300 solskinsdage om året på Djerba

Efter et års turbulens er Tunesiens skjulte perle atter tilgængelig for turister, som lader sig lokke af 300 solskinsdage om året og har svært ved at frigøre sig fra den afslappede provinsielle charme.

Rejseliv imported photo
Tunesien føler sig generelt som et Middelhavsland og en stor del af arkitekturen på Djerba kan minde om den, man ser på de græske øer. Fold sammen
Læs mere

Langbenede lyserøde flamingoer spankulerer rundt i det solflimrende, stillestående vand. Vinden rasler i de mange dadelpalmer. Luften er frisk og sødmefuld af blomster her på kanten af en ny sæson. På øen Djerba ånder alt fred og ro, livet er vendt tilbage til sin vante, langsomme gænge. Det samme er turisterne. Tilsyneladende var djerberne geografisk langt væk fra deres egen revolution, men lige netop her mærkede de mere end noget andet sted i Tunesien domino-effekten af det arabiske forår.

Læs også: På ørken-eventyr i Tunesien

På grund af øens tætte beliggenhed til den libyske grænse, søgte mange ly for borgerkrigen netop her, og hele sidste år var flere af Djerbas hoteller mere optaget af flygtninge end turister. Nu er det omvendt. De fleste vendte hjem, da Gaddafi-styret faldt, men hist og her i hovedbyen Houmt Souk ses og høres stadig libyere, som valgte at blive. Det forstår man godt, hvis de føler sig lige så velkomne som os, der kun er på fransk visit.

Solen skinner igen på Tunesiens turisme, men her på den lille ø gemt lidt væk sydpå i Gábes-bugten, fem km fra egen kyst og med det nordafrikanske kontinent i ryggen, har der altid været fuldt blus på 300 dage om året. Siden de første turister satte fod på ørken-øen af bornholmske dimensioner i begyndelsen af 80erne, har det solsikre Middelhavsklima været det store trækplaster, og for netop at få turismen op i gear, slår både rejseudbydere og lokale stærkt på, at destinationen er en værdig konkurrent til de canariske øer, ikke mindst i vintermånederne. Golfspillerne har fundet ud af det, nu gælder det alle de andre.

Vi møder tre jyske damer med poserne fyldte i Houmt Souks hyggelige medina.
»Vi har ventet i to år på at kunne vende tilbage til Sousse, så vi ville prøve Djerba i stedet, og det har vi ikke fortrudt. Her er så dejligt, tuneserne er et flinkt og imødekommende folkefærd - og så er priserne rigtig gode lige nu! Men det hele er ikke kun badeferie, der er også masser af kultur, hvis man vil,« siger de og kigger videre på tæpper og lertøj.

Det lader vi os ikke sige to gange. Indrømmet, det var da udsigten til kilometerlange hvide strande, milde vinde og sol fra en skyfri himmel, der primært lokkede, men efter at have slidt godt og grundigt på solsengens betræk, lader vi os forføre - ligesom i den fortærskede myte om Odysseus, der angiveligt var Djerbas første turist. Ifølge den græske mytologi var øen hjemsted for de forførende lotus-spisende sirener, som i Homer’s heltedigt »Odyseen« er lige ved at koste Odysseus alle hans mænd, da de lader sig forføre både af kvinderne og deres foretrukne stimulanser.

Knapt så idyllisk var det med de efterfølgende gæster fra den virkelige verden, som skyllede op på deres kyster siden romertiden. Djerba har haft besøg af stort set alle folkeslag, der har gjort Middelhavet usikkert, og som ville herske over dem. Nogen blev, freden sænkede sig og øen er et af de få steder i denne del af verden, hvor jøder, kristne og muslimer har fundet ud af at bo sammen i mindelighed på så lille et areal.

Berber-kulturen er stadig den mest dominerende, og det er ikke udklædning, men traditionel påklædning, når vi især på øens sydvestlige side møder kvinder i de typiske cremefarvede kjortler med brogede bånd og hvidt hovedtørklæde med stråhat over.

