5 caribiske oplevelser på Saint Lucia

På Saint Lucia i øgruppen De Små Antiller kan du opleve alt det, der hører med til drømmen om den eksotiske ø i Sydhavet.

Rejseliv imported photo
Ti Kaye Village Resort & Spa har egen strand, hvorfra man kan bestille Piña Coladas hos det belevne personale for derefter at få dagens spa-behandling med åben udsigt over Det Caribiske Hav. Fold sammen
Læs mere

Luksus og forkælelse

Hvad: Ti Kaye Village Resort & Spa
Hvor: Anse Cochon

Det er ikke mange år siden, at Saint Lucia var en destination forbeholdt de velbeslåede, og selv om øen i dag appellerer bredere, bærer den stadig præg af liebhaveri. De mange resorts er blot et eksempel herpå, og Ti Kaye Village på vestkysten er en lille, eksklusiv verden så langt fra alfarvej, at stedets uniformerede vagter forekommer overflødige.

Læs også: På øhop i Dansk Vestindien

Resortet har naturligvis sin egen strand, hvorfra man kan bestille Piña Coladas hos det belevne personale for derefter at få dagens spa-behandling med åben udsigt over Det Caribiske Hav. Hytterne bærer autentiske navne, og der opfordres til deltagelse i fællesarrangementer som »Manager’s Cocktail Party« samt resortets temmelig bekostelige udflugter.
Saint Lucia er ikke et billigt rejsemål, men er man til luksus og forkælelse, er alle muligheder åbne.
tikaye.com

Castries

Hvad: St. Lucias hovedstad
Hvor: Den nordlige del af vestkysten

En tredjedel af Saint Lucias befolkning har hjemme i hovedstaden Castries, som er en smeltedigel af moderne og traditionelt caribisk.
Her er de moderne toldfri indkøbscentre og det lokale marked, Castries Central Market, to stærke modsætninger, og det er da også netop disse snarere end kulturelle oplevelser, der kendetegner Castries.

En tur rundt i byen er hurtigt klaret og giver tid til fordybelse i markedets mangfoldighed af eksempelvis banansorter, ligesom der er mulighed for at nyde kokosvand direkte fra nødden med udsigt til havnens mange krydstogtskibe.
Selv om engelsk er Saint Lucias officielle sprog, skal man forberede sig på at kommunikere ved fagter – navnlig med de handlende på markedet. Mange taler nemlig stort set kun det kreolske blandingssprog patois.
castriescitycouncil.org

Drive-in-vulkan

Hvad: Svovlkilder
Hvor: Soufrière

Saint Lucia bryster sig af at have verdens eneste drive-in-vulkan. Nær fiskerbyen Soufrière lå ganske rigtigt også en vulkan, men den kollapsede og faldt ind i sig selv for omkring 40.000 år siden. At her stadig er vulkansk aktivitet, hersker der imidlertid ingen tvivl om.
Alle vegne syder og bobler det, mens en ildelugtende damp stiger op fra det golde landskab. Stien gennem området er spærret af, for, ja, nogle er i tidens løb er kommet lidt for tæt på hullerne fyldt med kulsort, kogende vand.

Svovlkilder skulle efter sigende have en helbredende effekt, men den umiskendelige lugt af rådne æg øger ikke just lysten til at hoppe i de særligt indrettede bassiner. Det er ikke desto mindre fascinerende at stikke tæerne i sort, varmt vand i de nærliggende bække og vandfald.
paradise-islands.org/st-lucia/sulphur-springs-volcano.htm


Natur

Hvad: Vandfald, regnskov og haver
Hvor: Det meste af øen

Saint Lucia er mere end luksus og strandliv. Faktisk huser øen en spektakulær flora, som kan opleves enten på egen hånd eller guidede ture.

Foruden de kommercielle sukker-, banan-, kakao- og kokosplantager findes både vild og tæmmet natur i form af regnskov og botaniske haver. Klippeøen har masser af vandfald, som man kan bade ved, hvis man da er heldig at komme til, inden en busfuld krydstogtturister gør ophold.

Takket være en fin infrastruktur kan øen faktisk nås rundt på en dag med adskillige stop undervejs, hvilket gør det muligt at undgå de mest overrendte, men ikke desto mindre af samme grund bemærkelsesværdige steder.
Øens vartegn er The Pitons, to næsten ens bjergtoppe, som nok ses smukkest fra vandsiden.
stlucia.org
 

Rodney Bay

Hvad: Turistby nr. 1
Hvor: Sydvest for Saint Lucias nordspids

En rejse til Saint Lucia bør også inkludere Rodney Bay, som er øens absolutte turistcentrum, skønt det med sin nordlige beliggenhed ligger stik modsat den internationale Hewanorra-lufthavn i syd.

Mellem den velbesøgte Reduit Beach og den stemningsfulde Rodney Bay Marina findes snart sagt alle muligheder inden for restauranter, barer og forlystelser. Marinaen skulle være en af de fineste i Caribien og bærer da også præg af øens tidligere status som lidt af en rigmandsoase; imponerende yachter ligger side om side med beskedne sightseeing-både og bidrager til diversiteten og den tilbagelænede stemning.

Rodney Bay er en tidligere amerikansk militærbase, men har sit navn efter den britiske admiral George Brydges Rodney, som blev hædret for sin indsats mod franskmændene 1700-tallet.
paradise-islands.org/st-lucia/rodney-bay.htm

Læs også: Smuglerskibe og leguaner i Caribien