5 tapasbarer i Sevilla

Den andalusiske storby Sevilla er kendt som Spaniens tapas-hovedstad og den perfekte destination til gå på opdagelse i de små spanske retter.

Brunilda blev åbnet i 2012 af en kendt, lokal tapas-kok, og det er et meget populært og velbesøgt spisested til både frokost og aftensmad. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marine Gastineau
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. Den moderne

Med bare murstensvægge, designerlamper og et moderne menukort er Brunilda et modstykke til Sevillas mange traditionelle tapasbarer.

Brunilda blev åbnet i 2012 af en kendt, lokal tapas-kok, og det er et meget populært og velbesøgt spisested til både frokost og aftensmad.

Her kommer de lokale forretningsfolk og smarte unge. Antallet af udlændinge er få – der er ikke mange turister, der tilfældigt kommer forbi baren, som ligger på en lille vej ved Plaza Nueva og er lidt svær at finde.

Menukortet er befriende overskueligt. Det byder på nyskabende udgaver af klassiske spanske tapasretter, og på trods af, at det gastronomiske niveau er i den høje ende, er priserne meget rimelige.

På menukortet er blandt andet confiteret andebryst med græskarpure og stegt tun på couscous – det kan klart anbefales. Også stedets simple, små tapassalater er udsøgte. Personalet er imødekommende og giver gode anbefalinger til vin.

Hvis man vil have en moderne tapas-oplevelse, er Brunilda så afgjort et besøg værd, men husk at komme tidligt, for man kan ikke bestille bord i forvejen.

2. Den ældste

Rinconcillo har ligget bag det stadig aktive nonnekloster Santa Catalina siden 1670, og der er ikke meget, der har forandret sig de sidste mange år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marine Gastineau.

Tapas siges at stamme fra Andalusien, og Sevilla anses af mange for at være intet mindre end Spaniens tapas-hovedstad. Derfor er et besøg i Sevilla er ikke fuldendt uden at have indtaget et måltid i byens ældste tapasbar, Rinconcillo.

Beværtningen har ligget bag det stadig aktive nonnekloster Santa Catalina siden 1670, og der er ikke meget, der har forandret sig de sidste mange år.

Man mærker historiens såkaldte vingesus, så snart man træder ind af døren og ser væggene rundt om baren, der er dekoreret med vin- og spiritusflasker, der for nogles tilfælde er mere end 100 år gamle.

Stedet opleves bedst fra en plads ved den tætpakkede bardisk, hvor man har fuldt overblik over det historiske rum.

Men uanset hvor man sidder, foregår bestillingen sådan, at regningen bliver skrevet med kridt på bardisken og derefter råbes videre ud i køkkenet. Blok og blyant, eller endnu vildere, en elektronisk anordning, anvendes ikke her. Tjenernes påklædning afslører også, at historie er vigtigt her – alle bærer hvid skjorte, sort vest og slips.

Rinconcillos status som Sevillas ældste tapasbar lokker mange turister til, men baren er også velbesøgt af sevillianere, der kommer for at spise frokost og drikke et glas vin.

Retterne er simple og klassiske, men det er især rummet og stemningen, der gør det til en helt unik oplevelse at besøge Rinconcillo.

3. Den klassiske

Foto: Marine Gastineau.

Las Teresas ligger blandt turistbutikker og souvenirboder i de smalle, snørklede gader i det gamle, jødiske kvarter, Santa Cruz.

Men man skal ikke lade sig snyde af omgivelserne, for Las Teresas er en lokal tapas-bastion, som i mere end hundrede år har serveret mad og vin til kvarterets beboere.

Det er stedet, hvor man kan se en gruppe ældre herrer fra gaden sidde ved hjørnebordet og diskutere dagens begivenheder ved siden af et par unge turister, der lige er ankommet til byen og drikker det første glas vin.

Las Teresas er en meget traditionel tapasbar, der har et stort udvalg af klassiske retter. Hvis man vil indføres i Sevillas tapas-tradition, er det altså et godt sted at begynde.

Barens iberiske skinke er berømt – den stammer fra de dyre sortfodssvin, pata negra, hvis velduftende bagben hænger på rad og række under loftet. De salte skiver har en fed nøddeagtig smag og smelter på tungen.

Derudover har Las Teresas et lækkert udvalg af fisketapas som for eksempel friterede ansjoser, grillede rejer og stegt tun.

4. Den lille

Foto: Marine Gastineau.

På hjørnet af Candilejo og Acelas og lige ud til Plaza Alfalfa ligger den lille, stemningsfulde Bar Alfalfa.

Stedets beskedne størrelse tillader ikke borde, og der kun er ståpladser til omkring 20 gæster. Ved frokosttid i siestaen og om aftenen efter kl. 20 er der så travlt, at man står skulder ved skulder med de øvrige gæster.

Store lufttørrede skinker hænger fra loftet i det mørke højloftede hjørnelokale, og fra gulv til loft er væggene bag baren dækket med vinreoler med gamle, støvede flasker. Det er et godt sted at stå med et glas vin og betragte livet i baren og ikke mindst på Plaza Alfalfa, hvor der altid er gang i den.

Tapas findes i et utal af variationer, men heldigvis udvælger kokken dagligt omkring ti retter til under tre euro, der skrives på en stor tavle ved baren.

Her kan man få klassikere som paella i tapas-størrelse eller mere specielle retter som en række italiensk-inspirerede tapas med mozarella og basilikum. Maden bør skylles ned med et glas fra det store udvalg af andalusiske vine.

Alfalfa tiltrækker et ungt publikum, og stemningen stiger betragteligt, når mørket falder på.

5. Den solbeskinnede

Foto: Marine Gastineau.

Tapasbarerne i Sevilla er typisk placeret i mørke lokaler, hvor tykke stenmure holder den stegende varme middagssol på behørig afstand.

Det er dog ikke alle, der har lyst til at gemme sig væk i mørket, så Los Coloniales er en favorit, fordi den som et af få steder i byen har en stor terrasse med udeservering ud til den hyggelige Plaza del Christo Burgos.

Der er rift om pladserne, og hvis man vil have et bord, kan man være nødt til booke på forhånd – som foregår på den måde, at man skriver sit navn op på en tavle og så venter man, til man får plads.

Det kan tage sin tid, for spanske familier kan sagtens finde på at slå sig ned i eftermiddagssolen i de stemningsfulde omgivelser og blive til sent på aftenen, hvor og spiser en stor aftensmad.

Hvis køen til et bord er for lang, kan man prøve at tilkæmpe sig en plads i baren, hvorefter man kan bestille specialiteterne svinemørbrad i whisky og lufttørret skinke med vagtelæg på tykke, ristede brødskiver.