4 x smag på Sydfyn

På Fyn er der masser af oplevelser til maven.

Gundestrup Mejeri og Bryghus Fold sammen
Læs mere
Foto: Gitte Holtze
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1 Chokolade

Konnerup & Co 
Kakaobønner i store glas. Fine æsker med flødeboller på hylderne. Smagsprøver på chokoladepastiller på disken. Hjemmelavet is i en montre. 

Konnerup & Co er sådan et sted, der frister syns- og lugtesansen – alt ser lækkert ud, og duften, der hamrer ind i ens næsebor  i det øjeblik, man åbner døren til den store butik i  landsbyen Vester Aaby, gør én voldsomt chokosulten.  

Konnerup & Co. blev grundlagt i 2003; bag idéen står konditor og chokolatier Henrik Konnerup, og kodeordet er kvalitet. Det betyder, at chokoladen er dyrere end en plade Marabou – den smager til gengæld omkring 100 gange bedre. 

Info: konnerup-co.dk

2 Øl og ost

Gundestrup Mejeri og Bryghus 
Det ser ikke ud af ret meget, det kombinerede mejeri og bryghus i landsbyen Hundstrup midt mellem Svendborg og Faaborg. Men det glemmer man hurtigt, når man sætter tænderne i den bløde, cremede rygeost-creme, som mejerist Jørgen Hoff laver. 

Han købte det gamle andelsmejeri i 2007, og besluttede hurtigt også at lave øl – mest fordi han selv godt kan lide en øl til sin ost – og brygger i dag i omegnen  af 200.000 liter øl årligt, både pilsner, ale og forskellige specialøl. Ost og øl sælges i den lille butik, der har åben tre dage om ugen. 

Info: mejeri-bryg.dk

3 Vin

Skaarupøre Vingaard
Man kan sagtens dyrke vin på de sydfynske breddegrader. 

Det er Carsten Andersen og hans kone Bente – eller rettere, den vin, de to siden 2002 har dyrket på deres marker på Sydfyn – et bevis på. 

De to vidste meget lidt om vin inden da, men laver og sælger i dag hvidvin og mousserende vin, dyrket på den tyske drue Solaris og den ungarske Zalas Perle. 

Smagen kan man selv vurdere på en af de mange rundvisninger og vinsmagninger, Skaarupøre Vingaard, som stedet hedder, arrangerer. 

Vinsmagningen foregår i parrets meget charmerende »vintønde«, en gigantisk fin gammel vintønde, der er omdannet til et lyst og lækkert lokale. Oplevelsen tager ca. to timer og koster 1.000 kr. for 8 personer inkl. brød. 

Info: skaaruporevin.dk

4 Frokost på slottet

Broholm Slot
Man kan overnatte i en himmelseng, man kan booke bord til en seks-retters menu med tilhørende vinmenu, eller man kan tage på herregårdsophold, eventuelt krydret med golf. 

Men vil man gerne opleve Broholm Slot ved Svendborg til en nogenlunde billig penge, kan man også det. For eksempel ad den to km lange »Eventyrstien«, som fører gennem slotsparken, der hører til det næsten 700 år gamle slot. 

Og vil man gerne ind på slottet, kan man snuppe en Fynsk Frokosttallerken med blandt andet Svendborgskinke, laks fra Kerteminde, og et udvalg af fynske gårdoste til 155 kr. Velbekomme. 

Info: broholm.dk

Læs også: 4 gastro-ruter i Danmark