4.603 kilometer i bil på 13 dage

Historie, kultur, natur, gastronomi, shopping og badeliv. Alt sammen blev det forenet i familiens kør-selv-ferie gennem den vestlige del af Frankrig.

Château Bois-Guy. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nina Rølle
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dag 1

Østerbro-Honfleur
(0-1.310 km)

Vi lægger ud fra matriklen klokken 22.22 om aftenen. Med vattæpper, hovedpuder, kaffe på kanden, kolde colaer og madpakke – klar til godt og vel et halvt døgns kørsel.

Måske lidt hårdt med natkørsel, men det viser sig hurtigt at være en yderst fornuftig beslutning, for der er ingen trafik, og vi nærmest flyver ned over Sjælland. Og så er der også noget hyggeligt over bare at køre derudad i natten – noget eventyrligt, og det er lige præcis, hvad vi skal. På eventyr.

I de næste 12-13 dage vil vi køre rundt i Frankrig – gennem de vestlige regioner fra nord til syd – og første stop på vores Tour de France er Honfleur i Normandiet.

Efter en regnfuld nat ned gennem Tyskland, strejfer vi et hjørne af Holland, kører tværs gennem Belgien, og halv ti passerer vi den franske grænse. Sønnike sover tungt på bagsædet, så vi beslutter at køre lige igennem til Honfleur. Som vi nærmer os kysten, bliver Normandiets bløde bakker afløst af stejle klipper, og da vi når Le Havre kører vi over den smukke bro Pont de Normandie ved Seinens udmunding.

Da vi passerer bygrænsen til Honfleur, er klokken præcis 12.22, og det er nøjagtig 14 timer, siden vi lagde København bag os.

Honfleur er en lille pittoresk havneby med brostensbelagte gyder, middelalderbygninger og talrige fiskerestauranter. Fra hovedgaden drejer vi op ad en tilfældig gade i den gamle bydel og finder et hyggeligt familiedrevet hotel, Hôtel L’Ecrin, som er en herskabsvilla fra slutningen af det 18. århundrede med en fredfyldt have.

Et charmerende sted, hvor det virker som om tiden har stået stille mange år. Interiøret består af antikke møbler, på værelserne er både vægge og loft tapetseret med blomstret silke, og i receptionen foregår alt manuelt – den ældre portier noterer sirligt navn, værelse og kreditkortnummer med pen ind i en bog og sætter ligeså omhyggeligt et kryds ved check ud.

 

Dag 2

Honfleur-Parigné (1.310-1.589 km)

I dag står den på D-dag. Vi befinder os tæt på Normandiets strande, hvor allierede tropper under 2. Verdenskrig indledte den historiske invasion 6. juni 1944 – historiens største landgangsoperation, som kostede mere end 10.000 soldater livet.

Fra Honfleur tager vi den smukke allé, som fører ud til en lille snoet vej til badebyen Trouville – en smuk strækning med grønne marker til den ene side og charmerende kystlandsbyer til den anden.

Vi lægger ud med et besøg på museet Le Mémorial de Caen i Caen. Museet giver et fint indblik i de to verdenskrige og gør selvfølgelig særligt meget ud af invasionen, som fandt sted blot 20 kilometer herfra.

Næste stop er Omaha Beach, som var det første sted, hvor de allierede tropper gik i land klokken 6.30 om morgenen. Kampene på netop Omaha viste sig at blive langt sværere og mere dramatisk end forventet, og ved dagens afslutning var 2.500 af de 34.000 soldater, der var blevet landsat, døde eller sårede. Underligt at tænke på, når man her 67 år senere står og iagttager det ubekymrede badeliv anno 2011, hvor små piger i lyserøde badedragter med påsyede sløjfer leger med spand og skovl, veltrænede unge mænd spiller fodbold, mens deres kvinder slikker sol på farverige badehåndklæder. Unægtelig en anden scene end den, vi kort forinden er blevet konfronteret med på museet i Caen.

Vi slutter vores D-dag ekskursion på den amerikanske kirkegård i Colleville-sur-Mer i terrænet bag Omaha Beach.

Her på toppen af en af de skrænter, de landsatte soldater kæmpede for at forcere, står tusindvis af hvide marmorkors i snorlige rækker på den grønne græsplæne og vidner om de 9.387 amerikanske soldater, der mistede livet i deres kamp for at befri Europa.

