5 steder med vild luksus i Lufthavnen

Guide til de dyre mærker, kaviar og kostelig luksus i Københavns Lufthavn.

Foto: Judith Betak

Der er discount - og snart en terminal for discountfly og disses passagerer - Swift hedder den.

Læs også: 5 steder med fred inden flyveturen

Men der er også det modsatte i Københavns Lufthavn.
Behagelighed, mærkevarer og nok for de fleste: vilde drømme.

Her er fem bud på betalbar forkælelse og den dyreste luksus inden flyveturen.

De ægte mærkevarer
Hvor: Nytorv, Terminal 3 Transit.
Hvad: Tænk et mærke, og det er der - næsten. Her er kopi et bandeord. Det er de ægte varer, og der er mange af de internationale mærkevareforretninger i transithallerne. Flest er samlet omkring Nytorv: Aigner, Burberry, Bvlgari, Georg Jensen, Gucci, Hermés, Montblanc, Mulberry og Versace for at remse. Det er især tøj og tilbehør, tasker og tørklæder, man kan svælge rundt i.
Hvor meget: Som priserne "udenfor". Men forretningerne i lufthavnen holder også udsalg ind imellem.

Den vildeste mobil
Hvor: Vertu på Nytorv, Terminal 3 Transit.
Hvad: Vertu mobiltelefon, der bl.a. har ringetone komponeret og indspillet af symfoniorkester samt egen "butler" - en 24-timers service, hvor man på rejsen kan få hjælp til at finde den rigtige restaurant, eksklusive rejsemål eller begivenheder. Nokia's ultimative telefoner fås fra omkring 40.000 kr - og med diamanter op til en mio. kroner. Den dyreste Vertu udstillet i Lufthavnen er guldbelagt - og låst inde i en montre. Personalet ifører sig vertu-handsker, når den skal fremvises.
Hvor meget: 120.000 kr.

Den dyreste mundfuld
Hvor: Caviar House og Prunier Seafoodbar, Terminal 3 Transit.
Hvad: Kaviar - den ægte fra stør, men som her er fra opdrættede stør i Frankrig - er en gudespise. Man man købe den med i dåser fra 30 til 250 gram og priser fra 345 til over 11.000 kr. alt efter kaviar-mærket. Dagsprisen svinger i øvrigt. I seafoodbaren serveres en "kaviar-prøve" - Caviar Shot et glas vodka eller champagne samt fem gram kaviar i ske - til henholdsvis 120 og kr. Dyreste på menukoretet er en rigtig kaviar frokost:  "Luxury minute" med 125 g Saint James Solo serveret med æggehvide, rødløg, toast og creme fraice. 
Hvor meget: 3.070 kr.

Den glitrende tid
Hvor: Plaza Watches & Jewellery, Terminal 2 Transit.
Hvad: Tid er penge - og ure kan koste mange penge. Forretningen fører flere mærker. De mest solgte er Omega, Breitling og Cartier - hvorfra man i øvrigt også har en brilliantbesat lighter til 50.000 kr. Det dyreste herreur, der kan fås her, er et Omega-ur med brillianter, og det tilsvarende dameur, som også har brillianter - endda "raslende" inden for urglasset, og i øvrigt er i 18 karat guld, er fra Chopard.
Hvor meget: 41.988 kr. for herreuret og 149.300 kr. for dameuret.

Den private ventetid
Hvor: Novia Lounge og Servisair Lounge, Terminal 2 Transit.
Hvad: De meget rejsende har "de gyldne kort" og rejsende på business eller første klasse får automatisk med billetten den luksus, at kunne tilbringe ventetiden i en lounge, hvor der er mere fred og ro og kølige drikke ventende i tag-selv buffet'en. Men i et par af lufthavnens loungerne kan man købe sig adgang til loungerne og deres servicetilbud - bl.a. massagestole, som i Servisair loungen er gratis. Loungerne betinger, at der kun kan købes adgang, hvis der er plads.
Pris: 150 kr.

Se også: Guide til morgenmad inden flyveturen