3 x gourmet i Nordjylland

København løber med meget af hæderen for dansk gastronomis succes, men også i provinsen findes et stort antal gourmetrestauranter på rigtig højt niveau.

Mortens Kro. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

1. Aalborg
I hjertet af Aalborg finder man Mortens Kro. Undervurdér ikke restauranten ud fra navnet, for Mortens Kro har intet med en kro i ordets oprindelige betydning at gøre. Morten Nielsen, bedre kendt som Morten Kok, har drevet stedet i 15 år, og restauranten har uden tvivl manifesteret sig som byens bedste gourmetspisested.

Det første, man bemærker, er det blå lys, der skaber en natklublignende stemning. Som forstærkes af erotiske billeder på væggene ved siden af vinskabet, der blandt andet rummer de helt store vine fra Bordeaux og Champagne. Efter få minutter giver det hele mening, og sammen med betjeningen, der er knivskarp og samtidig afslappet og behagelig, er rammerne for en aften ud over det sædvanlige på plads.

Maden er moderne dansk, og byder på stilsikre serveringer med en lang række lokale råvarer som for eksempel økologisk ørred fra Thy og kalv fra Himmerland, der rulles i lokalt økologisk hø.
Vinmæssigt er man i gode hænder, for Morten Kok har forudsætningerne for at komme op med de bedste sammensætninger af mad og vin, så hop endelig på vinmenuen.

Pris: Fra 498 kr. for 3 retter til 898 kr. for 7 retter. Tilhørende vinmenu fra 336 kr. til 748 kr.
mortenskro.dk

2. Skagen
Ved ankomst til Skagen er det oplagt at tjekke ind på Ruths Hotel; dels på grund af hotellets høje komfortniveau, dels og især på grund af Michel Michaud, en af dansk gastronomis fædre, der dirigerer Ruths Gourmet med elegance og præcision.
Forvent de ypperste råvarer, uanset om de er fløjet ind fra Frankrig eller plukket ude foran, hvor planter og buske vokser ud til Skagerrak.

Stilen er fransk gourmet og er et bombardement af Michauds signaturretter. Hans stegte foie gras er sprød, fast og blød på samme tid, og den er flere niveauer over de frosne levere, der bruges mange andre steder – andeleveren på Ruths er kun fire dage gammel, når den serveres, og denne kompromisløshed er gennemgående i alle Michauds retter.
Hans omgang med råvarerne er ganske enkelt sublim, og passionen er helt intakt, selv om han efterhånden er blevet en ældre herre, og netop derfor er han blevet en grand old man i branchen. Et besøg på Ruths Hotel er kostbart, men det er et studium i fransk haute cuisine.

Pris: 3-retters Michel Michaud Menu 650 kr. + vine
ruths-hotel.dk

3. Lønstrup
Rund en god weekend af ved tage bilen ned langs vestkysten, og stop i den lille by Lønstrup nær Hjørring.
Her, helt ud til vandet, hvor bølgerne næsten slår op på bygningen, når det blæser, ligger restauranten Villa Vest.

Indenfor møder man værten Kim Møller, der med varme, humor og  oprigtig interesse for gæsternes velbefindende får tingene til at glide gnidningsfrit i »villaen«. I køkkenet har partneren Michael »Miv« Pedersen indtil nu ledet slaget, men som bekendt er de to makkere netop blevet enige om at gå hver til sit, så det fremover er andre kræfter, der sørger for at føre Michael Pedersens kreative idéer videre.

Idéer, der blandt andet betyder, at rent visuelt er hans retter alle små mesterværker, der taler til appetitten. Urter spiller en stor rolle i retterne, og bidrager med smagsdybde og ynde.
Mange af dem kommer, sammen med det øvrige frugt og grønt, fra Villa Vests egen køkkenhave tæt på restauranten. Det gør maden ekstra original og personlig.

Overnatningen kan passende finde sted på Lønstruphus, som også drives af holdet på Villa Vest. Det er et klassisk badehotel med bad og toilet på gangene, og charmen er i top med møbler i nordisk design og lokal kunst på væggene. Morgenmaden er et kapitel for sig og et besøg værd i sig selv. Forvent for eksempel hjemmerøget saftig laks med pocherede æg, lokalt charcuteri og yoghurt, der serveres ved bordet, med hjemmelavet müsli og frysetørrede bær.  

Pris: Fra 528 kr. for 3 retter til 728 kr. for 5 retter. Tilhørende vinmenu fra 400 til 600 kr.
villavest.dk

Læs også: 5 x gourmet på bornholmsk