Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den kolde
Hvad: Snescooter
Hvor: Svalbard, Norge
Minus 28 grader føles rigtigt koldt, når man kører på en snescooter med 50 kilometer i timen. Men med den rette påklædning (hvilket vil sige fem lag uld og fleece plus ”flyverdragt” og isolerede støvler) er det en oplevelse udover det sædvanlige at suse gennem et landskab dækket af is og sne. Og vil man for alvor have oplevelsen ind under huden – om end ikke i bogstaveligste forstand – er en snescootersafari, hvor man er væk fra civilisationen i flere dage den allerbedste.
En sådan safari kan man deltage i på Svalbard, den vindomsuste norske ø, som ligger i det arktiske hav midt mellem Norge og Nordpolen, og hvor blandt andet Spitsbergen Travel arrangerer to-, tre-, og fem-dages ture ud i den barske natur. Man kører i grupper på op til 10, og overnatter blandt andet i en hytte langt fra civilisationen. Med i prisen på godt 6.500 kr. for to-dages turen er måltider, alle overnatninger – og en guide, der kan håndtere alle problemer i den ekstreme natur. Inklusiv eventuelle møder med isbjørne.
Info: spitsbergentravel.com
Den våde
Hvad: Vandski
Hvor: St. Tropez, Frankrig
Vandski er noget, man ofte gør et par timer, hvorefter man hopper ud af det våde element og tager en slapper på solvognen på stranden. Men er man virkelig vild med at ræse rundt på to brædder på havet – eller vil man gerne lære,hvordan man gør, så man undgår at havne i vandet, hver gang, snoren strammes – kan man i St. Tropez på den franske sydkyst deltage i et decideret vandski-kursus over tre dage, hvor man stort set konstant befinder sig i eller på vandet. Instruktøren - den britiske Lester Cruse, som sammen med sin kone Jenny har forladt regnfulde England til fordel for solbeskinnede St. Tropez - har undervist i kunsten at balancere på to brædder i mere end 35 år, og lover at kunne lære enhver at blive stående. Og er man allerede en haj, uddeler han fif til også at blive det på én ski eller i slalomløb. Prisen for 2 dage og 3 nætter inklusive overnatning og måltider ligger på godt 2.400 kr. Hertil kommer fly.
Info: adventure-sports.co.uk
Den eventyrlige
Hvad: Motorcykel
Hvor: Namibia
Namibia er masser af ørken, vilde landskaber og ligeså vilde dyr. Men det er også brede gode og oftest øde veje, perfekt til de, der gerne vil opleve det storslåede Afrika på den aktive tohjulede form for transport, der hedder motorcykel. Afreco Tours arrangerer ture gennem det storslåede land på enten 10 eller 14 dage, hvor man blandt andet oplever Brandberg bjergene, havnebyen Swakopmund, saltørkenen Sossusvlei, Sesriem kløften, hvor man finder nogle af de største sandklitter i verden, og – ikke mindst - Namib-Naukluft Park, hvis landskab bedst kan sammenlignes med det, man forestiller sig, månen er dækket af.
Med i prisen på godt 25.000 kr. er egen BMW motorcykel, kvalificerede guider, alle overnatninger (som ofte foregår på bed&breakfast) og måltider, samt følgebiler som en sikkerhed,hvis uheldet mod forventning skulle være ude herude i den rå natur. Flybilletter, benzin og motorcykeldragt- og støvler er for egen regning.
Info: afrecotours.com
Den firhjulede
Hvad: Quad biking (ATV)
Hvor: Chiang Mai, Thailand
Når man forestiller sig jungle I det nordlige Thailand, virker en firhjulet motoriseret maskine ikke umiddelbart som det mest oplagte transportmiddel. Men faktisk er mange af stierne i den nordlige thailandske jungle perfekte til adrenalinjunkies, som hellere vil vride et håndtag og selv styre tempoet og maskinen end de vil vugge langsomt fremad på ryggen af en elefant. Qaud bikes, også kaldet ATV’ere, er en firhjulstrukket forholdsvis let sag, som er bygget til at køre i svært fremkommeligt terræn.
Og det er netop hvad man kommer ud for på den 300 kilometer lange to-dages tur på Quad Bike fra Chiang Mai. Man kører ad stier i skovbunden, i udtørrede flodlejer, på skråninger og langs floder. Inden man begiver sig off-road i junglen, får man dog en on-road tur, så man kan blive fortrolig med maskinen. Overnatningen foregår på primitiv manér hos en lokal thailandsk stamme med morgenvækning af hanen. Med i prisen på 2.500 kr. får man måltider, overnatning, entré til nationalparker, en kvalificeret guide.
Info: extremesportscafe.com
Den hurtige
Hvad: Jetski
Hvor: Queensland, Australien
Jetski (også kendt som vandscootere) er som de fleste bekendt nærmest som motorcykelræs, bare på vand. På en maskine med op til 100 HK fræser man hen over havoverfladen med vind i håret og skumsprøjt op om benene. Jetski udlejes oftest på timebasis, men for især begyndere kan en længere tur overskrævs på maskinen være en meget større oplevelse, da man så når at blive fortrolig med motorkraften og de bevægelser, man kommer ud for, når motoriseret energi rammer bølger.
Og deltager man i en syv timers tur I kystbyen Airlie Beach i den australske stat, Queensland, får man en tur, der ikke bare inkluderer mulighed for at dreje håndtaget i bund, men også for at se skildpadder, delfiner, hvaler, og tropiske fisk, idet turen foregår i Great Barrier Reef marineparken, og med på turen har man en guide, som kan spotte og fortælle om livet under havoverfladen. Priser fra 1.600 kr. inkluderer blandt andet egen vandscooter (man kan også være to om én), frokost og indgang til marineparken.
Info: coralseaecojetsafari.com.au
Læs også: På toppen af Afrika