75 km til fods på Fyn med Fjällräven Classic

Tag med på den danske udgave af den legendariske vandretur Fjällräven Classic. Det er 75 km vandring langs Øhavsstien på Sydfyn for både hardcore friluftsentusiaster og dem, der bare gerne vil gå en smuk tur sammen med andre.

Foto: PR. Der er vandrere i alle aldre.
Læs mere
Fold sammen

Amandas hæl er én væskende vabel. Afreven hud og en rød klistret plamage der, hvor der burde være fin lyserød hud.

Hendes T-shirt afslører, at hun for nylig har løbet 42,195 km gennem Københavns gader. Men at have gennemført et maraton betyder tydeligvis ikke, at man dermed har erfaring med at vandre. På fødderne har Amanda så nye vandrestøvler, at læderet stadig skinner og knirker, når hun går. I kombination med 75 kilometers gang med fuld oppakning er det ikke noget stort mysterium, at hun har fået vabler.

Og hun er ikke den eneste – køen til den hvide varevogn, hvor samaritterne holder til, er lang. Og selv om der er et par enkelte tilfælde af soleksem blandt de ventende patienter i campingstolene udenfor varevognen, er den overvejende del vandrere med de samme væskende symptomer som Amanda.

Dansk pendant

Vi er på Sydfyn, på en kløvermark bag godset Holstenshuus ikke så langt fra Faaborg. I morges var vi 25 km herfra, på Faldsled Havn i det sydvestlige hjørne af Fyn, hvor startskuddet – i bogstaveligste forstand – gik til den første udgave af vandreturen Fjällräven Classic Danmark.

Den danske pendant til det legendariske Fjällräven Classic, som er en 110 km vandretur langs Kungsleden-stien i det nordlige Sverige.

Naturen i den del af Sverige, der hedder Lapland og ligger et par hundrede kilometer nord for Polarcirken, er barsk og rå, med store vidder, brusende floder, høje fjelde og ingen beboelse eller byer. Sådan er det ikke på Sydfyn. Her er bakkerne bløde, vegetationen gavmild, og man går både gennem små landsbyer og forbi store godser og gårde.

Men idéen bag vandreturen er den samme som i Nordsverige – at få folk ud i naturen på mere end bare et stop ved iskiosken-tur. At vise, at naturen er tilgængelig for alle.

Også for hunde

Alle er kodeordet. Blandt de 326 vandrere, der er tilmeldt denne første udgave af Fjällräven Classic Danmark, er der både unge og gamle, fra bedstefædre på 75 til børn på fem. Kvinder og mænd. Danskere og udlændinge. Hardcore vandrere og uerfarne vandrere.

For de med hundreder eller tusinder af vandrede kilometer i benene er turen primært – forstår man efter en snak med nogle af dem – en social ting. En mulighed for at dele naturoplevelsen med andre.

For de mere uerfarne ud i teltslagning og mad på primus, som man selv står for undervejs, er der en tryghed i at være pakket ind i frivillige medhjælpere. På de checkpoints, man kommer forbi og hvor hikingkortet skal stemples for at registrere, at man har passeret, er der frivillige, og på de steder, man overnatter, er der – mange – frivillige, som kan hjælpe med alt fra at slå telt op til at justere ens rygsæk, så den sidder bedst muligt.

Det sidste er vigtigt, for man skal selv bære alt.

Foto: PR. Der er ikke voldsomt bakket på Fyn, Svanninge Bakker er det, der kommer tættest på. Fold sammen
Læs mere

Rigtigt udstyr

Telt, sovepose, liggeunderlag, primus, tøj og personligt grej. Det kan hurtigt blive en tung affære, der kan ødelægge fornøjelsen ved at bevæge sig til fods gennem landskabet, så på Fjällrävens hjemmeside er det primære budskab om pakkelisten til turen: så lidt som muligt, så let som muligt og så god en rygsæk som muligt. Som producent af friluftsudstyr er Fjällräven af naturlige årsager interesseret i, at folk får en oplevelse i naturen, der kalder på flere vildmarksture, og jo mindre, man bemærker vægten på ryggen, jo bedre er chancen for det.

Mad skal man også selv bære på, men det er så snedigt indrettet, at man på overnatningsstederne får udleveret dagsrationer, så man modsat vandreturen i Nordsverige kun skal slæbe på én dags proviant. Så inden vi finder en ledig plet på kløvermarken at hejse vores telt på, stopper vi op ved det bugnende bord af mad og samler ind til dagen efter: müsli og kaffe på pose til morgenmad. Rugbrød og makrel og leverpostej på dåse til frokost. Forskellige varianter af frysetørrede pastaretter til aften. Plus frugt og chokolade- og müslibarer.