Vi er i Guellela, berbernes stille hovedby, stort set helt hvidkalket, og med rigtig mange moskeer, der her kendes på deres kupler. Ikke fordi de er specielt mere religiøse, men fordi de fleste familier helst vil have deres egen. Byens attraktion er keramik-værkstedet, hvor varerne slet ikke ligner de farverige skåle og fade, vi har set i souk’en nordpå. Her er det traditionelle, naturfarvede lervarer, som man har fremstillet dem i århundreder.

Det går igen i byggeriet som rummer Musée Guellela, en slags hjemstavnsmuseum, hvor man i tableauer med voksdukker klædt på til hverdag og fest fortæller om dagliglivet på Djerba før og nu. Ikke kun for berberne, men også for jøderne, som indtil 1967 udgjorde 19.000 af Djerbas befolkning. Nu er der kun 3.000 tilbage, de andre udvandrede til Frankrig og Israel.
Jødernes stærke påvirkning gennem generationer ses også i museumsbygningen. Den er opført i samme stil som de populære menzels, lave klyngehuse med egne gårdhaver, som man hele tiden byggede større, når familien voksede, men også fordi de fungerede som små forter, så man kunne beskytte sig selv.

Et rigtigt et af slagsen er Borj el-Kébir, bygget i det 15.århundrede af sultanen af Tunis til at slå de spanske erobrere tilbage, og det ligger flot og dramatisk ned til vandet udenfor Houmt Souk som en af øens monumentale turistattraktioner.

På vejen dertil stopper vi i den lille by Hara Séghira for at se den jødiske synagoge El Ghriba. Vi skal vise ID og gennem et checkpoint, fordi der for ti år siden blev begået en mindre massakre, angiveligt af al-Quaeda, hvor 19 døde. Den rigt udsmykkede synagoge regnes for en af verdens smukkeste og mange valfarter hertil, også fordi en af de ældste torah-ruller opbevares her.
Bagefter besøger vi en menzel, konverteret til boutique hotel, lidt i stil med de marokkanske riads. I landsbyen Erriadh ligger flere, et af dem er Dar Dhiafa, ejet af et fransk ægtepar, og bag den tunge trædør åbenbarer sig en labyrint af små gårde med hyggekroge og et par værelser hver, indrettet individuelt i traditionel berber-stil. Hotellets restaurant er åben både frokost og aften for gæster udefra, så vi lader os det ikke sige to gange, da de foreslår friskfanget, grillet fisk ved swimmingpoolen.

Der kommer flere og flere af den slags små, lokale hoteller, hvis priser afspejler eksklusiviteten, men ellers er øens 125 hoteller fortrinsvis samlet på rivieraen mod nordøst ved Sidi Mehrez-stranden, også kaldet turist-zonen. Nogle af dem er rene paladser og feriecentre og de har masser af tilbud både til de dovne og de aktive: golf, tennis, bowling, casino, spa, ridning, beach volley og windsurfing.

Men det mest spændende ved Djerba er kombinationen af det eksotiske og det velkendte, Afrika møder Europa, lige udenfor hotellets dørtrin. Øen er ikke større end man kan praje en taxa for ca. 120 kr. til at køre rundt og gøre stop i de små landsbyer og se deres speciale: markedet i El-May, kurvemagerne ved Melitta, væverne i Fatou, hattemagerne i Midoun og svampefiskerne i Ajim, .
Djerbas hovedstad er Houmt Souk, som betyder markedscenter, og er med sine 45.000 indbyggere på størrelse med en dansk provinsby. Hovedåren er avenue Habib-Bourghiba (det hedder de i næsten alle byer) og midt i det hele er en rigtig god souk, som ikke er større end at man ikke farer vild i den. Noget af den er selvfølgelig meget turistet med de samme varer dør om dør, man ser overalt i Tunesien, men da souk’en primært er til for indbyggerne, får den et mere levende, lokalt præg.

I smøgen op til markedet ligger små restauranter, hvor man kan få tilberedt sin frokost på pande eller grill, efter selv at have valgt den ud på fiskeauktionen, og der er masser af små caféer, hvor man kan få sig en pause med en røg fra vandpiben og en mokka - eller den lokale mynte-te med mandler og pinjekerner i.
Nogen har kaldt Djerba for »glemsomhedens ø«. Noget er der om snakken. Her er lige præcis så fredeligt, at man nemt kan glemme verden omkring sig.
I det mindste bare en uge.

Læs også: