8 gode Barcelona-bodegaer

Kvalmegrænsen for designerbarer var allerede nået. Barcelona har genopdaget sine traditionelle bodegaer med vermouth, ansjoser og vin direkte fra fad.

Bodega de l´Avi Manel. Fold sammen
Læs mere

Det er lige før, at man kan høre et lettelsens suk, da Judith træder ind ad døren. Hun er hjemme på besøg fra Frankrig, og som barnefødt i Barcelonas Gràcia-kvarter for godt og vel 40 år siden er hun kommet på Bar Bodega Quimet, så længe hun kan huske.

Næste: 8 gode Barcelona-bodegaer

»Det hele ligner jo sig selv. Hvor er det dog dejligt, at I har respekteret stedet,« udbryder hun, mens Carlos Montero skænker hende en aperitif af husets gyldne hvidvin.
Den 26-årige barceloneser overtog sammen med sin lidt ældre bror bodegaen i april, da ejeren gennem en halv menneskealder gik på pension. De følgende måneder gik med at bygge om, mens stamgæsterne luskede bekymret omkring udenfor. Men frygten viste sig ubegrundet.

"Vintønder, kølebokse og fliserne i gulvet er de samme"
»Vi var nødt til at flytte en mur for at få mere plads, men ellers har vi bevaret alt. Vintønder, kølebokse og fliserne i gulvet er de samme. De er blot blevet restaureret og virker næsten taknemmelige over igen at være skinnende rene,« siger Carlos Montero med et smil og tilføjer:  
»Alt andet ville have været en forbrydelse mod stedet og de folk, som kommer her. Samtidig var det meget billigere end at bygge nyt.«      

For 40-50 år siden ville historien om det lykkelige ejer- og generationsskifte aldrig have fundet vej til aviserne. Og da slet ikke en dansk. Dengang lå der en bodega på hvert andet gadehjørne i Barcelona – omkring 500 i alt. Lokale samlingssteder, der fungerede dels som vinudsalg, hvor man kunne få dunke og flasker fyldt op til fornuftige priser; dels som bar med et mindre sortiment af tapas.

Men så kom først supermarkedernes vinhylder og musikbarerne med deres øl- og drinkskultur. Senere, efter OL i 1992, handlede det om at leve op til Barcelonas ry som sydeuropæisk mekka for design og moderne livsstil. Og mens arkitekttegnede tapasbarer med Ferrán Adrià-wannabes bag gryderne skød op over alt i byen, forsvandt bodegaerne stille og roligt, efterhånden som deres gamle ejere og lige så pensionsmodne gæster ikke orkede mere.

"Fået nok af det der kosmopolitiske ræs"
»Jeg tror, at folk er ved at have fået nok af det der kosmopolitiske ræs. Også vi unge søger tilbage til steder med tradition, og som repræsenterer noget, der er vores eget,« siger Carlos Montero.

Sådan er det i hvert tilfælde i Bar Bodega Quimet, der tiltrækker folk i alle aldersgrupper. Også andre steder i byen har gamle og halvdøde vinstuer fået nyt liv. Endnu er tendensen svag, men en renæssance er på vej, mener Josep Lluís Cots, der er billedhugger og formand for »Bevægelsen til forsvar for de lokale bodegaer«.

»Vi gider ikke flere kædecaféer og designerbarer, som alligevel ligner hinanden til forveksling. Måske har det også noget med krisen at gøre. Hvorfor drikke import-øl til fire euro flasken, når man kan få et glas vin til under det halve på en bodega,« spørger formanden over en vermouth på en anden af Gràcias gamle vinstuer, Bodega Marín.

Via bevægelsens blog (mededebebe.blogspot.com) har han sat sig for at udarbejde en komplet liste over Barcelonas bodegaer. Og hvad der begyndte som et hyggeprojekt for inkarnerede aficionados har på et halvt års tid udviklet sig til et samlingspunkt med flere tusinde månedlige besøg.

Det vigtigste er udvalget og kvaliteten af mad og drikke
Bloggen indeholder udover listen med tilhørende artikler også en definition af, hvad en rigtig bodega egentlig er for noget. Der er krav til indretningen, men det vigtigste er i sagens natur udvalget og kvaliteten af mad og drikke.
»Udover vin på fad og husets vermouth er også diverse fiskekonserves obligatorisk. Først og fremmest ansjoser, som er lakmusprøven på om et sted holder,« siger Josep Lluís Cots og indskærper, at vi endelig ikke må gå glip af dem, som serveres på Celler Ca la Paqui.

Det er hen på aftenen, da vi efter en lang tur rundt i byen – se listen andetsteds på disse sider – endelig når frem til den diminutive bodega i det gamle industrikvarter El Clot. Helt upåvirket er vi ikke efter at have prøvesmagt diverse vermouther og vine, men der skal mere til at ryste Paqui – en slagfærdig dame omkring de 60.

»Min hund Jacki tissede engang på (den tidligere FC Barcelona-træner, red.) Johan Cruyffs bil, da han var inde at spise på restauranten her ved siden af,« proklamerer hun stolt, da vi har fået serveret den første omgang.

Selv holder hun med Real Betis fra Sevilla, og i det hele taget er tilhørsforholdet til Andalusien tydeligt i bodegaen, som Paqui har drevet sammen med sin mand siden 1986. Olien, for eksempel, er fra hjembyen Baena i Córdoba – et af verdens bedste områder. Og de råmarinerede ansjoser (boquerones) med hvidløg og persille har en smag og en konsistens, så man får lyst til at råbe Olé!

De salte ansjoser (anchoas), som bodegaen er berømt for, kommer imidlertid fra Biscayen. Paqui viser, hvordan hun skyller fileterne i vand og fjerner tilbageværende ben med en pincet – et frygteligt, men vigtigt, pillearbejde. Lige så afgørende er det først at rette an umiddelbart før servering, ellers trækker olien for meget salt ud af ansjoserne, forklarer hun.

Resultatet er ganske rigtigt vidunderligt, og vi må prøve de små kødfulde og lyserøde fileter både »on the rocks« og som del af en banderilla med oliven, chilipeber og andet surt. Imens bliver det både hyggeligt og sent, og snakken når vidt omkring, inden vi siger farvel og forlader bodegaen sammen med de sidste stamgæster.

Meget mere spansk på den gode gamle måde bliver det ikke i 2010ernes Barcelona, og at det er noget ganske særligt, har også de indfødte genopdaget.

Næste: 8 gode Barcelona-bodegaer