Rejsen var kommet dårligt fra start.

Der var koldere ved den californiske kyst, end vi havde regnet med. Biludlejningsselskabets »lufthavnskontor« lå en 150 dollars taxatur fra San Francisco International Airport. Og jeg indledte min karriere som chauffør i et ti meter langt motorhome med at bakke et hegn omkuld med endnu en uforudset udgift af de trecifrede til følge.

Men på rejsens fjerde dag står vi pludselig under et træ, min kone, datter og jeg. Og alting skrumper ind. Vores kroppe, vores jetlag og vores budgetbekymringer.

Træet hedder Grizzly Giant, det står i Mariposa Grove i Yosemite National Park i Californien og er blandt verdens 25 største. Det er 64 meter højt og har en omkreds på mægtige 28 meter.

Grizzly Giant bliver et vendepunkt. Optikken skifter fra bagatelfokus til perspektiv. Hvad naturen folder ud for os, forstærker en fornemmelse af, at vi blot er støvkorn på en blid vind gennem kosmos. Og at det i den sammenhæng er lidt ligegyldigt, at dollarkursen stiger og benzinen ikke er så billig, som vi troede.

1. Zion, Utah
I bunden af Zion-dalen i det sydlige Utah løber en lille flod. Det viser kortet, som vi har fået udleveret ved indgangen til Zion National Park, i hvert fald. Men da vi finder den, er den ikke andet end en lille bæk, udsultet af flere måneders bagende sol over Utah.

Rundt om os breder spektakulære sandstensbjerge sig som forstenede solnedgange. Det er dem, ikke floden, der er hovedattraktionen i den betagende Zion National Park. Men uden floden ville der slet ikke være nogen attraktion.

Gennem tiden har den nordlige gren af Virgin River, som løber her, skåret sig ned gennem klippegrunden. Sekund for sekund, minut for minut, time for time, årtusind efter årtusind. I hen ved 10 millioner år. Jeg tager en tår af vandet, slynger det rundt i munden og kan ikke engang få kraft nok i til at skylle det stykke æbleskræl ud, der har drillet min ene hjørnetand hele morgenen. Men det samme vand har møjsommeligt slidt en 800 meter dyb flænge gennem landskabet, som i dag udgør Utahs mest besøgte naturpark.

Guide: 5 nationalparker i USA

2. Grand Canyon, Arizona
10 millioner år er et pænt stykke tid. Det er tyve gange mere, end menneskearten har eksisteret. Men zoomer vi endnu længere ud, er også dét bare et pulsslag i universet. En geologisk parentes. For de klipper, som Colorado-plateauets største vandløb blotlægger for os i Grand Canyon, tre timers kørsel syd for Zion, er en hel del ældre.

Omfanget af dalen er ufatteligt, stilheden ude i tomrummet sitrende. Enhver samtale her på den nordlige afsats virker irrelevant. Der er ingen mening i ordene, og lydene forsvinder uden at nå deres destination. Det er, som om Gud her har tildelt Jorden et knytnæveslag. Bag tomheden derude, på den modsatte dalside, er planetens historie mejslet i sten. Gammel havbund, gamle bakkedrag, gamle sumpe, gamle ørkener er henlagt i snorlige lag oven på hinanden. Øverst oppe kalksten, der for 250 millioner år siden var havbund. Længere nede sandsten, som var klitter langs en kyst for 550 millioner år siden. Og nederst, i støvet på bunden af Grand Canyon, halvanden kilometer under vores fødder, hviler resterne af en 1,7 milliarder år gammel bjergkæde.

Vi kan se en tredjedel af Jordens historie med vores egne øjne. Denne på én gang så ufattelige, men lige hér samtidigt sært håndgribelige tidsrejse, gør mig mere svimmel end udsigten. Jeg tjatter en sten ud under hegnet, hvor jeg står, ned ad skrænten, velvidende, at jeg ikke får at se, hvor den ender.