Fra denne så vigtige historiske plet bevæger vi os ned mod Bretagne, hvor vi skal overnatte på Château du Bois-Guy tæt ved Parigné.

Dag 3

Hviledag på slottet

Rundt omkring i det franske landskab ligger masser af slotte fra middelalderen og renæssancetiden i smukke omgivelser, og flere af dem er omdannet til bed and breakfast eller hotel.

Et af dem er Château Bois-Guy – et renæssanceslot fra 1685, som ligger i det nordlige Bretagne 40 kilometer fra Rennes.

For to år siden købte danske Michael Linhoff slottet, som fungerer som hotel- og kursusvirksomhed. Slottet gennemgik en større renovering under den tidligere ejer for 10 år siden, så udover lidt småreparationer og malerarbejde er det primært interiøret, Michael Linhoff har skiftet ud.

Hans mål er at blive det første designslot, og han er godt på vej – rundt omkring står designklassikere som Arne Jacobsens Ægget, Eames’ La Chaisse, PH-lampen Koglen, Saarinen-spisestole og Miehe van der Hohe-briksen.

Til slottet hører 18 hektarer land, som består af en sø, skove og marker, og i et af skovområderne er der sågar et lille amfiteater, som stammer fra druiderne tilbage i 1500-tallet.

Med gåseflokken, der spankulerer velfornøjet omkring, og de vrinskende heste tager Château Bois-Guy sig yderst fredfyldt ud, men gennem sin mere end 300 årige lange historie gemmer slottet på knapt så fredfyldte begivenheder. Under den franske revolution måtte general Bois-Guy flygte fra sit slot, som blev omdannet til fængsel, og på gårdspladsen blev folk henrettet i guillotinen. Men Bois-Guy-slægten fik slottet tilbage og havde det helt fem til 1955, hvor den sidste Bois-Guy flyttede ud.

Den nuværende slotsejer påstår hårdnakket, at det er en skrøne, at det altid regner i Bretagne – det er det sikkert også, men på vores hviledag regner det uafbrudt, så vi opgiver at låne slottets cykler og komme rundt i naturen. I stedet ser vi dagens Tour de France-etape og nyder slottets kulinariske formåen.

Chefkokken er Thierry Serrand, som har været på flere Michelin-restauranter, og han laver nouvelle cuisine udelukkende med råvarer fra lokalområdet. Restauranten er åben for alle, og de lokale fra de nærliggende byer kommer ofte.

 

Dag 4

Parigné-Vaux Lavalette
(1.620-2.130 km)

Han har ret slotsejeren: Det regner ikke altid i Bretagne. Denne morgen skinner solen smukt over markerne, hvor det syv uger gamle føl prøver at nå græsset, men det er ikke let med de lange ben.

Vi finder løbeskoene frem og tager en tur langs det gamle banelegeme, som oprindeligt løb 175 kilometer gennem Bretagne. Så langt løber vi ikke. Vi skal nemlig køre sydpå i dag – til Vaux Lavalette, hvor vi skal hente datteren, som er på ferie hos gode venner i deres feriehus.

Vi lægger vejen forbi Mellé for at besøge osteriet “Fruit des Prés”, hvorfra vi aftenen forinden smagte de mest fantastiske oste. Marie Dubois hedder ostedamen, og hun laver blandt andet en ost med alger fra Mont Saint Michel.

Gennem en lille rude får vi et kig ind til hendes oste, der ligger fint på hylder i det tempererede rum, som sikrer den rette modningsproces. Med et par oste i det kølige handskerum er vi klar til at køre mod syd.

Planen er at køre væk fra motorvejen og finde en hyggelig landsby, hvor vi kan indtage frokosten. Desværre er vi for sent på den – alle barer og restauranter lukker køkkenet ned klokken to, så vi må ind på et af motorvejscafeterierne, hvilket ikke er nogen kulinarisk oplevelse.

Vi overnatter hos den danske familie i Vaux Lavalette – i et rustikt rum med en fantastisk udsigt udover markerne og en vidunderlig duft af lavendler, der rammer en, når man slår vinduerne op.

 

Se dag 5-8 på næste side eller Se dag 9-12 her