6 stop i Spanien

Vil man lære Spanien bedre at kende, så er et »road trip« gennem den vestlige del af landet et herligt møde med et originalt Spanien proppet med historie og liv i gaden på den spanske måde.

Foto: Colourbox.com

FØRSTE STOP: SEVILLA
Hvis et tidspunkt kan være en seværdighed, så er aftentimerne Sevillas eiffeltårn.
Vi er i den første, den største og den mest kendte by på vores rute op gennem det vestlige Spanien.

Læs også:
Guide til fodboldferie i Spanien

Det er et rent og smukt møde mellem det hypermoderne og traditionen – sat på spidsen de steder, hvor sporvogne årgang 2009 på få skridts afstand glider lydløst forbi katedralernes mægtige stenvægge.

Det er også et unikt møde mellem arabisk og vestlig kultur og historie, og de farveglade bygninger, tyrefægterarenaen, de arabisk-inspirerede haver og tårne, parkerne, de grønne boulevarder og den gode mad imponerer.

Men det er de timer, hvor familier i flere generationer – børnene i selebukser, nypudsede laksko og med en fodbold under armen – indvaderer alle åbne lysninger mellem gigantiske kirker og paladser, der for os gør byen helt speciel.

Det er, når horder af gamle mænd med hatte, brune cardigans og elegante stokke tager opstilling til højrøstet snak på gadehjørner og ved bardiskene i de mange tapas- og vinbeværtninger, mens solen begynder at synke i horisonten, at det står det klart, at byen – selvom den for længst har erobret en fremtrædende rolle i det turistafhængige Spanien – stadig er i de lokales vold. Og selv om solen forsvinder, er dagen først begyndt.

Når endelig familierne begynder at sive hjemad hen mod midnat, fyldes Sevillas gader med nye lyde.

Fra en sidegade i det levende Santa Cruz-kvarter hører vi en aften en dyb, rungende stemme i den mørke nat og efterhånden et større antal hæle, der hamrer i gulvet i takt til musikken.

Vi følger lyden ind i en snæver gyde til de brune skodder til et lokale på 1.sal, der er åbnet lidt på klem.

De øver, og vi er ikke inviteret, og vi må nøjes med at nyde »forestillingen« i det ravstensgule lys fra de få gadelamper, men i modsætning til de efterhånden mange flamenco-shows, vi er blevet udsat for på hoteller og restauranter, så giver det gåsehud.
En anden aften har vi egentlig blæst til retræte, da vi hører, hvad der fuldstændig bogstavelig talt lyder som et hav af stemmer.

Efterhånden som vi nærmer os den charmerende og intime Salvador-plads, er der tale om en konstant, overvældende summen, som om nogen med en gigantisk forstærker har slået en dyb tone på en kontrabas. Da vi når omkring hjørnet til selve pladsen, ser vi tusinder af mennesker stå skulder ved skulder, som til en koncert. Enkelte står ved højborde udenfor pladsens få beværtninger, men langt de fleste står bare op og ned af hinanden, snakker, drikker deres øl eller vin og nyder den varme aften og hinandens selskab.

NÆSTE STOP: MERIDA