Se også: Sådan angriber du Grand Canyon

3. Mesa Verde, Colorado
Rejsen videre fra Grand Canyon østpå mod Rocky Mountains er fortvivlende smuk, men ofte bare fortvivlende. Sandstensbjergene marcherer frem mod os i geledder af rødsprængt skønhed. Eftermiddagsvarmen er tordnende tung. Ingen andre biler er på vejene. Da motoren på et tidspunkt truer med at sætte ud, må vi slå vores aircondition fra for at skåne den. Vi tør ikke stoppe.

Ørkenvarmen invaderer køretøjet og det bliver svært at trække vejret. Det kan godt være, at vi har bad, toilet og syv sengepladser i fartøjet. Vi har også vand nok. Men ikke siden jeg som helt lille var ved at drukne i en sø, har jeg haft en tilsvarende fornemmelse af, at naturen kan slå mig ihjel.

Den fik i hvert fald has på en helt indianerkultur længere østpå, i den øde, sydvestlige udkant af Colorado-staten. Hér, oppe på »den grønne slette«, Mesa Verde, dukker der endelig træer op igen, og temperaturen daler fra 45 grader celcius til de mere barmhjertige 35.

Disse forhold var fine nok til de indianere, der for godt 900 år siden gav sig til at hugge hele landsbyer af huler ind i siderne på slettens kløfter. De var dygtige entreprenører, samlere og handelsfolk, og de formåede faktisk også at tvinge majs ud af højslettens marker. Men i den sidste ende var det ikke nok. Omkring år 1300 forsvandt de nærmest fra den ene dag til den anden.

Hulerne er et skræmmende sted. Hvad der engang var et arkitektonisk højdepunkt, ligner i dag gravkamre. Det er nærmest mærkeligt ikke at finde knogler her. Men hvor blev beboerne af? Arkæologernes bedste bud på samfundets undergang er, at levevilkårene med tiden blev for barske. Det var ikke nok, at indianerne selv kunne skjule sig for den nådesløse sol inde i de svale klipper, når den slog alt omkring dem ihjel. De gav op og rejste herfra, først i mindre ekspeditioner, der aldrig vendte hjem, siden nærmest på kollektiv flugt.

Se også: 5 hits for naturfreaks

4. Luray Caverns, Virginia
Rejsens sidste store naturoplevelse er Luray Caverns i Virginia. Mens Colorado-plateauets enorme formationer vidner om naturens uudtømmelige kræfter over tid, er disse drypstenshuler et monument over, hvor meget den også kæler for detaljen.

Formationerne her under Shenandoah-dalens lyse vange er godt nok resultatet af op mod 250 millioner års vanddråber. Men det bjergtagende hér er ikke så meget tiden som det unikke design bag hver eneste af de skrøbelige stalaktitter, der hænger ned fra loftet, og stalagmitter, der rejser sig fra gulvet. Her er det mennesket, der kan gøre skade på naturen, ikke omvendt.

Guiderne i Luray Caverns gør meget ud af at understrege, hvor ødelæggende det er for drypstenene, hvis vi rører ved dem. Salte og mineraler i vores hud kan bremse et skaberværk, som har været undervejs lige siden dinosaurerne trampede rundt oven på.

To kinesiske kvinder er ligeglade. De stryger håndfladerne hen over alt, de kan komme i nærheden af.

Jeg råber til dem, at de skal lade være. Men jeg forstår dem godt, jeg havde det på samme måde, da jeg drak af bækken i Zion-dalen og da jeg sparkede en sten ned ad skrænten i Grand Canyon.

Man vil gerne sætte et aftryk, så man føler, at man også har en rolle i evighedens teater. Og hvem ved, måske bliver lige netop dén sten, jeg trillede ud over Grand Canyons nordkant, liggende i mange tusind år?

Se også: 10 af USAs smukkeste ruter