5 x juleshopping i London

Verdens største skoafdeling, 16 vandingshuller og en interaktiv »jeans-finder«. Vi guider til juleshopping i stormagasinet Selfridges i London. Rejseliv har cruiset etagerne.

Foto: Matt Writtle Fold sammen
Læs mere

1. Find de perfekte jeans
Hvad: Denim Studio
Hvor: 3. sal
Tip: Nyd de gode store prøverum

Selfridges »Denim Studio« er sat i verden for at hjælpe alle de kvinder, der sværger til jeans, men kæmper hårdt for at finde et par, der sidder bare nogenlunde. Denim Studio har alt, masser af brands og endnu flere modeller, længder og nuancer. Fra det rustikke rå og slidte look til enkle klassiske mørkeblå jeans. Og både til gazeller med modelmål og alle de andre.

Book tid på forhånd til en »Fit Expert«, eller sats på at finde en ledig. De har generelt bedst tid om formiddagen. Eksperterne kender hvert brand som deres egen kantsyede lomme og udpeger netop den model, der sidder flot, hvis man er til lav talje og ekstra længde eller har sin evige kamp med svajryg og underlige knæ. Kort sagt, man spares for frustrationen i prøverummet, hvor dyngen af bukser, man heller ikke så godt ud i, vokser støt i takt med, at modet på at finde nye jeans hastigt daler.

Vil man hellere prøve på egen hånd, indtaster man sine ønsker på den interaktive »Jeansfinder«, hvorefter de egnede modeller popper op på en skærm. Jo flere ønsker, man taster ind, jo mere indsnævrer programmet antallet af forslag.

»Det er mest mænd, der bruger den interaktive jeansfinder, så kæresten kan finde sine jeans i en fart, og de kan slippe ud herfra,« afslører en sød jeansfinder.

Er der brug for at få lagt et par bukser op, klarer Jeans Studio´s egen skrædder, »The Denim Taylor«, sagen på et par timer. Det koster ekstra, mens hjælp fra en »Fit Expert« er gratis.

Se også: Juleshopping i London


2. Verdens største skoafdeling

Hvad: The Shoe Galleries
Hvor: 2. sal
Tip: Gå en tur i Louboutin-afdelingen

Dette er verdens største skoafdeling, og kvinder går henrykt amok mellem smarte ankelstøvler, smukke aftensko i Grace Kelly stil, og kreative – nogle vil nok kalde dem besynderlige – sko i kunstneriske forarbejdninger. Her er også klipklappere og et par hylder med gummistøvler, men hovedattraktionen er så afgjort det rige og inspirerende opbud af fancy fodtøj, der bærer underholdningsværdien i sig selv.

Her er de nye hippe, de ædle klassiske og sko fra de mest avantgarde designere samlet på ét sted. Og udvalget af komfortable siddepladser er stort, så det er piskefløde for sjælen at have godt med tid, så man kan prøve en mængde. Også selv om man ikke nødvendigvis har tænkt sig at købe dem med hjem.

Skønt meget hører til i den finansielt udfordrende ende, er der også navne som Kurt Geiger, Nine West, Carvela, Vans og Converse på de fine hylder, så det er inden for rækkevidde at forlade slagmarken med en flot logo-pose og den fede følelse af nye sko.

Selfridges krydser også grænsen mellem sko og kunst og præsenterer designere som modekunstneren Cat Potter, hvis koncept-sko, udskåret af pære- og valnøddetræ, er fornemt udstillet i glasmontrer. De ligner noget, man burde drikke champagne til, mens man beskuer dem. Ligeledes Kobi Levis´s surrealistiske skodesign og de finurligt slyngede og vildt høje stiletter fra Victoria Spruce. Det er i den grad sko, man ikke tager bussen i.

Regn ikke med at finde alle designere hele tiden, for udskiftningen er hyppig. Men der er altid masser af »Wauw–sko« at opleve.

Se også: 5 måder at opleve London


3. Kaffepause med service

Hvad: Aubaine Restaurant
Hvor: 2. sal
Tips: Smag en mokka eclair

Der er hele 16 vandingshuller i Selfridges. Fra champagne & østers til sushi og Starbucks. Den hyggeligste timeout er i Aubaine Restaurant på 2. sal ved siden af den enorme skoafdeling. I erkendelsen af, antageligvis, at kvinder har brug for at komme i pit ind imellem, hvis de skal kunne komme gennem designersko i de mængder, som Selfridges byder på.

