-03
Hvor meget: Cocktails ca. 13 dollar

Hvorfor: Little Branch er endnu en af Sasha Petraskes barer. Bartenderne er uden tvivl blandt NYC’s bedste, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem gode manerer og smagfulde (stærke) drinks. Fortæl dem enten, hvad du er til, hvilket humør du er i, eller hvilket humør, du gerne vil være i, og de fremtryller det. Stemningen er tilbagelænet, belysningen afdæmpet, og der er ofte et lille jazzorkester, som står for musikken.

Kig efter: En ensom rustenrød metaldør på hjørnet af 7th Avenue og Leroy Street. Umiddelbart ligner det ikke noget, der er tilgængeligt for offentligheden. Og var det ikke for det lille skilt på døren eller dørmanden ude foran, ville man helt sikkert gå forbi. Hvis dørmanden ikke er der, banker man på.

Husk: Man møder bare op, men der kan være lidt ventetid foran. Modtager kun kontanter.

Bleecker Heights Tavern

Hvor: 296 Bleecker Street – mellem Barrow Street og Grove Street
Hvornår: Mandag-torsdag kl. 16-00, fredag kl. 16-02, lørdag kl. 12-02, søndag kl. 13-00
Hvor meget: Øl 3-8 dollar

Hvorfor: Bleecker Heights Tavern er speakeasy baren for de sportsinteresserede. Derudover er den en af de eneste af slagsen, som tilbyder et stort udvalg af godt øl. Er man sulten, kan man bestille en burger fra Five Guys nedenunder. Og ja, man må godt spise sin mad i baren.

Kig efter: Five Guys burgerbar. Ignorer duften af veltilberedte hamburgers og gå målrettet mod bagenden af lokalet. Drej til venstre og gå op ad den skjulte trappe til 1. sal, hvor baren ligger.

Husk: Hvis man kommer, efter burgerbaren er lukket, kan man ringe på tlf. 212 675 6157, så åbner de for en.

Employees Only

Hvor: 510 Hudson Street – mellem Christopher Street og W 10th Street.
Hvornår: Mandag-søndag kl. 18-03.30
Hvor meget: Cocktails 15 dollar

Hvorfor: Det er sjovt at gå igennem den ret så særprægede butik og pludselig befinde sig i en af New Yorks hippeste barer. Mørke mahognimøbler, guldrandet bar og bartendere i hvide tætsiddende jakker sætter scenen for et ekstraordinært barbesøg med yderst velsmagende cocktails.

Kig efter: En stor, grøn markise og et rødt neonskilt i venstre hjørne, hvor der står »psychic«. Indenfor sidder en spåkone og læser tarotkort. Løft det tunge gardin ved siden af hende til side og I kommer ind i baren. I weekenden, eller hvis der er travlt, står der en dørmand ude foran, som viser vej.

Husk: Kom i hverdagene eller tidligt i weekenden. Der bliver hurtigt crowded.

La Esquina

Hvor: 114 Kenmare street – mellem Kenmare Street og Lafayette Street
Hvornår: Mandag-søndag kl. 10-02
Hvor meget: Cocktails 15 dollar

Hvorfor: La Esquina er egentlig en restaurant, men der er enkelte pladser til en drink i den grottelignende bar. Stedet byder på mere end 200 flasker tequila. Og det er ikke den udrikkelige slags, som serveres på visse hjemlige barer til en rund ti’er, men mexikansk spiritus af den fineste slags.

Kig efter: Den neonoplyste deli på hjørnet af Kenmare og Lafayette. Indenfor står der en mand, som tager imod reservationer. Han kalder på værtinden, som viser en ned af trappen. Herefter går man, som var det en dårlig gangsterfilm, gennem køkkenet, hvor personalet er i fuld gang med at tilberede folks madbestillinger.

Husk: Hvis man vil spise, er det nødvendigt at reservere bord tre uger forinden på dagen. Ellers kan man smutte forbi til en drink i baren. Tlf. 646 613 7100

Læs også: Guide: 5 markeder i New York