Vi har allerede på første dags vandring opdaget, at den blå dåseleverpostej fra Faaborg smager forrygende godt, når man er sulten og spiser den siddende på en eng med udsigt til bølgende marker og ænder, der rapper i en lille sø. Og at kaffen nok kommer i en pose, men er af høj kvalitet.

Næste morgen pakker vi teltet ned, ruller soveposerne sammen og hiver rygsækken op på ryggen.

Tid til store tanker

Vi går i en gruppe, der først består af seks mennesker, så fire, så går vi bare to, så støder vi på en flok og går mange sammen, så går jeg alene.

Det hele er fint. Alle, der har vandret eller bare gået en tur, ved, at man af en eller anden grund kan have umanerligt gode samtaler, når man går. Og at gå for sig selv i sin egen rytme og enten tænke på intet andet end at gå eller at tænke store tanker om alt muligt andet end at gå kan være næsten meditativt.

Specielt på så fin en strækning, som Øhavsstien er. Den strækker sig 220 km rundt om det sydfynske øhav og går gennem noget af det smukkeste landskab, Danmark har. Skiftevis rundt om marker, gennem skov og langs den sydfynske kyst. Det er ikke vanskelig vandring, og hele vejen er ruten tydeligt skiltet, så man kunne sagtens gå på den uden at være en del af Fjällräven Classic Danmark.

Men man går i så fald glip af det sociale element.

Foto: PR. De unge og de knapt så unge, de trætte og de stadig kvikke, de erfarne og de nyslåede vandrere. Lejrbålet på vandreturens andendag er åbent for alle. Fold sammen
Læs mere

Fællessang og lejrbål

Om aftenen på dag 2 er der lejrbål og klimpren på en guitar.

Det er hyggeligt, og selv om den danske sommerregn, der nogle timer tidligere har hamret ned over teltene, har holdt en del i soveposerne, er der nok vandrerhajer samlet ved den knitrende ild til efter fællessangen at danne basis for munter udveksling af røverhistorier fra tidligere ture.

Og for vandrenovicer til at slubre de dryp af nyttig info, der falder af undervejs, i sig.

For eksempel den om vandrestokken, man ikke bare går med, fordi man synes, det ser prof ud, men fordi fingre hæver op, når man går langt. Det kan man undgå ved at have noget mellem hænderne, man kan »nulre«, som en af de erfarne vandrere indvier i en knapt så erfaren i.

Den tredje og sidste dag på turen rammer vi Svendborg.

Dagens første checkpoint er placeret cirka halvvejs på ruten, på en plæne med udsigt til den – især set nedefra – majestætiske Svendborgsundbroen, og er dermed et oplagt sted at spise frokost. Specielt på denne dag, hvor solen skinner fra en perfekt koboltblå himmel og får det til at skære i øjnene at se på de mange hvide sejl på bådene, der stryger forbi ude på sundet.

Det er ikke Sveriges vilde natur, men det er smukt på en meget dansk måde. Og vi er ved at have vænnet os til vægten af rygsækken og til at fyre op i primussen til en kop kaffe, så da vi sidst på eftermiddagen træder ind over målstregen ved Valdemars Slot, er det næsten vemodigt, at turen er slut.

Hurtigt udsolgt

Vi giver hinanden high five og dykker ned i den nærmeste fadøl for at fejre os selv og vores nye vandrevenner. Og efterhånden som folk drysser ind mellem de store hvide flag med Fjällrävens karakteristiske logo, der markerer, at her slutter turen, klapper vi. Specielt da to otte-årige børn, der determineret har gået alle 75 km, selv om både deres mor og far på skift har måttet kaste rygsækken i ringen og få et lift, kommer i mål.

Fjällrävens repræsentanter ser lige så glade ud som vi andre. Debuten på den danske udgave af den klassiske vandretur har været lige så stor en succes, som det så ud til, da der i februar 2014 blev åbnet for registrering og udsolgt på bare ti minutter.

Og den eneste malurt, vi kan finde i bægeret, er det anarki, der opstår, da shuttlebusserne, der skal køre os tilbage til de parkerede biler på Faldsled Havn, ruller ind foran Valdemars Slot, og alt for mange trætte vandrere vil med alt for få busser.

Sammenlignet med den store oplevelse, vi har fået i den danske natur, er det dog småting.

Ligesom vablerne.