5 hotte hoteller i N.Y.

Hvor skal man bo på ferien i megabyen? Ja, det kommer an på, hvilken type man er. Her er fem typer og fem hoteller i "The Big Apple".

Et roligt blåt lys, der efter sigende skulle være godt for hjernens afslapningscenter, kendetegner det lille boutique-hotel Dream. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Luksusdyr

Hvor: The Mercer, Soho
Pris: 2.848-16.822 kr.
Info: mercerhotel.com

Har du vundet i lotto eller bare lyst til at sove som en supermodel? Midt i Soho’s stillige fashionista-kvarter ligger The Mercer. Skønt hotellet har over 20 år på bagen, sætter det stadig standarden for en oplevelse på første klasse med ægte »celebrity spotting«-chance. Store, lyse værelser med ekstra højt til loftet, giver den rette »NY loft«-følelse, som man forbinder med det kunstneriske kvarter.

Værelsernes tidløse indretning har designeren Christian Liagre stået for. Sengen er beklædt med luksuriøs egyptisk bomuld, og badeværelset er et kapitel for sig selv, fyldt med luksus og et marmorbadekar der er stort nok til to.
Mercers bar og restaurant er kendt i hele området for sine friske mojitoer og silkebløde café latte.

Fattigrøv

Hvor: The Gershwin, Madison Square Park
Pris: fra 211 kr. i en 10-personers sovesal til 1.296 i egen suite.
Info: gershwinhotel.com

Rejser du på et minibudget, eller vil du hellere bruge dine penge på shopping end overnatning, så er Gershwin-hotellet for dig. Her får du hverken luksusdesign eller service på første klasse, men super beliggenhed på 27th East Street ved Madison Square Park.
Indretningsmæssigt ligner hotellet et »art projekt«udført af et par skæve kunstnere, værelserne er slidte, og sengetøjet har set bedre dage, men det kan tilgives når man ikke betaler en bondegård for sin overnatning.

Servicemæssigt halter hotellet lidt efter. Som turist i New York bliver man tit overvældet af den venlighed, man møder overalt, men det er ikke alle ansatte på The Gershwin, der har fået læst servicehåndbogen. Så forvent at få det, du betaler for. Alle værelser har bad og toilet, dog deler man badeværelse, hvis man borpå sovesalen.

Surrealist

Hvor: Dream, 7 ave, 55th street
Pris: 841-1.953 kr.
Info: dreamny.com

Et par blokke fra Times Square ligger det lille boutique-hotel Dream i al neonlyset. Værelserne er ikke overdådige i størrelsen, men der er gjort rigtig meget for, at du skal få nogle overdådige nætter.
Et roligt blåt lys, der efter sigende skulle være godt for hjernens afslapningscenter, strømmer ud fra under sengen, der er beklædt med egyptisk bomuld.

Dream har udover to udmærkede restauranter også en skøn tagterrasse, der om sommeren trækker festklædte New York’ere i massevis, men som gæst på hotellet har du fortrinsret til det forjættede partyland.
Hotellets lobby og restauranter er indrettet som en surrealistisk, dekadent drøm af Salvador Dali, især det store akvarium er spektakulært.

Gentleman

Hvor: City Club Hotel, 6 ave, 44th Street
Pris: 1.423 -4.064 kr.
Info: cityclubhotel.com

Er du til historiske omgivelser i fløjlsblød, mørk maghoni, kan City Club Hotel anbefales.
Hotellet blev opført i 1904 som et sted, hvor datidens republikanere og demokrater kunne mødes i stilfulde omgivelser og diskutere politik over en dry martini og en venskabelig cigar.

De små værelser – »Petite« – er skønne perler med det fornødne i lækre materialer, men knap så meget plads. Det store »Grand Duplex«- værelse er derimod en stilfuld lækker to etagers suite, der minder om en eksklusiv lejlighed i det indre København.
Den tilstødende prisvindende restaurant, DB, serverer fantastisk mad inklusiv en yderst velsmagende gourmetburger med sorte trøfler.

Jakkesæt

Hvor: W Hotel, Downtown
Pris: 1.796-2.810 kr.
Info: Starwoodhotels.com

Vi er i børsdistriktet, tæt på Ground Zero og nærmest nabo til Frihedsgudinden, men ikke længere væk end en kort gåtur til den nærmeste metro station.
W Hotellet byder på futuristisk luksusindretning med runde hjørner, lækre materialer, og alt det man forbinder med et usædvanligt hotelophold i New York.

W har desuden et stort velindrettet fitness-område med vægte, cardio og bokseudstyr. Det er også muligt at hyre personlig træning.
Stemningen kan udefra virke lidt formel på grund af de mange velklædte børsmæglere og bankfolk, der befolker bar og restaurant, men det betyder ikke, at en aften i restauranten er kedelig.

Se også: Svimlende udsigt fra verdens højeste hotel