Aubaine Restaurant er indrettet i stil med et fransk brasserie. Her er frokostretter, lækre desserter og en afslappet, men ikke cafeteria-agtig stemning.

Englænderne er gode til service på et niveau, som de fleste butikker og restauranter i Danmark slet ikke kan være med på. Og de går ikke af vejen for at udføre den service, selv i et stormagasin: Det ér altså vederkvægende, at nogen tager sig godt af én efter travle timer med prøvning og indkøb af alt muligt.

Man bliver vist til sit bord af en høflig dame. Sætter sig til rette, lader poserne dumpe ned og menukortet bringe. Det frister med lækkerier som tun carpaccio og bryst af vildand med klementin puré, men også dagens suppe med squash og kokos var fløjlsblød i selskab med høvlet parmesan. Når den flinke tjener har fjernet suppetallerknen, bringer en anden – aldeles uopfordret – et fad med konditorkager. Hvorefter selv den mest tapre må vedtage, at livet næppe kan gå videre uden saftig gulerodskage eller husets fnuglette mocca eclair til kaffen. Der serveres i store hvide porcelænskopper – også i ægte fransk caféstil.

Guide: 5 sushi-steder i London


4. Få hjælp til julegaveshoppingen

Hvad: Personal shopper
Hvor: 2. sal
Tips: Netop nu er der også julede »Elfridges« på 4. sal til at hjælpe

Glem alt om stress og ømme tæer, når julegaverne skal dribles i hus: Med en personlig shopper bliver man budt velkommen i en eksklusiv lounge og drøfter udfordringen i en fredelig atmosfære med lækre magasiner og kolde drikke. Tilbagelænet i bløde sofaer henter man listen over gaveønsker fra familie og venner op af tasken: Pro-shopperne er gode lyttere og sætter sig godt ind i dine forestillinger om hvem, der skal have hvad. Og bringer helt nye ideer på banen. Selv til onkel eller hvem der nu er familiens umulius at finde på gaver til.

I juletiden er der forstærkning fra de såkaldte »Elfridges« (smånisser) i juleafdelingen på 4. sal, hvor man ikke behøver helt så stort et budget.

Skulle man være inviteret til showpremiere eller et brag af en fest i London, er der også hjælp at få: Den personlige shopper finder det helt rigtige outfit fra strømper til taske og handsker. Og arrangerer en komplet makeover med frisør og stylist i det private omklædningsrum, hvor de udvalgte tøjforslag er arrangeret, klar til afprøvning, foran store spejle. Lidt delikat at spise, vin eller vand kan der også sørges for, mens man lader sig forvandle som en anden Askepot på vej til hofbal. Både Madonna og unge medlemmer af det engelske kongehus benytter denne service, men alle er velkomne. En personlig shopper er gratis, men det uskrevne niveau for, hvad der bør soldes for, starter ved 1000 pund.

Se også: 5 for skønheden i London


5. Godt tøj til lavpris

Hvad: Primark
Hvor: 3. sal
Tips: Årets julehit er heldragten med rensdyr

Alle, der elsker at shoppe nyt tøj, men ikke har budget til de eksklusive designerbrands, som der er vældig mange af i Selfridges, kan begive sig til 3. sal. Her er der etableret en pop-up butik, hvor man kan score en stak nyt tøj til lavpris: Selfridges har nemlig samarbejde med butikskæden Primark: Et afsindig billigt brand med eget varehus, der har til huse længere henne på Oxford Street.

Selfridges har plukket lidt godter ud af Primarks bedste sæsonskud og lagt dem ind på de pæne hylder. Det betyder, at ganske få meter fra stablerne med Armanis designerjeans til et par tusind kroner ligger der cowboybukser fra pragmatiske Primark i ganske smarte modeller til sådan ca. 88 kr. Og jeans-gamacher. Det sjove er, at de faktisk sidder rigtig glimrende.

Derudover er der her i julesæsonen sjove leggings i strik med snemænd på til en lignende pris. Eller en heldragt med rensdyr-mønster til afslappede adventsdage eller til den veninde, der skal have en sjov gave til et beløb under 100 kr.

Det er en fest, at man på én gang nyder godt af Primarks lave pris og samtidig får pakket sine fund ind i fint gulprikket silkepapir og nænsomt lagt i Selfridges flotte gule poser med sorte stofsnore.

I afslappede omgivelser i stedet for at koge i kassekøen på Primark´s egne grumt neonbelyste og overbefolkede linoleumsgulve. Udvalget er begrænset, men så kan man jo bedre overskue det.

Se også: En date i London